Nødvendigt med en universitetspark

Tænk, hvis man havde haft disse fantastiske muligheder, da man ung og håbefuld skulle vælge uddannelse og levevej, efter blot syv års børnelærdom på Qassimiut Universitet

Fredag d. 18. maj 2001
Jonathan Motzfeldt
Emnekreds: Politik, Uddannelse, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Forskningen i samfundet
Betydning for samfundet
Behov for udvidelse
Naturinstituttet viser vejen
Brug for samfundsforskning
De unge skal ud
Enkelte steder kan blive for små


UL>
  • Forskningen i samfundet
  • Betydning for samfundet
  • Behov for udvidelse
  • Naturinstituttet viser vejen
  • Brug for samfundsforskning
  • De unge skal ud
  • Enkelte steder kan blive for små
  • Netop i dag, for en uge siden, fremlagde landsstyret et beslutningsforslag i Landstinget om, at vi skal opføre en ny universitetspark i Nuuk.

    Der har været megen skepsis om denne sag indtil nu, hvor vi har fremlagt et grundigt og gennemarbejdet forslag. Derfor var det glædeligt at se i Landstinget, at flertallet nu har indset behovet for et bedre uddannelses- og forskningsmiljø her i landet. Vi er ikke længere de få, der tror på ideen og nytteværdien af en ny universitetspark.

    Tværtimod siger flere og flere til sig selv og til hinanden: Hvad vil der ske med vore egne uddannelser og forskningen her i landet, hvis vi ikke skaber bedre rammer, bedre uddannelser og tættere samarbejde i de videregående uddannelser?

    Det er et meget godt spørgsmål at stille sig selv og tænke dybere over, hvis man er skeptisk og forbeholden over for den nye universitetspark.

    Forskningen i samfundet
    I mit mangeårige liv som aktiv politiker har jeg interesseret mig meget for forskningen og uddannelserne her i landet. Helt tilbage i Landsrådets tid var jeg medlem af Kommissionen for Videnskabelige Undersøgelser i Grønland. Og jeg har med glæde og overbevisning i sindet stået bag, når der kom gode ideer og visioner om at højne uddannelsesniveauet blandt de unge mennesker, og når der skulle gives støtte til forskningsprojekter om vores land: Vores samfund, vores kultur og vores natur.

    Det har altid været min overbevisning, at forskningen skal forholde sig til det samfund, vi lever i. Forskning er vigtig både for samfundsudviklingen og for vores forståelse af, hvordan naturen og samfundet hænger sammen.

    Hvad kommer vi fra? Hvor er vi på vej hen? Det er spørgsmål, forskningen skal hjælpe os med at forstå.

    Betydning for samfundet
    Allerede i dag ved vi, at Ilisimatusarfik, Groenlandica, Landsarkivet og alle de andre institutioner, der skal indgå i den nye universitetspark, har stor betydning for samfundet.

    De har givet os mange veluddannede unge mennesker. De giver os en viden om samfundsforholdene, der er større og bedre, end hvad vi selv kan overskue som almindelige samfundsborgere. Og de samler og systematiserer de kolossale mængder af viden og dokumenter, som fremtidens forskere og studerende vil have brug for, når de skal forstå den fortid, der i dag er nutid for os.

    Behov for udvidelse
    Men vi ved også, at Ilisimatusarfik og de øvrige institutioner i dag lever under forhold, hvor de ikke længere kan udvikle sig og følge med tiden. Men det synes jeg egentlig ikke, man skal være alt for ked af, når man tænker over hvorfor:

    Det er unge institutioner, som er vokset hurtigt i takt med samfundets behov. Og de er nu nået til et punkt, hvor der skal nye rammer til, for at de kan følge med udviklingen og imødekomme samfundets forventninger i fremtiden. Det er som børn, der vokser ud af sit gamle tøj. De skal have nye klæder og sko, som der er plads til at vokse i.

    Jeg er sikker på, at en ny universitetspark vil give ny dynamik, flere uddannelser og bedre forskning. Derfor mener jeg også, at vi skal føre projektet ud i livet.

    Naturinstituttet viser vejen
    Vi har allerede set, hvordan de rigtige rammer også kan give resultater. Grønlands Naturinstitut, Pinngortitaleriffik er en meget ung institution, kun seks år gammel. Men allerede nu laver Naturinstituttet et stort arbejde, som vi alle har glæde af.

    De skaber og samler viden om Grønlands natur og vores levende ressourcer, som er tilgængelig for alle. De forsker i biologiens mange sammenhænge, så vi får en bedre forståelse af samspillet mellem menneske og natur. Og de rådgiver samfundet professionelt om, hvordan og hvor meget vi skal udnytte vores levende ressourcer.

    Jeg oplever det som en af de største glæder i mit politiske liv, at jeg har været med til at få Naturinstituttet etableret som en grønlandsk forskningsinstitution, og at de har fået så gode fysiske rammer at udfolde sig i. Pinngortitaleriffik er ikke blot et begreb eller et navn. Det er en bygning, der er fyldt med projekter og forskning, som gør os alle sammen klogere fra år til år.

    I 21 år har jeg hvert år sejlet turen fra Nuuk til Sydgrønland og tilbage igen og jeg har med egne øjne set, hvordan dyrelivet har ændret sig. Der bliver længere og længere mellem dyrene og fuglene. Her bidrager Naturinstituttet med viden om, hvorfor udviklingen er gået den vej og de rådgiver os om, hvordan vi skal indrette vores fangst, så det ikke går ud over bestandene.

    Brug for samfundsforskning
    Jeg ser for mig, at den kommende universitetspark på samme måde vil højne niveauet i samfundsforskningen her i landet. Ikke alene fordi der vil blive flere veluddannede unge mennesker. Universitetsparken vil i sig selv skabe et forskningsmiljø, med langt større muligheder og med udsigt til langt flere og bedre resultater, end det er muligt i dag.

    Et af de områder, hvor vi i dag har meget lidt forskning, er faktisk i de aktuelle samfundsforhold. Det mærker vi, når vi skal vurdere og beregne konsekvenser af reformer og andre tiltag.

    Meget ofte må vores administration bruge store ressourcer på at analysere, hvordan forskellige tiltag vil virke på forskellige grupper af samfundsborgere. Der findes meget lidt tilgængelig viden og tal, som vi kan trække på, når vi skal belyse konsekvenserne for familier, lønmodtagere og erhvervsgrupper af de ting, vi går og gør i det politiske system.

    Jeg forestiller mig, når Universitetsparken er kommet op at stå, at det samlede miljø for universitetet, forskningen og Grønlands Statistik vil gøre det muligt at producere viden og tal om vores samfund, som vi kan trække på i vores erhvervspolitik og fordelingspolitik. Akkurat som vi har det, når vi skal træffe beslutning om kvoter osv. inden for fiskeri og fangst.

    De unge skal ud
    Som en afsluttende bemærkning vil jeg gerne fremhæve, at selv om uddannelsen af vore egne til at varetage samfundets funktioner er noget af det vigtigste, vi har som mål, så vil jeg samtidig sige, at vi ikke skal have uddannelser her i landet for enhver pris. Med dette mener jeg, at det er ikke nok, at vi har den ene eller anden uddannelse her i landet. På samme måde skal man heller ikke være bange for at henvise de unge mennesker til at tage sin uddannelse et andet sted - f.eks. i USA, Danmark, Norge eller Island.

    Men når vi bestræber os på at tilbyde folk, at de kan tage en uddannelse her i landet, må vi også sikre os, at uddannelsen har den kvalitet, der er brug for, når de færdiguddannede skal ud og gøre nytte i arbejdslivet.

    Enkelte steder kan blive for små
    Vi har flere steder set tegn på, at uddannelsesstederne kan blive for små og uddannelserne kan blive for ringe. Derfor er det min klare overbevisning, at netop det fælles uddannelsesmiljø i en universitetspark kan give den bredde og styrke i uddannelserne, der skal til, for at vi med god samvittighed fortsat bevilger penge til uddannelserne.

    Der er - alt andet lige - en større glæde ved at slås for uddannelse og forskning, når man er overbevist om, at pengene er givet godt ud. Forslaget om en ny universitetspark, hvor uddannelse, forskning og dokumentation skal integreres i en større sammenhæng, giver mig en god samvittighed og store forventninger på vegne af de børn og unge mennesker, der i fremtiden skal studere og forske ved universitetet.

    Tænk, hvis man havde haft disse fantastiske muligheder, da man ung og håbefuld skulle vælge uddannelse og levevej, efter blot syv års børnelærdom på Qassimiut Universitet.