Tilskud slører virkeligheden

Vores kringlede grønlandske måde at skabe gode erhvervsbetingelser på virker modsat. Vi spænder ben for en fornuftig erhvervsudvikling og baner vejen for projekter som Puisi A/S og ørredprojektet ved Qorlortorsuaq i Sydgrønland. Og hver gang koster det os alle det hvide ud af øjnene

Tirsdag d. 4. juli 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Politik, Økonomi.

PÅ SIDE 5 har vi en artikel, der fortæller om nogle højst mærkværdige forhold omkring den grønlandske skindindhandling. Heraf fremgår, at samtlige grønlandske skind, der i gennemsnit er 37 kroner værd pr. styk, får bundet 440 kroner i halen af landskassen.

Der indhandles nemlig 100.000 skind med et tilskud på 44 millioner kroner til en markedsværdi på 3,7 millioner kroner. Skindene sælges til videre forarbejdning i Great Greenland for 37 kroner pr. stk. Den samlede indtægt for skindindhandlingen er altså 477 kroner pr. skind.

Hvor stor en del af de 37 kroner, der er tilskud til Great Greenlands garvning eller produktion, ved vi ikke. Vi ved heller ikke, hvordan de 440 kroner fordeles mellem de implicerede i de første indhandlingsled.

Men vi ved, at fangeren får cirka 200 kroner pr. skind. KNI og Nuka A/S, der hver for sig modtager skind på vegne af Grønlands Skindindhandling skal også have noget for deres ulejlighed, selvom begge organisationer i forvejen er subsidieret af landskassen. Mere end 100 kroner pr. skind får de dog næppe.

Det vi sige, at Grønlands Skindindhandling får penge for at købe skind i stedet for at betale for dem.

Det virker grotesk. Og man må undre sig over, hvordan sådanne konstruktioner kan lade sig gøre.

DET PARADOKSALE er, at opsplitningen af Great Greenland i tre selskaber er sket for at gøre tingene mere gennemskuelige. Skindindhandlingen blev udskilt fra det øvrige Great Greenland blandt andet for at adskille indhandlings- og produktionstilskud. Det har imidlertid ikke skabt den nødvendige klarhed, og Landstingets revisionsudvalg har været nødt til at igangsætte en undersøgelse for at finde ud af, hvad tilskudsmidlerne reelt bruges til.

En ting står dog lysende klart. Her har vi en branche, der får tilskud i alle led. Som erhverv tæller den altså ikke. Den tjener ikke penge til landet, men koster ligeså mange skattekroner som en gruslandingsbane for Dash-7 fly!

Hvert eneste år...

DET er bare ikke det, vi vil harcelere over på denne plads. For det kan måske være rimeligt med skindindhandling, selvom det er svært at få øje på begrundelsen. Der kan muligvis være værdier, som er pengene værd.

Det, der virkeligt bekymrer os, er noget helt andet - nemlig den snurrige og rodede erhvervspolitiske tankegang, der kan tillade et erhvervsprojekt, som bygger på så bundløs en sump. Det er ganske enkelt ikke muligt at forestille sig prisstigninger på sælskind, som kan begrunde et fortsat udviklingsarbejde. For så skulle de stige med 1000 procent eller mere, og sådanne forventninger er for langt ude.

Hvis borgerne skal have en chance for at forholde sig til erhvervsudviklingen her i landet, må erhvervsvirksomhederne - og ganske særligt dem, som det offentlige fremmer - reelt være, hvad de udgiver sig for. Når man indhandler et sælskind, skal man altså betale den pris, det er værd, og ikke mere. Vi skal ikke med en omfattende tilskudsordning bilde fangerne ind, at sælskindene er et stort og attraktivt aktiv for det grønlandske eksporterhverv, når det i virkeligheden er en meget alvorlig økonomisk belastning for landet.

Naturligvis er der ingen, der kan leve af at sælge sælskind til 37 kroner stykket, men det er, hvad de er værd, og fangere, der giver sig af med at sælge skind til den pris, må suppleres med sociale ydelser efter samme regler som alle andre.

PÅ SAMME MÅDE er det vigtigt, at alle dele af fiskerierhvervet afspejler virkelighedens priser. I stedet for, at fiskerne forhandler sig til rentable indhandlingspriser med Nuka A/S, bør de betales, hvad fangsten er værd. Det giver et reelt billede af for eksempel bygdefiskeriets berettigelse, og det kan være med til at udvikle erhvervene i mere bæredygtig retning.

Vores kringlede grønlandske måde at skabe gode erhvervsbetingelser på virker modsat. Vi spænder ben for en fornuftig erhvervsudvikling og baner vejen for projekter som Puisi A/S og ørredprojektet ved Qorlortorsuaq i Sydgrønland. Og hver gang koster det os alle det hvide ud af øjnene.

Den hjemmestyreejede del af sælskindsindustrien er imidlertid det værste eksempel, vi har set til dato, først og fremmest fordi det bliver ved år efter år med subsidier i en målestok, der går langt ud over det rimeliges grænser.

Ikke engang skandalerne i Greenland Tourism for nogle år siden er nået den størrelsesorden, og vi skal helt tilbage til KNI-krakket for fem år siden for at finde noget, der er større.