Arbejdsmarkedspolitiske udfordringer

En stor del af de ledige personer uden en uddannelse er formentligt gået ud af folkeskolen uden afgangseksamen ... Denne gruppe ... er ... udelukket fra at få en uddannelse, idet adgangskravet til enhver uddannelse er mindst 11. klasses afgangseksamen

Onsdag d. 21. marts 2001
Det rådgivende udvalg vedrørende Grønlands Økonomi
Emnekreds: Erhverv, Politik, Uddannelse, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
2.4 Arbejdsmarkedspolitiske udfordringer
2.5 Konklusion
Litteraturliste til kapitel 2


2.4 Arbejdsmarkedspolitiske udfordringer
Højere beskæftigelsesfrekvens og en betydelig højere produktivitet forudsætter, at såvel arbejdstagerne som arbejdsgiverne inkl. deres organisationer samt det offentlige, dvs. både hjemmestyret og kommunerne, deltager meget aktivt og konstruktivt i udformningen og gennemførelsen af den nødvendige politik. Og den nødvendige politik omfatter ikke blot arbejdsmarkedspolitik, men også socialpolitik samt især strukturpolitik, herunder uddannelses- og erhvervspolitik.

Udvalget beskrev og analyserede uddannelsesområdet i forrige beretning. Anbefalingerne heri, der primært sigtede på at øge såvel kvaliteten som gennemførelsesprocenten inden for uddannelsesområdet, fastholdes. Siden udvalgets forrige beretning er udkommet "Redegørelse om Erhvervsuddannelsesreform", der omfatter erhvervsuddannelserne inden for levnedsmidler; jern, metal og el; bygge- og anlæg samt handel og kontor. Nøgleordene i denne redegørelse er: faglighed, sammenhæng i uddannelsessystemet samt erhvervs- og samfundshensyn.

Fagligheden styrkes ved, at det fremover bliver brancheskolerne og det hertil knyttede brancheudvalg, der bliver det helt centrale omdrejningspunkt. Inden for levnedsmiddeluddannelserne samt uddannelserne i jern, metal og el bliver uddannelserne, bortset fra 2-4 ugers introduktion på de lokale skoler, helt centraliseret. Handelsskolerne og bygge- og anlægsskolen kan udlægge noget af undervisningen til 3-4 regionale skoler, dog kun såfremt en række betingelser om elevgrundlag og praktikmuligheder opfyldes. Fagligheden foreslås underbygget ved:
  • at der udvikles kvalitetsindikatorer og -rapporter herom,
  • at der skal opstilles et dokumentations- og analyseredskab,
  • at der stilles øgede krav til lærerkræfterne,
  • at der foreslås en pulje til forsøgs- og udviklingsprojekter.
Sammenhængen i uddannelsessystemet styrkes ved at opbygge et modulært undervisningssystem, der skal sigte på at skabe såvel en bedre horisontal sammenhæng til andre studier som en bedre vertikal sammenhæng i uddannelsessystemet. Den bedre horisontale sammenhæng sikres bl.a. ved, at der skal være mulighed for at overføre allerede opnåede kvalifikationer (meritgivning). Den bedre vertikale sammenhæng skal bl.a. opnås ved, at der ikke er stopklodser for, at faglært status nås. Dette er specielt vigtigt i forhold til voksenlærlinge. Der skal endvidere sikres adgang til især det danske uddannelsessystem og evt. også til andre landes systemer.

Erhvervs- og samfundshensyn foreslås opprioriteret ved:
  • at skoleopholdenes varighed pr. gang reduceres fra 20 til 10 uger,
  • at praktikpladser kan åbnes året rundt med lidt forskellig elevtid til følge,
  • at brancheskolerne hele tiden - via efteruddannelse og tilpasning af uddannelserne - skal tilpasse erhvervsuddannelserne efter erhvervslivets og samfundets behov,
  • alle involverede parter (KIIP, kommuner, virksomheder, brancheskoler) skal arbejde for at reducere frafaldet fra erhvervsuddannelserne.
Forslagene i "Redegørelse om Erhvervsuddannelsesreform" er i overensstemmelse med udvalgets generelle anbefalinger i forrige beretning. Men endnu tilbagestår - som på det øvrige uddannelsesområde - den praktiske implementering, og det er som bekendt det vigtigste.

I det følgende er det lagt til grund, at udvalgets anbefalinger på uddannelsesområdet fra forrige beretning i hovedtræk følges, ligesom det er forudsat, at forslagene i "Redegørelse om Erhvervsuddannelsesreform" i det væsentligste følges. Med andre ord: de krav som arbejdsmarkedspolitikken generelt stiller til uddannelsessystemet bliver ikke gentaget i det følgende; kun hvor der er specifikke forhold i relation til arbejdsmarkedspolitikken, der er centrale, ses på uddannelsesområdet. Kravene til erhvervspolitikken og grænsedragningen til socialpolitikken omtales kort, hvor dette er nærliggende.

Hvor vigtigt det er for også arbejdsmarkedspolitikken, at det uddannelsesmæssige grundlag er i orden, er f.eks. beskrevet således i "Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser":

"En stor del af de ledige personer uden en uddannelse er formentligt gået ud af folkeskolen uden afgangseksamen, enten efter 8. årgang pr. dispensation eller efter 9. årgang, hvorefter der ikke er undervisningspligt. Såfremt denne gruppe senere ikke har erhvervet sig væsentlig erhvervserfaring, er gruppen udelukket fra at få en uddannelse, idet adgangskravet til enhver uddannelse er mindst 11. klasses afgangseksamen. Denne gruppe har ifølge fritidslovgivningen mulighed for forberedende enkeltfagsundervisning for at opnå folkeskolens afgangsprøve (FSA/FSUA). Direktoratet for Sociale Anliggender har ingen viden om, i hvor høj grad denne mulighed udnyttes i kommunerne.

Denne gruppe er ved senere erhvervsnedsættelse svær at omskole eller revalidere, idet forudsætningerne tit er uforenelige med lokale muligheder", Sikringsgruppen (2000, side 40).

I det følgende redegøres for de krav, som udvalget anser for væsentlige, såfremt en højere beskæftigelsesfrekvens og en væsentlig højere produktivitet skal nås. Mange af de instrumenter, der er relevante i henseende hertil, påvirker både beskæftigelsesfrekvens og produktivitet. Opkvalificering fra ufaglært til faglært øger således både produktivitet og beskæftigelsesfrekvens, da faglærte som hovedregel foruden højere løn har højere erhvervsfrekvens og lavere ledighed end ufaglærte. Kun hvor et instrument primært påvirker enten beskæftigelsesfrekvensen eller produktiviteten fremhæves dette.

Udvalget har endvidere især lagt vægt på samfundsøkonomiske hensyn i sine anbefalinger. Dette betyder ikke, at andre hensyn ikke kan være relevante, men at det er op til en politisk vurdering at afveje disse hensyn, f.eks. lighedshensyn, mod samfundsøkonomiske hensyn.

2.4.1 Udfordringer for det offentlige
Det offentlige, dvs. hjemmestyret og kommunerne, har på flere måder afgørende betydning for arbejdsmarkedsforholdene. Det offentlige udbyder og finansierer således næsten alle uddannelser på Grønland, boglige som faglige uddannelser, ungdoms- som voksenuddannelser, fuldtids- som fritidsuddannelser osv. For det andet efterspørger det offentlige som klart største arbejdsgiver næsten hele spektret af de personer, der har haft kontakt med uddannelsessystemet. For det tredje fastlægger det offentlige hele regelsættet på området og udformer hermed også det incitamentsystem, der er knyttet til arbejdsmarkedsområdet. For det fjerde står det offentlige også for udformningen af den øvrige politik, der kan have afgørende indflydelse på arbejdsmarkedsforholdene, bl.a. erhvervs-, social- og finanspolitikken.

De arbejdsmarkedspolitiske udfordringer for det offentlige er bl.a. blevet debatteret på et arbejdsmarkedspolitisk seminar i Qaqortoq i juni 1998. Dette blev fulgt op af en arbejdspolitisk redegørelse i efterårssamlingen 1998, som Landstinget tilsluttede sig. Dette betød, at der blev iværksat en række reformer, der især sigtede på at effektivisere og forbedre administrationen af arbejdsmarkedspolitikken. Et vigtigt element heri var i højere grad at medinddrage arbejdsmarkedets parter i administrationen af arbejdsmarkedspolitikken. Dette er sket ved oprettelsen af et Landsarbejdsråd med repræsentanter for arbejdsmarkedets parter. Landsarbejdsrådets vigtigste opgave er at fremsætte indstillinger og anbefalinger om forhold, der har relevans for arbejdsmarkedet. Udover oprettelsen af Landsarbejdsrådet er eller vil der blive gennemført følgende reformer: 1) omorganisering af arbejdsmarkedskontorerne, 2) opkvalificering af personalet på arbejdsmarkedskontorerne ved bl.a. øget brug af informationsteknologi og 3) indførelse af elektronisk jobbank (endnu ikke implementeret).

/////Det offentlige som udbyder af uddannelser
Livslang uddannelse er på grund af de stærke forandringer blevet et krav til befolkningen i alle de rigeste lande, der ikke baserer sig på naturgivne ressourcer, idet høj produktivitet fordrer, at arbejdskraften hele tiden skal overføres til erhverv, hvor aflønningen er størst. Dette stiller naturligvis store krav til såvel kvaliteten som fleksibiliteten i uddannelsessystemet, der ikke længere kan forbeholdes de yngre aldersklasser eller boglige uddannelser.

De udfordringer, der følger heraf, er specielt krævende i Grønland, da en relativ stor del af arbejdsstyrken er uden en kompetencegivende uddannelse. Dette betyder, at der kræves en ekstraordinær indsats for at opkvalificere/videreuddanne personer, der allerede er på arbejdsmarkedet, såfremt målsætningen om en væsentlige højere produktivitet skal nås inden for en kortere årrække. Dette ses også af, at tilkaldte især varetager jobs med relativt store krav til erhvervsmæssig kompetence og uddannelse, se SULISA A/S (1998, 220-221). Denne opgave er så betydelig, at det er vigtigt at udnytte alle muligheder, herunder andre landes, især Danmarks, tilbud samt arbejdsgivernes muligheder for efteruddannelse af egne medarbejdere.

Erfaringer fra andre lande viser, at det er vigtigt, at videreuddannelse og opkvalificering også tilbydes de, der allerede har beskæftigelse. Hermed skabes der nemlig jobåbninger, som gør det muligt for personer med en svagere tilknytning til arbejdsmarkedet at få foden inden for.

Grønlands hjemmestyre har i dag gode muligheder for at gøre brug af det danske AMU-system i forbindelse med uddannelse af den grønlandske arbejdskraft, idet denne har adgang til AMU-kurser i Danmark med deltagerbetaling finansieret af den danske stat. Grønlands direkte bidrag er betalingen af rejseudgifterne samt koordineringen af AMU-kursisternes jobtræning mellem kursusopholdene. Med rammeaftalen af 7. maj 1999 mellem Grønlands hjemmestyre og Arbejdsministeriet er der endvidere åbnet mulighed for, at udbydere af danske AMU-uddannelser kan afholde AMU-kurser i Grønland.

Det er primært efterspørgslen, der har styret optagelsen af AMU-kursister, idet en forudsætning dog har været, at ansøgerne har rimeligt gode danskkundskaber. Som det fremgår af tabel 2.4.1 var der i 1999 godt 400, der fulgte et dansk AMU-kursus, der i gennemsnit var på godt 2.5 uger. I 1999 var det især kurser inden for bygge- og anlæg under Entreprenørbranchens Fællesudvalg, der blev efterspurgt, jvf. også presset på bygge- og anlægssektoren i Grønland. Det har desværre ikke kunnet opgøres, hvor mange af disse kursister, der kommer fra beskæftigelse/ledighed, ligesom det heller ikke vides, hvordan disse to grupper har klaret sig på arbejdsmarkedet efter tilbagevenden til Grønland. Udvalget finder det vigtigt, at effekten af dette initiativ - og også andre arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger - evalueres.

//////Tabel 2.4.1 Kursister på AMU i Danmark med bopælskommune i Grønland og det tilhørende antal elevuger fordelt efter kursustype i 1999
AMU-kursus Antal
kursister
Antal
tilskuds-
berettigede
elevuger
Metalindustriens EUU 17 24
Metalind.’s Branche og Efteruddannelse 6 8
EL-Fagets Uddannelsesnævn 11 13
EUU for Industriens Teknikere 1 0
Metalindustriens Brancheudvalg 1 0
Fyringsteknisk EUU 1 4
Entreprenørbranchens Fællesudvalg 237 872
VVS-branchens Fællesudvalg 4 5
EUU for Bagere, Konditorer og Møllere 13 26
Frisør- og Kosmetikernes EUU 1 1
EUU for uddannelse af Erhvervsfiskere 17 14
Køkken-, Hotel- og Restaurationsfagenes EUU 6 7
Transporterhvervets UddannelsesRåd 24 41
Handels- og kontorfagenes EUU 57 38
AMS almene uddannelser 12 11
I alt 406 1.064
Anm.: Eksempler på uddannelsesinitiativer i erhvervsvirksomheder er beskrevet i boks 2.4.2.
Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen, særudtræk.


Udvalget anbefaler, at disse initiativer videreføres og styrkes. Alle arbejdspladser, store som små, offentlige som private, bør bidrage til at løfte voksen- og efteruddannelsesopgaven i det omfang, de har eller får mulighed herfor. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at der formuleres relevante krav til disse uddannelser. Som for erhvervsuddannelserne kunne nøgleordene være faglighed, sammenhæng i uddannelsessystemet samt erhvervs- og samfundshensyn. Desuden skal det i relation til voksen- og efteruddannelse specielt fremhæves:
  • at uddannelsestilbuddene bør hænge sammen i et kompetencesystem, der giver officiel anerkendelse af den viden og de kompetencer, der opnås, uanset om disse erhverves i offentligt udbudte kurser eller i virksomhedstilrettelagte forløb (sammenhæng i uddannelsessystemet),
  • at den teknologiske udvikling betyder, at det er nødvendigt, at stort set alle har grundlæggende færdigheder i læsning, skrivning og regning af hensyn til den tiltagende skriftlige kommunikationsform,
  • at en løbende evaluering er ønskelig.
Udvalget anbefaler endvidere, at der opstilles målsætninger om de "selvforsyningsgrader", der inden for specificerede tidsrammer ønskes opnået i en række centrale faglige såvel som boglige uddannelser. Selvforsyningsgrader og tidsrammer må afpasses efter dels befolkningens størrelse og dels de aktuelle muligheder i relation til de forventede behov. Med 56.000 indbyggere er det eksempelvis klart, at det ikke er hensigtsmæssigt at operere med for snævre (og specialiserede) uddannelseskategorier. Opstillingen af sådanne målsætninger med tilhørende tidsrammer kan også bidrage til et mere målrettet arbejde omkring uddannelsesplanlægningen.

En høj selvforsyningsgrad behøver ikke betyde, at uddannelsesstedet ligger i Grønland, idet det i flere tilfælde vil være behæftet med alvorlige smådriftsulemper. Der henvises bl.a. til udvalgets bemærkninger herom side 23-26 i den danske udgave af udvalgets seneste beretning fra februar 2000.

/////Det offentlige som efterspørger af uddannelser
Det offentlige er som anført klart den største arbejdsgiver. Medregnes beskæftigede i offentligt ejede selskaber er over 40 pct. beskæftiget i offentligt regi. Det offentlige bærer derfor også et stort ansvar for, at det bliver normen, at ansatte opkvalificerer sig/videreuddanner sig. Formulerede målsætninger på dette område samt udvikling af et kompetencesystem omfattende on-the-job training bør således blive en højt prioriteret opgave i den offentlige sektor, dvs. både i hjemmestyret og i kommunerne.

/////Det offentlige som regelfastsætter i relation til arbejdsmarkedet
Reglerne i relation til det arbejdsmarkedspolitiske område må udformes, så de tilskynder til såvel arbejdsudbud/beskæftigelse som til opkvalificering/videreuddannelse.

Følgende forhold, der bl.a. omfatter elementerne i aktiv arbejdsmarkedspolitik, er i denne sammenhæng afgørende:
  • aldersgrænse for overgang til obligatorisk alderspensionering,
  • reglerne for førtidspension og mulighederne for støttet beskæftigelse,
  • et effektivt uddannelsessystem, der muliggør, at så mange som muligt uddannes bedst og hurtigst muligt, så overgangen til arbejdsmarkedet også sker tidligst muligt,
  • mobilitet: fagligt og geografisk,
  • samspil med det sociale system,
  • betydningen af sæsonudsving.
Aktiv arbejdsmarkedspolitik sigter på at forebygge, at personer i den arbejdsdygtige alder falder ud af arbejdsmarkedet og bliver ledt over i passiv forsørgelse. Aktiv arbejdsmarkedspolitik omfatter således to hovedelementer: 1) opkvalificering af såvel beskæftigede som ledige og 2) jobs tilpasset personer, der ikke har en fuld effektiv arbejdsevne. Etableringen af støttede jobs, skånejobs o.lign. kan ske både i de private erhverv og i det offentlige. I den sammenhæng må det kritisk undersøges, hvorfor de fleste kommuner i dag ikke udbyder skånejobs, beskyttet beskæftigelse og lign. En medvirkende årsag synes at være, at den gældende aktivitetsforordning ikke giver mulighed for at give løntilskud til lediges ansættelse i virksomheder og institutioner, der helt eller delvist ejes eller drives af kommuner. Det bør i relation til aktivitetsforordningen undersøges, hvor der er mulighed for støttede jobs, der ikke fortrænger jobs i private virksomheder, idet manglen på støttede jobs bl.a. øger antallet af førtidspensionister, som det er indgående beskrevet i "Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser", se Sikringsgruppen (2000, side 38-41). For at sikre et tilstrækkeligt udbud og et tilstrækkeligt varieret udbud af sådanne jobs er det også nødvendigt, at sådanne jobs oprettes på det private arbejdsmarked.

Opkvalificering kan i en defensiv form også omfatte, at kontakten til arbejdsmarkedet ikke mistes. Al erfaring viser nemlig, at det er vanskeligere at få førtidspensionister tilbage på arbejdsmarkedet end at forebygge, at der sker en overgang til fuld førtidspension. Der bør derfor stræbes efter, at overgang til førtidspension kun sker, når de pågældendes muligheder for deltidsbeskæftigelse, beskæftigelse i støttede jobs og lignende er udtømte. En væsentlig forudsætning for, at en sådan politik skal lykkes, er naturligvis, at der også er jobs, der passer til personer med nedsat arbejdsevne.

Aktiv arbejdsmarkedspolitik er endvidere kendetegnet ved:
  • tidlig indsats. Undersøgelser viser, at det bliver vanskeligere og vanskeligere at vende tilbage i arbejde, jo længere de pågældende har været uden jobs. Specielt for unge bør der være krav om tidlig indsats,
  • målrettet aktivering. Iværksættes aktivering, er det vigtigt, at der tages individuelle hensyn for at styrke den aktiveredes motivation og selvværd. Dette kan gøres med individuelle handlingsplaner. I en grønlandsk sammenhæng er det specielt vigtigt, at der kan tages udgangspunkt i lokale behov, jvf. de adskilte arbejdsmarkeder,
  • klare ret og pligt regler. På en række områder mangler der her præciseringer, se Sikringsgruppen (2000, side 42-44). Der arbejdes p.t. med dette område i Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked,
  • kommunerne skal derfor inddrages i udformningen og implementeringen af den aktive arbejdsmarkedspolitik. I denne forbindelse bør det overvejes, om kommunerne skal have pligt til aktivering i form af enten arbejdsanvisning eller henvisning til uddannelse. Også på dette område foregår et udredningsarbejde i Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked.
Aktiv arbejdsmarkedspolitik omfatter også mobilitetsfremmende foranstaltninger i såvel faglig som geografisk henseende. Undersøgelser, se SULISA A/S (1998, 221-224), viser, at der er vilje til relativ stor geografisk mobilitet på det grønlandske arbejdsmarked. Men den geografiske mobilitet begrænses stærkt af, at der på grund af den førte boligpolitik er betydelige boligkøer i især de større byer. Faglig mobilitet sikres via opkvalificering og videreuddannelse.

"Socialreformkommissionens betænkning 1997" af 15. april 1997 og senest Sikringsgruppens "Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser" af 27. marts 2000 har peget på, at der dels er behov for en skarpere arbejdsdeling mellem arbejdsmarkedsforanstaltninger og sociale foranstaltninger og dels behov for at sikre et bedre samspil mellem disse områder. Den manglende skarphed i grænsedragningen vanskeliggør gennemførelse af såvel en målrettet arbejdsmarkedspolitik som en målrettet socialpolitik. Samspilsproblemer kan reducere incitamentet til at arbejde, se nærmere om dette i boks 2.4.1.

Aldersgrænsen for obligatorisk overgang til alderspensionering og uddannelsessystemets evne til at sikre at så mange som muligt uddannes bedst og hurtigst muligt påvirker direkte såvel erhvervs- som beskæftigelsesfrekvensen og er således også af central betydning.

Sæsonudsvingene er på grund af natur- og erhvervsforholdene relativt store i Grønland. Ikke mindst på denne baggrund bør det overvejes, om dette forhold ikke kunne udnyttes til kursusarbejde.

Arbejdsudbud/beskæftigelse og opkvalificering/videreuddannelse er ikke blot styret af arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger. Bestemmelserne på uddannelsesområdet har således også stor betydning herfor, som det i øvrigt allerede er fremgået. Bestemmelser om studiekrav, kvalifikationskrav, studiestøtte m.v. kan således også bruges som instrumenter til opnåelse af disse samfundsøkonomiske mål. Studie- og kvalifikationskrav er vigtige i relation til faglighed.

Som der er redegjort for i udvalgets seneste beretning, har grønlandske studerende gode økonomiske forhold sammenlignet med studerende fra det øvrige Norden. Dette forhold kunne i sig selv tilsige, at en del af denne støtte skulle tilbagebetales til det grønlandske samfund, såfremt støttemodtageren ikke arbejder et minimum af åremål i Grønland og således ikke medvirker til at nedbringe samfundets behov for tilkaldte. Støttens størrelse kunne også tilsige, at der blev stillet krav om en rimelig studieeffektivitet som forudsætning for fortsat uddannelsesstøtte.

De faglige uddannelser er i Grønland fire-årige kombinerede skole- og praktikuddannelser. De faglige uddannelser har som de boglige uddannelser et stort frafaldsproblem. Inden for bygge- og anlægsbranchen har der således gennem de senere år været dobbelt så mange, der afbryder, end som gennemfører uddannelsen. Bygge- og anlægsskolen i Sisimiut har undersøgt årsagerne hertil og bl.a. fundet, at 80-95 pct. af de afbrudte uddannelsesforløb finder sted i praktikperioden. Det betyder, at der kun færdiguddannes omkring 20 inden for bygge og anlæg om året. Det offentlige bør sætte meget ind på at ændre så negative resultater og ikke tøve med at bruge til rådighed stående instrumenter. Praktikpladstilskuddet, der i dag kun ydes i det første år af uddannelsen, bør overvejes flyttet til afslutningen af læreperioden, idet mestrene herved ville få et større incitament til at sikre færdiggørelsen af de igangsatte praktikforløb. Hvis dette ikke er tilstrækkeligt, bør det overvejes kun at yde praktiktilskuddet, såfremt en praktikant gennemfører sin uddannelse.

/////Det offentlige som regelfastsætter i øvrigt
Det offentlige har som regelfastsætter på områder uden for arbejdsmarkedspolitikken også stor indflydelse - omend indirekte - på arbejdsmarkedsforholdene. Finans- og dermed konjunkturpolitikken er af afgørende betydning for beskæftigelsen og dermed ledigheden.

Hjemmestyret og kommunerne har allerede iværksat en række beskæftigelsesfremmende foranstaltninger både for at reducere sæsonledigheden, konjunkturledigheden og strukturledigheden. Det er vigtigt, at disse foranstaltninger også maksimalt bidrager til at opkvalificere arbejdskraften, så både beskæftigelsesfrekvensen og produktiviteten kan øges.

Udvalget anbefaler, at følgende ordninger:
  • Landstingsforordning om aktivering af ledige,
  • Bekendtgørelse om tilskud til kommunale beskæftigelsesforanstaltninger fra Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked (mandetimeordningen),
  • Bekendtgørelse om tilskud til kommunale ungdomstjenester,
  • Sæsonledighedsbekæmpelse,
  • Kapacitetstilpasningsaftale med Royal Greenland A/S,
  • Tilskud til Nuka A/S for driftsaftaler, produktionsanlæg,
gennemgås med henblik på en evt. ajourføring også set i lyset af den forbedring af beskæftigelsessituationen, der er realiseret i de senere år.

I boks 2.4.1 er Sikringsgruppens anbefalinger med hensyn til en skarpere grænsedragning mellem arbejdsmarkedsforanstaltninger og sociale foranstaltninger samt samspilsproblemer sammenfattet. Det rådgivende Udvalg kan tilslutte sig, at hele transfereringsområdet underkastes et udredningsarbejde med henblik på konkrete reformer i sammenhæng med den annoncerede huslejereform. Dette gælder også i relation til overvejelserne om at erstatte takstmæssig hjælp med en generel brugerfinansieret arbejdsløshedsforsikringsordning. De afledede effekter med hensyn til bl.a. omkostningsniveau og offentlige finanser må overvejes, idet en brugerfinansieret arbejdsløshedsforsikringsordning givetvis - som forudsat af Sikringsgruppen - må være obligatorisk for lønmodtagerne.

2.4.2 Udfordringer for arbejdsgiverne og deres organisationer
Som anført er opgaven med opkvalifikation af arbejdsstyrken så stor, at det er afgørende at få arbejdsgiverne med til at løfte denne opgave og i det hele taget opgaven med aktiv arbejdsmarkedspolitik.

Nogle af de største arbejdsgivere har allerede opbygget interne uddannelsesprogrammer, jvf. boks 2.4.2. Det er imidlertid vigtigt, at også de mindre virksomheder får adgang til relevante tilbud, der kan opkvalificere deres medarbejdere, ligesom det er vigtigt, at tilbudene så også benyttes.
Boks 2.4.1 Grænsedragning og samspil mellem arbejdsmarkedsforanstaltninger og sociale foranstaltninger
Gennemførelsen af en skarpere grænsedragning kræver ikke blot, at målgruppen for arbejdsmarkedsforanstaltninger og sociale foranstaltninger opdeles herefter, men kræver også at det bliver afklaret, hvortil en given sikringsydelse skal henføres. Offentlig hjælp i form af takstmæssig hjælp, trangsvurderet hjælp og udvidet behovsvurderet hjælp må således opdeles. Som led heri foreslår Sikringsgruppen, at det overvejes at erstatte takstmæssig hjælp, der er forbeholdt medlemmer af SIK, med en generel brugerfinansieret arbejdsløshedsforsikring, se Sikringsgruppen (2000, side 28-30 og 50-55). Landsstyret har anbefalet, at ordningen med takstmæssig hjælp på længere sigt afskaffes og erstattes af en arbejdsløshedsforsikringsordning som en arbejdsmarkedsforanstaltning. Men indtil en nærmere analyse er foretaget, fortsætter skattefinansieringen.

I analysen af samspilsproblemet sondrer Sikringsgruppen mellem på den ene side boligsikring, boligbørnetilskud og børnetilskud og på den anden side de øvrige transfereringer, herunder bl.a. arbejdsløshedsforsikring, offentlig hjælp, pension og førtidspension m.m. De alvorligste samspilsproblemer er som i andre lande, bl.a. Danmark, knyttet til samspillet mellem indkomstskat, boligsikring og børnetilskud. Den foranstående omfattende ændring af boligmarkedsforholdene, der bl.a. skal sikre større overensstemmelse mellem huslejen før evt. tilskud og det lejedes værdi, har betydet, at Sikringsgruppen har indskrænket sig til at formulere principper for en kommende reform af boligsikringen og børnetilskuddet. Disse principper er:
  • at huslejereformen bør kobles sammen med en samlet ordning vedrørende boligsikring og børnetilskud for at undgå/reducere samspilsproblemer og for at opnå en helhedsløsning,
  • at den nye boligsikringsordning skal erstatte både den hidtidige boligsikringsordning og boligbørnetilskuddet, idet boligsikringen gøres afhængig af antal børn og i øvrigt også husstandsindkomsten,
  • at børnetilskuddet opretholdes bl.a. for at sikre balancen mellem byer og bygder.
De øvrige områder: offentlig hjælp, pension, førtidspension og arbejdsløshedsforsikring m.m. foreslås underkastet et nøjere eftersyn i lyset af bl.a. den række af samfundsmæssige ændringer, der er indtrådt, siden nogle af disse ordninger blev gennemført.
Boks 2.4.2 Eksempler på interne uddannelsesprogrammer i KNI A/S, Royal Arctic Line A/S, TELE Greenland A/S og Royal Greenland A/S
KNI A/S

Målet er, at 75 pct. af koncernens ledergruppe i 2005 skal være grønlændere. I 1998 udgjorde denne gruppe kun en fjerdedel.

KNI har bl.a. i lyset heraf igangsat følgende uddannelsestiltag for sine medarbejdere:

Aspirantuddannelsen:

Uddannelsen er opbygget i Pisiffik-regi og gennemføres over 2 år i samarbejde med handelsskolerne. Den tager sigte på at give initiativrige medarbejdere mulighed for hurtigt at prøve kræfter med lederrollen.

Købmandsuddannelsen:

Uddannelsen er en videregående uddannelse i Pilersuisoq og er målrettet efter Pilersuisoq’s forretningsplan.

Serviceguider:

Serviceguiderne skal indgå i dialogprocesser og varetage coachfunktioner i forhold til medarbejdere og købmænd i bygderne.

Royal Arctic Line A/S

På det maritime uddannelsesområde er Royal Arctic Lines politik, at rederiet er hjemme-hørende i Grønland og derfor skal fremtidens skibsbesætninger være hjemmehørende i Grønland.

Rederiet har ca. 50 uddannelsespladser til rådighed, svarende til ca. 10 pct. af den samlede medarbejderstab. I samtlige kystbyer, hvor Royal Arctic Line har havnekontor og havneterminal, er der uddannelsespladser for unge grønlændere, der ønsker at uddanne sig enten inden for HK-området eller som faglært terminalarbejder. Kystbyernes havnekontorer bruges ligeledes i stor udstrækning som praktikplads for transportlogistikere, shippingelever og markedsføringsøkonomelever

Rederiet har til stadighed skibsassistentelever, skibsmekaniker, samt skibsofficerselever under uddannelse på de danske søfartsskoler.

TELE Greenland A/S

Til hovedparten af stillingerne i TELE Greenland A/S er der udarbejdet en såkaldt "idealprofil". Denne "idealprofil" anvendes i forbindelse med en årlig "profilsamtale", hvor arbejdslederen og medarbejderen fastlægger medarbejderens profil, som efterfølgende sammenlignes med "idealprofilen". Gabet mellem "idealprofilen" og den fastlagte "medarbejderprofil" er udtryk for et evt. uddannelsesbehov. En gang årligt fastlægges der så en uddannelsesplan for hver enkelt medarbejder.

Kursusplanlægning mv. foretages af uddannelsesafdelingen, som består af tre medarbejdere og som sideløbende hermed også udvikler og afholder en række tværorganisatoriske kurser.

Royal Greenland A/S

Royal Greenland A/S har en omfattende intern kursusvirksomhed vedrørende SAP og anden IT, kvalitetsbevidsthed og auditortræning, HACCP (Hazard Analyse Critical Control Points) baseret på egenkontrol, almen levnedsmiddelhygiejne og arbejdsmiljø. Herudover deltager medarbejdere på kurser i ledelse, økonomi og administration.

Sidste tiltag er "Royal Greenland Young Managers Programme", hvor første fase i et uddannelsesforløb, der har til formål fortløbende at højne de unge lederes kvalifikationsniveau, er udviklet i samarbejde med Dansk Industri.
Nuuk’s Erhvervsråd har i samarbejde med Ilisimatusarfik og Grønlands Arbejdsgiverforening gennemført en analyse af erhvervslivets vilkår i Nuuk, der bl.a. inddrog spørgsmålet om efteruddannelsesmuligheder. Grundlaget for undersøgelsen er præsenteret i boks 2.4.3. En foreløbig version af rapporten blev offentliggjort på Erhvervskonferencen Vision 2000 i september 2000. Som anført blev virksomhederne spurgt om efteruddannelsesmulighederne. Svarene herpå var:
  • 78 pct. af virksomhederne opfatter efteruddannelse som enten meget vigtig eller relativ vigtig,
  • 50 pct. af virksomhederne fremfører, at det er svært at finde egnede efteruddannelsestilbud.
Det er specielt virksomheder inden for handels- og rådgivningsbrancherne, der tilkendegiver, at uddannelsesmulighederne er utilstrækkelige.
Boks 2.4.3 Nuuk’s Erhvervsråds virksomhedsundersøgelse
Nuuk’s Erhvervsråds virksomhedsundersøgelse er baseret på en spørgeskemaundersøgelse.

Følgende seks brancher er repræsenteret i undersøgelsen:
  1. Bygge og anlæg
  2. Handel
  3. Service
  4. Produktion
  5. Hotel og restauration
  6. Rådgivning
256 virksomheder fik tilsendt spørgeskemaet. Svarprocenten blev 43, idet 109 virksomheder besvarede spørgeskemaet.
Kilde: Nuuk Erhvervsråd, Ilisimatusarfik og Grønlands Arbejdsgiverforening 2000. En foreløbig undersøgelse af Nuuk Erhvervsråds virksomhedsundersøgelse. Nuuk 18. sep. 2000.

Ovenstående tyder på, at det offentlige, herunder uddannelsesinstitutionerne, og erhvervslivet repræsenteret ved deres organisationer bør gennemgå det eksisterende udbud af efteruddannelseskurser i Grønland og også i andre lande, specielt Danmark, med henblik på at reformere og informere om de foreliggende efteruddannelsesmuligheder. Det siger sig selv, at arbejdstagerne via deres organisationer også bør være repræsenteret i et sådant arbejde. Det bør overvejes, om der skal gives incitamenter til, at især mindre virksomheder opstiller ønskede efteruddannelsesforløb for deres medarbejdere og at disse gennemføres.

På tilsvarende måde bør der i samarbejde med det offentlige samt organisationerne på arbejdsmarkedet gennemføres et udredningsarbejde om jobs til personer med nedsat arbejdsevne. Følgende hovedemner kunne indgå:
  1. hvor mange jobs af denne type findes i virksomhederne, i kommunerne og hjemmestyret?
  2. hvad er de realistiske løsningsmuligheder?
Som led i indslusningen af unge på arbejdsmarkedet er det - som flere gange fremhævet - vigtigt, at arbejdsgiverne bidrager med et tilstrækkeligt antal praktikpladser. I lyset af de vedvarende problemer på dette område, bør det overvejes at få praktikpladser i andre lande, især Danmark.

2.4.3 Udfordringer for arbejdstagerne og deres organisationer
Hovedudfordringen for arbejdstagerne og deres organisationer er aktiv medvirken til at udbyde så meget effektiv arbejdskraft som muligt i det arbejdsdygtige aldersinterval og i det hele taget at bidrage til implementeringen af aktiv arbejdsmarkedspolitik. Med udsigt til at fremtiden også bliver præget af omfattende ændringer på arbejdsmarkedet, betydelige forskydninger mellem erhvervene, hvor det bl.a. synes sikkert, at beskæftigelsen i fiskeindustrien vil blive reduceret, er viljen til livslang uddannelse, til hele tiden at lære nyt og være beredt på forandringer en af de vigtigste betingelser for at holde tilknytningen til arbejdsmarkedet, givet at der er tilstrækkelige opkvalificeringsmuligheder.

Den hjemmehørende befolkning har i henseende til uddannelse et klart incitament. Som det fremgik af afsnit 2.2 er mange stillinger, der kræver en erhvervskompetencegivende uddannelse - være sig faglig eller boglig - besat med tilkaldt arbejdskraft. Gennemføres en uddannelse med et tilstrækkeligt resultat er der næsten sikkerhed for et job. Herved bidrages i øvrigt også til, at produktivitetsproblemet løses.

Det følger af fremstillingen i dette kapitel, at det er yderst vigtigt, at lønmodtagerne og deres organisationer inddrages i arbejdet med at løse hovedudfordringerne på det grønlandske arbejdsmarked: at øge beskæftigelsesfrekvensen og bidrage til en væsentlig forøgelse af produktiviteten. Det kræver også et fleksibelt arbejdsmarked, hvor udbudet af arbejdskraft relativt hurtig kan tilpasses forskydningerne i efterspørgselsmønstret. Men det kræver også, at der er opslutning til en aktiv arbejdsmarkedspolitik. Dette indebærer bl.a., at der skal være opslutning til, at der er økonomiske incitamenter forbundet med at være aktiv på arbejdsmarkedet. I "Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser" er dette udlagt således:

"For at sikre et retfærdigt sikringsydelsessystem er det vigtigt, at der via hjælpens størrelse gives incitament for den enkelte til fortsatte bestræbelser på at finde et nyt job eller forbedre sine kvalifikationer, så muligheden for et nyt varigt job forbedres.

Dette betyder, at der bør sikres et system, hvor der er signifikant forskel mellem indtægten ved egentligt lønarbejde, ved aktiveringsbestræbelser samt ved passiv forsørgelse for personer i arbejdsdygtig alder. Kompensationsgraden ved tab af job skal således direkte afspejle en incitamentstruktur, som bygger på, at dem der ellers har motivation til selvforsørgelse, får højere ydelse end dem, der ikke har motivation til selvforsørgelse. Men den højeste ydelse bør ikke overstige f.eks. mindstelønnen for ikke faglært arbejdskraft", Sikringsgruppen (2000, side 25).

Med etableringen af Landsarbejdsrådet er der skabt forbedrede muligheder for, at også arbejdsgivernes og arbejdstagernes organisationer får større muligheder for at påvirke arbejdsmarkedspolitikken - og dermed også får større medansvar.

2.5 Konklusion
Formålet med dette kapitel har været at opridse de grundlæggende krav til især arbejdsmarkedspolitikken, som en langsigtet målsætning om placering af Grønland blandt de rigeste lande stiller - også hvis overførslerne fra Danmark på sigt aftrappes.

Med mindre der findes og udvindes rige olie- og/eller mineralforekomster, kræver dette en meget ambitiøs strukturpolitik, herunder ikke mindst en meget ambitiøs uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik, for foruden en høj beskæftigelsesfrekvens at opnå stærkt stigende produktivitet. Den allerede ret høje beskæftigelsesfrekvens på det grønlandske arbejdsmarked betyder, at nøgleproblemet er kravet om en stærkt stigende produktivitet.

Stærk stigende produktivitet stiller også krav til den offentlige beslutningstagen. Den hæmmes på arbejdsmarkedsområdet og det sociale område af, at der selv på centrale områder ikke sker en dataindsamling tilknyttet den administrative proces, der umiddelbart kan anvendes i beskrivende og analyserende øjemed. Sikringsgruppen beskriver flere steder i "Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser", at der ikke foreligger et datamateriale, der umiddelbart har kunnet anvendes til at belyse de problemstillinger, som gruppen er blevet anmodet om at udrede. Dette kapitel har naturligvis også været påvirket af dette forhold. Det rådgivende udvalg skal derfor også anbefale, at kvaliteten i den offentlige administration og rådgivning øges ved bl.a. en hensigtsmæssig dataindsamling og statistikproduktion.

Denne beretning er den tredie, som mere indgående beskriver og analyserer et strukturpolitisk emne. De to foregående beretninger beskrev og analyserede hhv. bolig- og byggeområdet samt uddannelsesområdet. Beskrivelsen og analysen i dette kapitel viser, hvor indbyrdes afhængige de tre strukturområder er, især uddannelses- og arbejdsmarkedsområdet. At sikre et uddannelsesniveau som det vesteuropæiske er ikke blot en gigantisk udfordring for det grønlandske samfund. Det er givetvis også forudsætningen for, at produktiviteten på det grønlandske arbejdsmarked når et lignende niveau. Hertil kommer de krav, som aktiv arbejdsmarkedspolitik stiller med de heraf afledte udfordringer for de tre centrale aktører på det grønlandske arbejdsmarked: 1) det offentlige, dvs. både hjemmestyret og kommunerne, 2) arbejdsgivere og deres organisationer samt 3) arbejdstagere og deres organisationer. Det er kravene til ovennævnte tre centrale aktører, der er forsøgt opridset med ovenstående beskrivelse og analyse af arbejdsmarkedsforholdene og arbejdsmarkedspolitikken inden for de muligheder og begrænsninger, der i dag er gældende.

Litteraturliste til kapitel 2
Udover de nedenfor anvendte kilder er der benyttet materiale fra Grønlands Statistik fra bl.a. dets hjemmeside.

Direktoratet for Kultur, Uddannelse, Forskning og Kirke 2000. Redegørelse om Erhvervsuddannelsesreform. Nuuk, august 2000.

Grønlands Statistik 2000. Ledigheden i 1999. Arbejdsmarked 2000:2. Nuuk.

Grønlands Statistik 2000. Ledigheden i 1. halvår 2000. Arbejdsmarked 2000:4. Nuuk.

Grønlands Statistik 1997. Beskæftigelsen i hjemmestyret og kommunerne november 1996. Arbejdsmarked 1997:7. Nuuk.

Grønlands Statistik 2000. Beskæftigelsen i Grønland 1998 (foreløbige tal). Specialpublikation

Grønlands Statistik 2000. Grønlands befolkning 1. januar 2000. Nuuk.

Grønlands Statistik 2000. Statistisk Årbog 2000. Nuuk.

Hjemmestyret og de grønlandske kommuners landsforening 2000. Bloktilskudsforhandlinger for budgetåret 2001. Nuuk.

Nuuk Erhvervsråd, Ilisimatusarfik, Grønlands Arbejdsgiverforening 2000. En foreløbig analyse af Nuuk Erhvervsråds virksomhedsundersøgelse. Nuuk 18. september 2000.

OECD 2000. Employment Outlook. June 2000. Paris.

Sikringsgruppen 2000. Redegørelse vedrørende omlægning af sociale sikringsydelser. Direktoratet for Sociale Anliggender og Arbejdsmarked. Nuuk.

Socialreformkommissionen 1997. Betænkning af 15. april 1997. Nuuk.

SULISA A/S 1998. Mål og strategier i den grønlandske erhvervsudvikling. Nuuk.