Flypriser og liberalisering

Ensprissystemet har gennem tiden skabt socialt sammenhold om elendighed. Det animerer mere til passivitet end aktivitet, mere til at kræve end at til at yde. Ensprissystemet har ikke tvunget os til kamp for fremskridtet. Det har ikke fået os til at løfte i flok for fremgang, men har samlet os i et kæmpestort socialt venteværelse, som hedder Grønland

Torsdag d. 21. december 2000
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Infrastruktur, Politik, Økonomi.

SÅ KOM DE, Grønlandsflys nye billetpriser. Nu kan vi begynde at regne på, hvad årets rejser til familien i Upernavik, Paamiut eller Tasiilaq kommer til at koste. Priserne har været længe undervejs, men det skyldes, at forhandlingerne om servicekontrakterne for beflyvningen af de tyndt befolkede egne først var slut den 6. december (læs mere side 5).

Men det er ikke prissætningen, der er den vigtigste i forbindelse med Grønlandsflys start på det nye år. Det er liberaliseringen af lufttrafikken. Det er slut med koncessionerne. Alle kan starte et flyselskab og flyve, hvor de mener, der er brug for det indenlands i Grønland. Og de kan selv bestemme billetpriserne.

Nu er det markedet, der bestemmer. Udbud og efterspørgsel. Et skridt på vejen til en markedsøkonomisk udvikling for de fem-seks vækstområder, der for længst er udpeget. Eller...?

SÅ MEGET ER RIGTIGT, at passagerflyvningen i Grønland er blevet liberaliseret. Nu kan der konkurreres direkte på alle de lukrative ruter og ved licitationerne over de såkaldte servicekontrakter med hjemmestyret. Men kommer det til at virke? Bliver det billigere at flyve i vækstområderne, sådan som det var meningen? Får vi et konkurrencedygtigt omkostningsniveau?

Det får vi næppe, selv om rammerne om fri konkurrence synes at være til stede. Ingen ved nemlig, hvor alvorligt politikerne mener det. På den ene side har de nu banet vejen for fri konkurrence ved at ophæve monopolet, markedskræfternes frie spil og alt det dér. På den anden side spænder de ben for nogle af dens virkninger.

Det vurderes, at en væsentlig årsag til den meget lave eller helt manglende vækst i Grønland skyldes, at vi hager os fast i nogle gamle, økonomiske traditioner for lighed og retfærdighed. Ensprissystemet har været et redskab, som har sikret, at også mennesker i fjerne og tyndt befolkede områder kan opretholde rimelige eksistensvilkår. Vi har ikke været opmærksomme på, at systemet samtidigt skabte erhvervsmæssig stilstand og hæmmede en udvikling, som ellers kunne have ført til fremgang for landets økonomi.

Ensprissystemet har gennem tiden skabt socialt sammenhold om elendighed. Det animerer mere til passivitet end aktivitet, mere til at kræve end at til at yde. Ensprissystemet har ikke tvunget os til kamp for fremskridtet. Det har ikke fået os til at løfte i flok for fremgang, men har samlet os i et kæmpestort socialt venteværelse, som hedder Grønland. Her er der trygt, hyggeligt, stille og godt, og fattigdommen kommer ikke væltende ind over os som en flodbølge, men roligt - i takt med, at den øvrige verden lægger større og større afstand til os.

MENINGEN med liberaliseringen var at lade de kostægte priser bestemme omkostningsniveauet i vækstområderne og tegne servicekontrakter for de øvrige, finansieret over skatten.

Det vil sige, at prisen på de gode, rationelle ruter, dem med mange passagerer (som for eksempel Nuuk/Kangerlussuaq) kunne sænkes, mens flyvninger til Illoqqotoormiit skulle have tilskud fra Landskassen.

Men det har politikerne forpurret. De penge, som hjemmestyret skal betale servicekontrakterne med, bliver i grove træk krævet ind fra Grønlands Lufthavnsvæsen. Her lægger man dem på som afgifter til fly-selskaberne, som så bliver nødt til at indregne dem i billetpriserne på de selvbærende ruter. Summa summarum: Virkningen på omkostningsniveauet udebliver. Hvad vi skulle have tjent på de sænkede billetpriser, mister vi på passagerafgifter. Passagererne er lige vidt - undtaget de mange, der kommer til at betale meget mere, end de plejer.

MEN DEN FRI konkurrence har vi da. Og her skal for en gangs skyld lyde en uforbeholden ros til politikerne. De har nemlig ophævet monopolet for ruteflyvningen i Grønland, og herefter kan enhver, der har forstand og kapital, starte passagerflyvning på en hvilken som helst rute.

Nu mangler vi blot, at politikerne fjerner de generelle billettilskud til skibspassagertrafikken, så vi får et rent billede af , hvordan den levedygtige grønlandske trafikstruktur skal se ud.

Og så er det altså helt nødvendigt, at der kommer nogle konkurrerende luftfartsselskaber på banen, så de kan tvinge hinanden til at finde den rigtige pris til de rejsende.

Måske lyder det barskt. Men det er vilkårene på det frie og konkurrerende marked, hvor prissætningen bygger på at give kunderne et bedre tilbud end konkurrenten gør.

Man kan ikke slippe de frie markedskræfter løs og samtidigt forsøge at styre udviklingen politisk. Det er det, Landstinget forsøger, når det brandbeskatter den overskudsgivende lufttrafik for at skaffe penge til at betale den underskudsgivende. Pengene skal kradses ind hos alle skatteydere. Ellers er det jo meningsløst.

MEN ENDNU ENGANG - og for ikke at gå hjem til jul med en negativ slutbemærkning: Ros til Landstinget for liberaliseringen af rutetrafikflyvningen. Så må vi håbe, at det vil lykkes Landstinget næste år at huske at få servicekontrakterne på finansloven.