Beretning om den økonomiske udvikling i Grønland 1999 - Kapitel 2.2 Uddannelsesfrekvens og elevstrømme

Grønland har oplevet et stigende frafald på såvel de faglige grunduddannelser som mellemuddannelserne og de videregående uddannelser.

Lørdag d. 19. februar 2000
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Uddannelsesniveauet generelt Sammenligning med Norden Sprog og uddannelse Uddannelses- og erhvervsvejledning Uddannelsesniveauet generelt Det generelle uddannelsesniveau i Grønland er lavt, som det fremgår af tabel 2.2.1a, hvor uddannelsesniveauet for den del af befolkningen, der er over 18 år er angivet. Heraf fremgår det bl.a., at godt 86 pct. af de personer, der er født i Grønland, har den "obligatoriske" skoleundervisning som højeste skoleniveau, hvor det tilsvarende tal for danskfødte er godt 30 pct. Under 3 pct. af den grønlandske befolkning har en gymnasial uddannelse, mens det er en tredjedel af den danskfødte. Disse tal skal dog ses i lyset af, at der i Grønland først meget sent - i 1970'erne - er etableret egentlige ungdomsuddannelser. Uddannelsesefterslæbet i Grønland er derfor ikke overraskende, men indikerer de udfordringer det grønlandske samfund står over for i uddannelsesmæssig henseende. Tabel 2.2.1a Skoleuddannelsesniveauet for over 18 årige i Grønland i 1994   Personer født i Skoleuddannelse Grønland i pct. Danmark i pct. Under 7 års skolegang 25,9 3,2 Afsluttet almen skolegang 60,5 27,2 Obligatorisk niveau 86,4 30,4 Udv. afgangspr./realeks. 8,5 30,4 Gymnasium/hf 2,7 34,4 Uspecificeret 2,5 4,8 Total 100 100 Anm.: Rapporten og det datamæssige grundlag er baseret på en spørge-skemaundersøgelse, der omfattede 2500 tilfældigt udvalgte personer over 18 år. Dataene inkluderede således ikke personer under uddannelse i Danmark, men personer født i Danmark, der er bosiddende i Grønland. Kilde: Grønlands Statistik 1994. Rapport om skole- og erhvervsuddannelse i Grønland, Nuuk. Tabel 2.2.1b Uddannelsesniveau for befolkningen (15-69 år) i Danmark i 1998 Uddannelsesniveau Andel i pct. Grundskole 36,8 Gymnasie/hf (inkl. htx) 7,7 Erhvervsfaglig ungd.udd 32,4 Kort videregående uddannelse 5,3 Mellemlang videregående uddannelse 7,9 Længere videregående uddannelse 4,7 Uoplyst 5,3 Kilde: Danmarks Statistik 1999. Statistisk Årbog, København. Ved fortolkningen af tallene i tabel 2.2.1a, skal der tages forbehold for, at hjemmefødte under uddannelse eller beskæftigelse i Danmark ikke er medtaget (de indgår naturligvis som en delmængde i den danske befolknings uddannelsesniveau, men kan ikke skilles ud af statistikken), hvilket kan medvirke til at undervurdere niveauet i Grønland. Det har ikke været muligt at fremskaffe sammenlignelige data for uddannelsesniveauet i henholdsvis Grønland og Danmark, men tabel 2.2.1a og 2.2.1b viser dog meget tydeligt, at der er en markant forskel i uddannelsesniveau. Hvor langt størstedelen af den danske befolkning har en ungdomsuddannelse eller mere, er det som nævnt størstedelen af den grønlandske befolkning, der alene har skoleuddannelse svarende til grundskoleniveau. En fordeling af de grønlandsk fødte efter uddannelsesbaggrund og efter alder, jf. tabel 2.2.2., indikerer imidlertid, at der blandt den yngre del af befolkningen er sket et uddannelsesløft. Tabel 2.2.2 Højeste afsluttet skoleuddannelse for grønlandsk fødte efter alder i 1994 Det generelle uddannelses-niveau 18-29 år i pct. 30-39 år i pct. 40-49 år i pct. 50-59 år i pct. 60 år og derover i pct. Under 7 års skolegang 7,1 20 26,9 49,5 55,2 Afsluttet almen skolegang 68,6 62,8 57,9 48,9 36,2 Udvidet afg.pr/realeks. 8,0 11,4 9,7 1,1 3,8 Gymnasium/hf 5,8 2,1 2,1 0 1 Stadig i skole 9,3 1 0 0 0 Uspecificeret 1,3 2,8 3,4 1,1 3,8 Total 100 100 100 100 100 Kilde: Grønlands Statistik 1994. Rapport om skole- og erhvervsuddannelse i Grønland, Nuuk. Selvom flere har fået en højere uddannelse, er der i Grønland, som ovenfor anført, stadig et betragteligt uddannelsesefterslæb på alle niveauer. For hver 55.000 indbyggere i Danmark er der 1.500 med en lang videregående uddannelse, 4.400 med en kort eller mellemlang videregående uddannelse og 12.000 med en erhvervsfaglig uddannelse. De tilsvarende tal for Grønland er 100, 2.200 og 5.400. Uddannelsesefterslæbet blandt den grønlandsk fødte befolkning har bl.a. medført, at man i en række brancher ikke har kvalificeret grønlandsk arbejdskraft til rådighed, men har måttet anvende tilkaldt - især dansk og især højtuddannet - arbejdskraft. Således var det i 1996 samlet set 29,8 pct. af de ansatte i hjemmestyret, der var født uden for Grønland, mens det tilsvarende tal for kommunalt ansatte var 10,5 pct. Den offentlige sektor er således stadigvæk i høj grad afhængig af tilkaldt arbejdskraft. I alt udgør den udenlandske andel af de beskæftigede 18,4 pct. i den offentlige sektor.(14) Ligeledes er der en høj udskiftning blandt de ansatte, i særdeleshed blandt den tilkaldte arbejdskraft. OECD har vist, at mindre end halvdelen af de personer, som flyttede til Grønland i 1993, stadig boede i Grønland efter to år, og at dette faldt til en tredjedel efter tre år.(15) der er mange udgifter forbundet med en høj udskiftning af ansatte. OECD peger således på følgende: Ansættelsesomkostningerne er høje, fordi det er nødvendigt for hjemmestyret at skaffe midlertidige boliger, indtil en permanent bolig findes. Det kan enten være i form af en ledig bolig eller ophold på hotel. Nogle bor på hotel i adskillige måneder, hvilket er meget kostbart set i lyset af det høje prisniveau. Dertil kommer, at myndighederne skal afholde udgifterne til flytning. I betragtning af at det grønlandske arbejdsmarked er marginalt i forhold til det danske arbejdsmarked, er det vanskeligt at tiltrække folk med erhvervserfaring, især når det danske arbejdsmarked er stramt. I stedet ansættes unge mennesker uden eller med meget lidt erhvervserfaring, hvilket presser uddannelsesomkostningerne i vejret, og mindsker kontinuiteten.(16) Disse omkostninger stiger yderligere ved en høj omsætningstakt i beskæftigelsen.(17) Uddannelsesefterslæbet afspejler sig også i de såkaldte uddannelsesprofiler. Figur 2.2.1 viser uddannelsesprofilen for de, der i 1985 var 17-årige. 17-årige i 1985 består dels af årgang 1967 og dels af årgang 1968, det vil sige årgang 1967/68. Kun 48 pct. af årgang 1967/68 havde i 1995 opnået en kompetencegivende uddannelse mod 75 pct. af årgang 1965 i Danmark.(18) hovedparten af disse - 44 procent - opnåede en erhvervsrettet uddannelse (mod 65 pct. i Danmark). Figur 2.2.1 supplerer således tabel 2.2.1a og tabel 2.2.2 med især oplysninger om faglige grunduddannelser. Den grønlandske restgruppe består i stor udstrækning af den del af befolkningen, der ernærer sig ved fangst og fiskeri. Denne befolkningsgruppe er typisk oplært lokalt og gennem familien. De, der ernærer sig ved fangst og fiskeri, har således erhvervet sig en faglig kunnen, der ikke umiddelbart kan placeres i en formelt baseret uddannelsesprofil. Figur 2.2.1 Uddannelsesprofil i 1995 for 17 årige i 1985 Anm.: Baseret på forløbsanalyse. Kilde: Grønlands Statistik. Sammenligning med Norden Mens Island og Færøerne i den første efterkrigstid havde et uddannelsesniveau, der lå noget under det danske, men højere end det grønlandske, er uddannelsesniveauet begge steder i de sidste 25 år øget så kraftigt, at det opgjort efter flere indikatorer nu ligger højere end i Danmark og betydeligt højere end i Grønland. I Grønland er det som tidligere nævnt op mod 86 pct. af den grønlandsk fødte befolkning, der alene har den "obligatoriske" skoleundervisning som højeste uddannelsesniveau, og det er endvidere kun 2,7 pct., der har en gymnasial uddannelse bag sig, se tabel 2.2.1a. I den nordiske statistiske årbog (1996-tal) er det opgjort, hvor stor en del af de 25-64 årige i de nordiske lande, der har højest 9 års uddannelse (hvilket normalt kun svarer til et grundskoleniveau). Tallene herfor, suppleret med en kolonne for Grønland, der er beregnet ud fra tabel 2.2.1a, indgår i tabel 2.2.3. Gennemsnittet for Norden var 28,7 pct., mens hele 37,6 pct. i Danmark kun havde højest 9 års uddannelse. Island lå med 26,6 pct. omvendt på den bedre side i forhold til det nordiske gennemsnit. Det fremgår, at den gennemsnitlige skolegang i Grønland ligger væsentligt under niveauet i det øvrige Norden. Selvom tallene ikke umiddelbart er sammenlignelige, jf. anmærkningen til tabel 2.2.3, er der et indiskutabelt uddannelsesmæssigt efterslæb i Grønland. Tabel 2.2.3 Uddannelsesniveau i Norden i 1996   Danmark (pct.) Sverige (pct.) Norge (pct.) Island (pct.) Finland (pct.) Norden (pct.) Grønland (pct.) 0-9 års skolegang 37,6 25,8 17,8 26,6 33,2 28,7 88,5 10-12 års skolegang 41,5 47,2 56,6 40,9 49,7 48,1 8,7 ?13 års skolegang 20,9 27,0 25,6 32,5 17,1 23,2 2,8 Anm: Beregningen af uddannelsesniveauet for Grønland er sket på baggrund af tabel 2.2.1a. Den del af befolkningen, der har under 7 års skolegang eller har afsluttet en almen skolegang, er indgået i "0-9 års skolegang". Den del, der har en udvidet afgangsprøve/realeksamen indgår i "10-12 års skolegang", mens den del af populationen i tabel 2.2.1a, der har en gymnasie/hf-eksamen, indgår i mindst 13 års skolegang. Tabellen er proportionelt opjusteret til 100 pct. for Grønland. Kilder: Nordisk Råd 1998. Nordisk Statistisk Årbog, København, og egne beregninger Det er ikke muligt at foretage den samme præcise beregning for Færøerne, men skønsmæssigt er den færøske frekvens nogenlunde på islandsk niveau, dvs. bedre end det nordiske gennemsnit. Sammenligningen af uddannelsesniveauet med det øvrige Norden viser således, at det grønlandske uddannelsesefterslæb endnu er markant med næsten 90 pct. af befolkningen over 18 år, der højest havde 9 års skolegang i 1994. Det skal igen understreges, at dette efterslæb skal ses i lyset af, at der i Grønland først meget sent - i 1970'erne - er etableret egentlige ungdomsuddannelser. Uddannelsesefterslæbet er derfor ikke overraskende, men indikerer de udfordringer det grønlandske samfund står over for i uddannelsesmæssig henseende. Sprog og uddannelse Manglende sprogkundskaber udover grønlandsk hos en del unge kan udgøre en væsentlig barriere for at opnå et generelt løft i befolkningens uddannelsesniveau. Det fremhæves således også i OECD rapporten om Grønlands Økonomi fra 1999. Rapporten fra Grønlands Statistik fra 1996 om den sproglige udvikling i Grønland 1984-94 viser, at blandt de 18-29 årige er der 20-30 pct., som kun taler lidt fremmedsprog. Rapporten viser dog også samtidig, at der i perioden 1984-94 er blevet relativt flere, der behersker dansk eller andre fremmedsprog. I tabel 2.2.4 er sammenhængen mellem sprog og skoleuddannelse vist for grønlandskfødte i 1994. Som det fremgår, har 43 pct. af den del af befolkningen, der er rent grønlandsktalende, under 7 års skolegang, og kun 1 pct. af denne gruppe har taget en uddannelse ud over den almene folkeskoleuddannelse. Dette understreger, hvor vanskeligt rent grønlandsksprogede kan have det i uddannelsesmæssig sammenhæng og dermed behovet for at skærpe kravene til især elevernes sprogkundskaber. Tabel 2.2.4 Relationer mellem skoleuddannelse og sprog for grønlandskfødte 1994 Procent Skoleuddannelse Gruppens andel af befolkningen over 18 år   < 7 år Afsluttet almen skolegang Udv.afg. prøve/ realeksamen Gymnasium/hf   Grønlandsk som hovedsprog / taler kun lidt dansk 43 56 1 0 42,1 Grønlandsk som hovedsprog / taler godt dansk 17 70 11 2 41 Tosproget 5 64 22 9 14,5 Dansk som hovedsprog / taler godt grønlandsk 0 55 9 37 1,7 Dansk som hovedsprog / taler kun lidt grønlandsk 0 50 34 17 0,7 I alt 26 63 9 3   Anm: Baseret på data fra levevilkårsundersøgelsen fra 1994. Levevilkårsundersøgelsen er gennemført som en landsdækkende repræsentativ stikprøve for befolkningen over 18 år. Ovennævnte svarprocenter er dannet på grundlag af 792 respondenter. Kilde: Grønlands Statistik 1996. Rapport om den sproglige udvikling i Grønland 1984-1994, Nuuk. De dobbeltsprogede kan, når de ellers opfylder de almindelige optagelseskriterier, få adgang til alle støtteberettigede uddannelser i både Grønland og Danmark. De rent grønlandssprogede har derimod kun adgang til ganske få uddannelser, idet langt de fleste uddannelser kræver et rimeligt kendskab til dansk eller andre fremmedsprog. Tabel 2.2.4 understreger med al ønskelig tydelighed den sprogbarriere for fortsat uddannelse, der er en realitet i Grønland. Med en befolkning på kun 55.000 er det af økonomiske årsager nødvendigt, at sprogbarrieren overvindes. Derfor må der, som i andre små sprogområder, som fx også det danske, satses på, at hovedparten af eleverne bliver to- eller tresprogede. Af hensyn til uddannelsesmulighederne må der i Grønland givetvis satses på to fremmedsprog: dansk og engelsk. Uddannelses- og erhvervsvejledning Indsatsen på dette område er kortlagt i Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning.(19) I redegørelsen er identificeret en lang række forskellige - og i visse tilfælde delvist overlappende - ordninger, der alle i større eller mindre grad er knyttet til uddannelses- og erhvervsvejledning. Disse ordninger administreres af flere forskellige myndigheder og med forskellig grad af kommunal decentralisering, hvilket bl.a. indebærer, at indsatsen varierer betydeligt i omfang og art kommunerne imellem. Således er det i visse kommuner den lokale erhvervsskole, der varetager uddannelsesvejledningen og administration af uddannelsesansøgninger. I andre er det kommunernes kultur- og undervisningsforvaltninger, og i atter andre kommuner er uddannelsesvejledningen placeret under kommunens arbejdsmarkedsforvaltning. Det konstateres i redegørelsen, at uddannelses- og erhversvejledningen i vid udstrækning bør indrettes, så den afspejler og tager hensyn til de lokale uddannelses- og erhvervsforhold, men som systemet er indrettet nu, synes risikoen for ressourcespild (og suboptimering) at være overhængende. Ydermere konstateres det, at der ikke finder nogen væsentlig koordinering sted - hverken centralt, regionalt eller lokalt - hvorfor det ofte kan virke tilfældigt, i hvilken udstrækning de enkelte ordninger finder anvendelse. Den manglende sammenhæng i uddannelses- og erhvervsvejledningen, som dokumenteres i Redegørelse om uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning fra september 1998, må ses i sammenhæng med et andet meget alvorligt problem for det grønlandske uddannelsessystem: en for høj og gennem de senere år stadig stigende indgangsalder ved uddannelserne efter grundskoleniveau, se herom i afsnit 2.3.1. Ligeledes aktualiseres den manglende sammenhæng i uddannelses- og erhvervsvejledningen også i relation til frafaldsproblematikken, hvor Grønland har oplevet et stigende frafald på såvel de faglige grunduddannelser som mellemuddannelserne og de videregående uddannelser, jf. afsnit 2.4.1. KIIP har lavet en frafaldsundersøgelse, der viser, at de fleste afbrud sker lige i starten af uddannelsen, hvilket peger på nødvendigheden af en tidlig vejledningsindsats. Landstinget har i lyset af dette bevilget midler til udvikling af uddannelses- og erhvervsvejledningen i forbindelse med reformerne inden for folkeskolen og erhvervsuddannelserne. grønlands Statistik 1999. Statistisk Årbog, Nuuk. Direktoratet for sociale Anliggender og Arbejdsmarked oplyser, at man ikke har pålidelig materiale om andelen af tilkaldt arbejdskraft i den private sektor, man at der bliver arbejdet på at forbedre statistikken på dette område. oECD 1999.Grønlands Økonomi: En strategi for fremtiden, Nuuk. en meget vigtig faktor bag det høje antal af embedsmænd i Hjemmestyrets administration kunne være, at flere ansatte er en måde at kompensere for manglende erfaring på. oECD 1999.Grønlands Økonomi: En strategi for fremtiden, Nuuk. oplysningerne for Danmark stammer fra en skønsmæssig beregning med udgangspunkt i registerbaseret forløbsundersøgelser for årgang 1965. Se i øvrigt: Undervisningsministeriet 1998. Uddannelsessystemet i tal gennem 150 år, København. kIIP 1998. Redegørelse om Uddannelses- og erhvervsintroduktion samt vejledning, Nuuk.