Mandatet

Spørgsmålet om privatisering er ikke blot et spørgsmål om at sælge en virksomhed til private investorer. Det er et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at indrette samfundet

Fredag d. 9. marts 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

Forleden spurgte Sermitsiaqs internetavis læserne, om de kunne gå ind for, at KNIs dagligvarekæde, Pisiffik, blev solgt til en udenlandsk køber. 57 procent svarede ja, 40 procent svarede nej. Blot tre procent svarede ved ikke.

Naturligvis kan resultatet af en internetafstemning med 284 deltagere ikke tages som et fuldgyldigt billede af befolkningens holdning til, om Pisiffik skal sælges til en udenlandsk køber. Men afstemningsresultatet kan være et fingerpeg.

Dette fingerpeg kan være vigtigt, for bestyrelsen og repræsentantskabet for KNI A/S anfører netop, at den bedste privatiseringsløsning vil være et samlet salg af aktierne til en strategisk, industriel investor (for eksempel en anden detailhandelskæde) - gerne kombineret med grønlandsk kapital.

Anbefalingen blev offentlig kendt i sidste måned, da KNI præsenterede privatiseringsforslaget "Vækst, velfærd og værdier." Landsstyreformand Jonathan Motzfeldt kvitterede med løftet om, at han på forårssamlingen ville bede om Landstingets bemyndigelse til, at landsstyret kan sælge Pisiffik.

Formelt vil bemyndigelsen blive givet ved en landstingsbeslutning om at ændre forordningen om KNI A/S. Ændringen, der i landsstyreadministrationen betegnes som marginal, giver landsstyret en særlig bemyndigelse til at sælge Pisiffik.

Samtidig får landsstyret de nødvendige frihedsgrader i en forhandlingssituation med en potentiel køber, og også frihed til at gennemføre de organisatoriske tilpasninger i KNI-koncernen, som kan være hensigtsmæssige og/eller en forudsætning for et salg.

Det er forståeligt, at Jonathan Motzfeldt vil have mandatet i orden, før han som "ejer" af Pisiffik går i dialog med potentielle købere og tager stilling til et salg. Men det pludselige hastværk kan undre.

I flere år har landsstyret vidst, at tidspunktet for et ja eller nej til privatisering af hjemmestyreselskaberne kom nærmere. Landsstyret har endda gjort privatiseringer til officiel politik, senest i den strukturpolitiske handlingsplan fra sidste efterår.

Alligevel har man undladt at sparke den principielle offentlige debat igang. Det kan blive straffet, fordi debatten nu fokuserer på Pisiffik og KNI-toppens forslag og ikke på de principielle spørgsmål om, hvorfor, hvorfor ikke, hvordan, hvornår osv., osv. - med frit s)ag for de følelsesladede argumenter.

Spørgsmålet om privatisering er ikke blot et spørgsmål om at sælge en virksomhed til private investorer. Det er et spørgsmål om, hvordan vi ønsker at indrette samfundet. Et spørgsmål om at definere det offentliges opgaver og forpligtelser over for borgerne - og omvendt.

Vi mener bestemt, at Pisiffik og andre offentligt ejede selskaber skal privatiseres. Men vi mener ligeså bestemt, at beslutningen er så vigtig for Grønland, at Landstinget nødvendigvis har behov for at lytte til den offentlige mening.

Den debat, der har rejst sig, siden KNI spillede ud, afslører imidlertid, at landsstyret nu risikerer et følelsesladet nej i Landstinget.

Det er landsstyrets egen skyld, for politisk berøringsangst bliver straffet.

Sermitsiaqs internetafstemning gav et fingerpeg om en nøgtern og pragmatisk folkestemning - et folkeligt mandat. Det er når alt kommer til alt politikernes vigtigste mandat.

Men hvad nytter det, hvis mandatet bliver underkendt af et slumrende Landsting, som gang på gang har afsløret, at det befinder sig bedst i småtingsafdelingen for lokale interesser frem for i afdelingen for fundamentale samfundsmæssige beslutninger.