Det grønlandske folk skal selv eje sin rejeproduktion

Somme tider kan et enkelt ord udskiftet med et andet sætte tingene i et klarere lys - læs selv her ...

Tirsdag d. 4. juli 2000
Puisi Poulsen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

TD>

Ubærlig konkurrence fra et af de mindre, konkurrerende selskaber - Polar Seafood
I forbindelse med de reaktioner, som er fremkommet efter vor præsentation af Det Grønlandske Rejeprojekt, føler jeg trang til at understrege, at det, vi har foreslået landsstyret, er at give de grønlandske borgere og virksomheder eneret til produktion af rejer i Grønland.

Fra Det Grønlandske Rejeprojekts side har vi ikke bedt om monopol. Det, vi har opfordret til, er at der bliver lavet ét samlet nationalt selskab (vi kunne for eksempel kalde det Royal Greenland), der fremover sikrer Grønland det maksimale udbytte af rejepotentialerne over hele landet.

Det, vi fra Det Grønlandske Rejeprojekt gerne vil være med til at sikre, er den bedst mulige forretning i forbindelse med eksport af rejerne. Det vil vi gerne gøre ved at garantere den grønlandske produktion en sikker afsætning på verdensmarkedet. Men dette kan kun gøres, hvis der alene bliver ét rejeprodukt, der kan markedsføres "made in Greenland".

Det kan naturligvis ikke lade sig gøre at økonomisikre etableringen af en produktion af rejerne i Grønland i størrelsesordenen 500 millioner kroner via salgsgarantier, hvis man samtidig skal konkurrere med en række tilsvarende produkter fra Grønland selv. Det internationale rejemarked er stort og stigende, men konkurrencen er hård. Meget hård.

Det, Grønland skal konkurrere på, er faktisk ikke så meget rejen selv som det faktum, at denne reje kommer fra Grønland. Det grønlandske reje ser hverken anderledes ud eller smager væsentligt anderledes end rejerne fra en række andre steder på kloden.

Men de associationer, som Grønlands navn sætter i gang, er enestående. For andre folk er Grønland lig med isklar renhed og snehvid friskhed. Landet opfattes som uberørt og ubesmittet af den moderne tids miljødestruktion. Derfor er betegnelsen "made in Greenland" enestående på det globale marked for rejer.

Mens det for guld og olie ingen som helst handelsmæssig betydning har, hvor det kommer fra, så er dette aspekt altafgørende for rejens værdi på markedet. Man kan for eksempel godt sælge olie fra Tjernobyl - men næppe rejer!

Må jeg have lov at gøre opmærksom på, at det grønlandske reje er fundet. Der er ikke tale om olie eller mineralforekomster, der endnu er skjult. Der er ikke tale om, at der skal lokkes fremmed kapital til landet for at betale for prøvefiskeri og biologiske kortlægninger i millionklassen.

Rejen er fundet.

Den skal blot omsættes et internationalt handelsprodukt på den bedst mulige måde.

Hvis Grønland står sammen og skaber ét nationalt produktionsselskab for rejeproduktion, vil alle i landet få mere ud af værdien. De selskaber, der arbejder med deres egne projekter, bør gå ind i det store selskab og sikre, at deres ressource inddrages ved næste produktionsudvidelse.

Derudover bør de sikre, at der bliver lavet en national udligningsordning i forhold til det overskud, selskabet vil skaffe. For når det nationale produktionsselskab først kører rigtigt, så vil der både være et overskud til aktionærerne og til samfundet. Intet af det skal afleveres til udenlandske multinationale firmaer.

Pengene bliver i Grønland. Lad mig slutte af med at understrege, at det, jeg selv og min moster kan tilbyde Grønland i denne sag, er en afsætningsordning for den grønlandske reje på verdensmarkedet. En ordning, der vil sikre økonomien for en kommende produktion i Grønland.

Vi ønsker ikke at være medejere af produktionen og den kommende fabrik i Grønland. Den skal Grønland selv eje og drive. Men hvis vi skal sikre vores del af projektet og kunne holde vores løfter, så har vi måttet sige til de grønlandske politikere, at det alene er muligt, hvis der kun er ét rejeprodukt, der er "made in Greenland". Derfor har vi opfordret de grønlandske politikere til at give Grønland selv et monopol på sit egen reje, så længe den indledende investering kræver det. Vi har anslået det til at være 25 år.

Men debatten handler i virkeligheden ikke om monopoler eller ej. Debatten handler om, hvorvidt Grønland skal sikre sig selv den størst mulige indtjening på sin rejebestand ved at bruge de styringsmidler en regering nu engang har overfor sådanne ressourcer - eller kaste ressourcen ud i et usikkert spil med fremmede spillere. Det sidste plejer man at kun at gøre, når man ikke selv har mulighed for at magte opgaverne.

Det er altså bare ikke tilfældet her.

Initiativtagerne bag Det Grønlandske Rejeprojekt er kommet med et forslag om en måde at udnytte det grønlandske rejepotentiale på, således at dette bliver gjort via en sikring af afsætningen.

Det er et forslag, hvor ingen taber og alle vinder. Ikke mindst det grønlandske samfund. Det er et forslag, der er baseret på års positivt samarbejde med Grønland - og det er et forslag, hvor der allerede er investeret millioner i at sikre, at vi ved, hvad vi tilbyder.

Det er på den baggrund, vi er overbeviste om, at vi på det erhvervsmæssige område kan etablere et rigtigt spændende udviklingssamarbejde med Grønland. Det er vores ønske, at Det Grønlandske Rejeprojekt bliver det grønlandske folks projekt. Det er dem, der skal have retten til rejebestanden og den økonomiske frihed, den ressource faktisk kan medføre.