På vej mod 1988

Det er alt for let at overskride budgetterne og sikre, at Landstinget giver en tillægsbevilling. Overskridelserne i 2000 både på socialområdet, uddannelsesområdet og sundhedsområdet taler deres eget sprog. De er sket på trods af de nye budgetregler

Fredag d. 11. maj 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Landskassens økonomi er i fare. Driftsudgifterne er ved at løbe af sporet. Politikere og embedsmænd har svært ved at styre deres respektive områder. Stigende udgifter til sundhedsvæsenet og et massivt tilskud til fiskerne presser driftsudgifterne så meget, at landsstyret tvinges til at finde pengene et andet sted.

Så længe landsstyret lukker øjnene for at pengene fosser ud af kassen, bliver det nødvendigtg at gribe ind med besparelser andre steder - vi gætter på bygge- og anlægssektoren.

Nogle vil sige, at det ikke gør så meget - vi kan alligevel ikke bygge så meget, som er planlagt. Det, der skulle bygges sidste år, er først i licitation nu.

Det er katastrofalt, for byggeriet er det eneste sted, hvor man her og nu kan skabe stigende aktivitet med deraf afledte virkninger på forbruget, skatten, uddannelser og så videre. Her er ikke brug for indgreb. Tværtimod må man sætte endnu mere i gang.

Beslutningen om universitetsparken er et eksempel på, at udgiftsstyringen går galt. Landingsbanebyggeriet i Paamiut ligeså.

Universitetsparken besluttes uden en prioritering om, hvad der så ikke skal bygges. Landingsbanen i Paamiut bygges, selv om det bliver endnu en udgift, som skal betales af skatteborgerne.

Langt de fleste rejsende til og fra Paamiut sejler med kystskibene. Der er så få flyrejsende, at et Dash-7 fly ikke kan fyldes op, selv om det kun flyver én gang om måneden.

Grønlandsfly kommer til at flyve med endnu flere tomme sæder for Paamiut skal vel beflyves med fastvinget fly mindst en gang om ugen. Det skal de, der fylder et sæde ud, betale eller måske får Grønlandsfly en servicekontrakt på denne flyvning, det vil sige det bliver skatteborgerne som kommer til at betale. Driften af landingsbanen kommer vi til at betale over stigende landingsafgifter. Da der ikke er passagerer nok i Paamiut, kommer alle andre til at betale. For i lufthavnsvæsenet fortsætter krydssubsidieringen.

Hjemmestyrets stigende driftsudgifter skyldes blandt andet helt urimelige ordninger:

En tilkaldt jurist bliver placeret i en bolig, som hjemmestyret lejer for 17.000 kroner om måneden. Da det er en vakantbolig betaler arbejdsgiveren hele huslejen plus dagpenge. Hvorfor: Fordi der ikke i tide er bygget boliger nok.

Man tilkalder en pensioneret læge i to måneder. Pris: 70.000 kroner om måneden. Parolen er: Hellere gode løn- og arbejdsvilkår til vikarer end til eget fastansat personale.

Eksemplerne er mange flere - de illustrerer alle, at hjemmestyret ganske enkelt må spare på driftsudgifter, være mere fleksibel og få mest muligt ud af pengene.

Det er alt for let at overskride budgetterne og sikre, at Landstinget giver en tillægsbevilling. Overskridelserne i 2000 både på socialområdet, uddannelsesområdet og sundhedsområdet taler deres eget sprog. De er sket på trods af de nye budgetregler.

Men landsstyret står overfor endnu et problem: Royal Greenland.

Koncernen har endnu ikke offentliggjort sit halvårsregnskab. Men på grund af fortsat politisk indblanding i fiskeriproduktionen kan man frygte, at selskabet igen kommer ud med et dårligt resultat. Igen er der tale om, at hjemmestyret ikke har nogen politik på området. Selv om koncernen efter pålæg fra ejeren har investeret i landanlæg, bliver man ved med at indsætte indhandlingsskibe, som trækker tæppet væk under virksomheden.

Hvis denne zig-zag politik fortsætter, vil vi opfordre Royal Greenland til at afhænde resten af landanlæggene til hjemmestyret og koncentrere sig om søkogere og udenlandske aktiviteter. Måske skal man beholde en enkelt rejefabrik eller to til de landingspligtige rejer fra søkogerne. Så kan Landstinget lege videre i sandkassen med med landanlæg, indhandlingsskibe og det kystnære fiskeri.

Hjemmestyrets politik - eller rettere sagt mangel på politik - er dødsens farlig for hele samfundet. Det værste er, at vi ikke har et enigt landsstyre eller et landsstyre, som støttes af eget bagland.

Hvis man ikke passer på, er vi på vej mod afgrunden, som vi var det i 1988.