Skal vi opretholde de mange bosteder

I dag holder vi de mange bosteder gående, takket være rigsfællesskabet. Men piben får en anden lyd, når vi skal til at undvære det årlige tilskud på tre milliarder og stå på egne ben.

Fredag d. 9. marts 2001
Jørgen Fleischer, Redaktør
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Grønlands historie, Infrastruktur, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Enorm politisk magt
Aldrig rentabelt
Bopladser forsvandt


Det er ikke relevant at starte selvstyredrøftelserne med det sikkerhedspolitiske spørgsmål. Det er mere jordnært, at spørgsmålet om, hvordan vi får landet til at hænge sammen økonomisk og trafikalt, kommer i første række. Men for Selvstyrekommissionen synes dette at være af mindre væsentlig betydning end netop det sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Ja, sådan er der så meget.

Kolonifolkene har anlagt nutidens mange bosteder. De mange bygder og byer vil uden tvivl være en tabu for selvstyrefolkene, når de for alvor begynder at drøfte økonomien i det selvstyrende Grønland.

De mange bosteder er nemlig en hellig ko for nutidens grønlandske politikere. Det er intet mindre end helligbrøde at røre ved det kildne spørgsmål.

Enorm politisk magt
De små steder har spillet en væsentlig politisk rolle i nyere tid. Siumut kan for en stor del takke de små valgkredse for, at partiet har kunnet regere uafbrudt i 22 år siden hjemmestyrets indførelse. Før Grønland blev en valgkreds, havde de små steder en enorm politisk magt.

Vi grønlændere er uforbederlige lokalpatrioter. Vi gamle mennesker får nostalgi i øjnene, når talen falder på de små steder. Men det er spørgsmål, om der er plads til følelser, når vi skal til at klare os selv økonomisk.

Hvordan kan vi få det store land til at hænge sammen trafikalt, når en familie med to børn fra yderdistrikterne er nødt til at betale 55.000 kroner for at besøge slægtninge i Nuuk?

Og hvorfor er billetterne i Grønland verdens dyreste?

Svaret er ligetil: det er fordi vi er så få og afstandene er så store.

Aldrig rentabelt
I dag holder vi de mange bosteder gående, takket være rigsfællesskabet.

Men piben får en anden lyd, når vi skal til at undvære det årlige tilskud på tre milliarder og stå på egne ben.

Et uafhængigt og selvhjulpent Grønland er og bliver en utopi med det nuværende bosætningsmønster. Vort alt overskyggende handicap i selvstyresammenhæng er, at landet er for stort til den lille befolkning, at det aldrig kan blive rentabelt at drive forretningen Grønland.

Det bliver ganske økonomisk uoverkommeligt at opretholde de mange bosteder i et selvstyrende Grønland.

Færingerne kan sagtens. De har ikke store afstande at kæmpe med som os. Der er rimeligt forhold mellem øernes og befolkningens størrelse. Selvstyrende færinger får ikke de samme problemer som os for at få deres øer til at hænge sammen.

Bopladser forsvandt
Når det kommer til stykket, så har kæmpeøen Grønland kun to områder, hvor de beboede steder ligger nogenlunde tæt ved hinanden, så der kan være tale om samkvem mellem stederne, uden at det skulle koster det hvide ud af øjnene.

De to områder ligger i Sydgrønland og Diskobugten.

Sydgrønland med sit landbrug og fiskeindustri og Diskobugten med sin fiskeindustri er gode områder i samfundsøkonomisk sammenhæng.

Andre relevante steder for samfundsøkonomisk udvikling er byerne Sisimiut med sin fiskeindustri og sin bygge- og anlægsskole, og selvfølgelig også hovedstaden, regeringsbyen Nuuk, som mere og mere vil overhale andre byer i udvikling.

Selvstyre kan ikke lade sig gøre med det nuværende bosætningsmønster. Der er simpelthen ikke råd til at opretholde alle de mange bosteder i dagens Grønland.

Vil man virkelig have selvstyre, så må der ske en ændring i bosætningsmønstret, som det, man oplevede i det forrige århundrede.

I midten af 1930'erne boede en fjerdedel af Grønlands befolkning i de såkaldte bopladser, små steder uden butik.

Men disse bopladser forsvandt af sig selv, da en ny tid med fiskeriet som hovederhverv begyndte.