En nødvendig håndsrækning

I øjeblikket sættes alle kræfter ind på at få færdigforhandlet en gunstig, ny fiskeriprotokol med EU, og næsten uanset hvordan udfaldet af forhandlingerne bliver, vil resultatet kunne måles i form af indtægter til Landskassen og reduktion i udviklingsmulighederne for det hjemlige fiskerierhverv.

Fredag d. 14. april 2000
Peder Munk Pedersen
Emnekreds: Fiskeri, Politik, Økonomi.

Der er åbenbart ved at samle sig en vis interesse omkring Grønlands fiskerimuligheder uden for vore egne farvande, og meget naturligt er rejefiskeriet i området på og omkring Flemish Cap ud for Newfoundland blevet noget i retning af et modeltilfælde.

Fiskeriet på Flemish Cap finder sted i internationalt farvand og er i øjeblikket reguleret ud fra en ordning, hvorefter medlemslandene i NAFO (Den Nordvestatlantiske Fiskeri Organisation) hver især har fået tildelt et årligt antal fiskedage. Ligeledes er der lagt loft over det antal fartøjer, det enkelte medlemsland på årsbasis må sende til området.

Der er imidlertid stærke kræfter i gang i retning af at få etableret en egentlig kvoteordning, således som tilfældet er for de øvrige, kommercielt interessante fiskearter i de internationale områder af Nordvestatlanten. Når dette sker, vil Grønland komme galt afsted, idet vort fiskeri i området inden for de allerseneste år har været så beskedent, at vore fremtidige kvoter bliver ganske lave. Vi mangler det, der i fiskerisammenhænge kaldes historiske rettigheder, og som er en væsentlig forudsætning for at kunne kræve ret til fiskeri i internationalt havområde.

Det er tidligere blevet påpeget - blandt andet i Sermitsiaq - at rederierne har svært ved at holde på mandskabet, når man vælger at sende både til Flemish Cap. Indtjeningen står ikke mål med det hjemlige fiskeri efter rejer, og naturligt er der ingen, der ønsker at nøjes med lidt, når man kan opnå mere - i lønningsposen, begribeligvis.

Besætningsmedlemmernes vægren sig ved at være med i Flemish Cap-fiskeriet skal imidlertid holdes op mod andre og mere tungtvejende konsekvenser end det forhold, at man ikke udnytter en eksisterende mulighed for at beskæftige skibe og mandskab.

Vil man have et fyldestgørende billede af situationen, hører det også med til helheden, at vi simpelthen mister rettigheder, hver gang vi vælger at undlade at fiske i området.

Det haster derfor meget med et initiativ, hvor rederier, besætningsmedlemmer og landsstyret står sammen om et initiativ, der sikrer bevarelsen af vore rettigheder i det internationale fiskeri.

I øjeblikket sættes alle kræfter ind på at få færdigforhandlet en gunstig, ny fiskeriprotokol med EU, og næsten uanset hvordan udfaldet af forhandlingerne bliver, vil resultatet kunne måles i form af indtægter til Landskassen og reduktion i udviklingsmulighederne for det hjemlige fiskerierhverv. De kvoter, der sælges til EU, er jo pr. definition et udviklingspotentiale, der fjernes fra det hjemlige erhverv. Man kan sige, at fiskerierhvervet betaler prisen for den finansielle modydelse, som Landskassen i øjeblikket modtager og også for fremtiden kommer til at modtage fra EU. Af denne grund er det naturligt, at det er landsstyret, der spiller ud med en reduktion af beskatningen af de indtægter, der opnås i kraft af fjernfiskeri.

Et sådant udspi1 fra landsstyrets side vil blive modtaget som en kærkommen og nødvendig håndsrækning, der kan sikre, at erhvervet får mulighed for at udnytte et helt oplagt udviklingspotentiale, der ellers hastigt vil være forsvundet. Der er nemlig rigeligt med andre nationer, der står parat til at overtage Grønlands beskedne rettigheder i det internationale fiskeri.

//////Læs mere her:
Study of exploited fish stocks on Flemish Cap