3. November 1995

Til:

Atuagalliutit/Grønlandsposten

Redaktionen

Dette indlæg bedes venligst optaget i førstkommende nummer af Atuagalliutit/Grønlandsposten:

Matadorpenge

Kommentar til Atuagalliutit/Grønlandspostens leder den 2. november 1995. Af Anders Nilsson, medlem af Finansudvalget og politisk valgt bestyrelsesformand for Tele Greenland.

Det glæder mig at man på Atuagalliutit/Grønlandsposten har flyttet sig bort fra den underdanige og eftersnakkende holdning bladet i mange år havde i forhold til landets virkelige problemer. Jeg håber man vil holde denne kritiske kurs - for vi har mere end nogensinde brug for en sagligt informerende og kritisk presse.

Jeg blev i en leder for nylig i AG kritiseret bredt og grundigt, og det har jeg et par kommentarer til.

For at tage det sidste først: Jeg sagde i den radioudsendelse, der danner grundlag for lederen, at man i AG for kort tid siden havde sammenlignet KNI-skandalen med ting, der kunne foregå i Afrika, hvor regeringschefer havde stjålet formuer ud af landet og placeret dem på Schweiziske bankkonti, men - fortsatte jeg - en sådan sammenligning er helt urimelig, for de penge der er tabt i KNI - de er ikke forsvundet ud af landet, de er forbrugt her i landet til at lønne overflødigt ansatte og holde priserne kunstigt nede.

Og her er det relevante citat fra den leder i AG, jeg henviste til:


Lignende skandaler sker også andre steder. I nogle samfund malker regeringschefen statskassen til fordel for sine egne udenlandske bankkonti. I andre lande bliver man væltet for det, der er mindre end KNI-sagen. Det er altså svært at sammenligne os med andre lande og sige, at den grønlandske ansvarsforflygtigelse er enestående.

Jeg mener stadig at det er en urimelig sammenligning AG her har foretaget.

Om matadorpenge

Det har været nævnt, at genopretningen af KNI har kostet landskassen op mod en halv milliard kroner. Jeg mener det er et fiktivt beløb uden et fast hold i virkeligheden. KNI har siden omstruktureringen oparbejdet et anseeligt underskud - et underskud på flere hundrede millioner kroner. Underskuddet er kommet af ineffektivitet, af for lav prissætning og for mange ansatte og det er kommet af uhensigtsmæssige arbejdsgange. Men stort set alle pengene er blevet i her i landet. De er sivet ud af en stor utæt beholder - det samlede KNI - i en lind strøm.

Den lave prissætning er kommet forbrugerne til gode. De mange unødigt ansatte og de uhensigtsmæssige arbejdsgange er blevet til lønudbetalinger, der alternativt ville have belastet de enkelte kommuners sociale konti og medført højere kommunale skatteprocenter, ligesom udbetalingerne for mange af de ansatte har muliggjort et øget privatforbrug.

Det har vi nu sat en stopper for. De penge, der er tabt - de er tabt for længe siden, og de er stort set alle sammen kommet helt almindelige mennesker her i landet til gode. Nu har vi gjort status og vasket tavlen ren.

Som et led i oprydningen har KNI blandt andet fået eftergivet en gæld til hjemmestyret på 165 millioner kroner. Og det er hvad jeg kalder matadorpenge. For hvem har glæde af denne gældseftergivelse? - Det har ejeren, og det er også hjemmestyret. Vi har altså eftergivet en gæld til os selv. Vi har betalt 165 millioner kroner til os selv, så vi ikke længere skylder os selv 165 millioner kroner.

Der er selvfølgelig en mening med denne tilsyneladende meningsløse handling. Og meningen er ganske klar: Når KNI ikke længere skylder hjemmestyret 165 millioner kroner, så skal der heller ikke betales afdrag og renter på dette beløb. Og det betyder at KNI lettere kan gå til bankerne og låne de nødvendige penge til driften, for nu kan bankerne se, at KNI ved hjemmestyrets "gældseftergivelse" har råd til afdrage og forrente nødvendige banklån.

De 165 millioner kroner er "matadorpenge", men de afdrag og de renter, som landskassen ved "gældseftergivelsen" går glip af i de kommende år - de er rigtige penge.

Det vi har gennemført på den netop overståede landstingssamling, det er en generel oprydning. Vi har forsøgt at skabe et troværdigt økonomisk underlag for de to KNI selskaber, så de for eftertiden kan klare sig uden Landskassen som rig onkel og uden Landsstyret som støttepædagog.

KNI Pilersuisoq skal stadig have tilskud til de samfundspålagte opgaver såsom trafik og bygdeforsyning. Men Landstinget har betinget sig, at tilskuddet for eftertiden gives ud fra specifikke servicekontrakter, så meget for at forsyne den bygd, så meget for at besejle den rute.

Og det ligger lige for, når vi har disse servicekontrakter, at andre også kan få lov at byde på dem. Man kan sagtens forestille sig, at for eksempel Brugsen vil kunne servicere enkelte bygder og områder i landet billigere, end de kan gøre det i KNI Pilersuisoq. Det kan også tænkes, at der er private, som kan klare besejlingen i nogle dele af landet billigere, end de kan gøre det i KNI Pilersuisoq. Vi har dermed banet vejen for helt nye former for privatisering.

For at vende tilbage til matadorpengene, så har A/G naturligvis ret i at pege på Tele Greenland. Når Tele Greenland indfrier et landskasselån ved at stifte et tilsvarende lån ad anden vej, så har långiveren Hjemmestyret 230 millioner kroner mere i kassen, men ejeren Hjemmestyret har et aktieselskab, der pludselig har en ekstern gæld på 230 millioner kroner. Også her skal man se på nettoeffekten. Nettoeffekten er at hjemmestyret via Tele Greenland optager et lån på 230 millioner kroner. Af dette beløb bruges 150 millioner til at indfri andre lån. 38 millioner kroner erstatter det afdrag og de renter, Tele ellers skulle betale i 1996. Tilbage har vi 32 millioner kroner, som er blevet brugt til at "fortryde" nogle beskæringer der ellers var lagt op til i finansloven for 1996.

Bag alle disse økonomiske rokader synes jeg sådan set, at Landsstyret og Landstinget i denne sag har gebærdet sig både fornuftigt og ansvarligt - også selv om det ekstraordinære overskud i finansloven 1996 beskrives ganske præcist, når det i sidste nummer af A/G kaldes et resultat af "kreativ kontering".