Signalement af en krise

Rejeprisen er i bund og har skabt alvorlig krise i det kystnære fiskeri. Også det havgående fiskeri sejler mod store problemer. Løsningen stiller ikke blot krav om politisk håndelag men om nytænkning i fiskeriet

Fredag d. 1. juni 2001
Erik Holmsgaard
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Verdensmarkedspris
Balladen om aftalen
Krav om mindstepris
Den havgående flåde
Rederierne truet
Krisen kommer
Nye markeder
Kriseprogram


En stålwire mellem et par mindre fiskefartøjer spærrede for nogle uger siden indsejlingen til Atlanthavnen i Nuuk. Samme morgen var flere andre havne på vestkysten skueplads for lignende aktioner.

De kystnære fiskere var vrede og forbitrede. Det er de fortsat. Efter de seneste fald i indhandlingsprisen for rejer er bunden slået eftertrykkeligt ud pengekassen, bedyrer fiskerne og deres organisation, KNAPK.

Verdensmarkedspris
Royal Greenland er udpeget som skurken. Virksomheden forklarer sig med, at fabrikkernes indhandlingspriser nødvendigvis må stå i et fornuftigt forhold til verdensmarkedsprisen på rejer. Ellers tjener virksomheden ingen penge. For tiden er prisen for rejer mindre end det halve af prisen for fem- seks år siden.

Samtidig spøger indhandlingsskibene. Især på hellefiskeområdet står disse skibe i vejen for nødvendige tilførsler til fabrikkerne i land.

Indhandlingsskibene gør en god forretning, fiskerne ligeså, og de kan hurtigt komme af med deres fangst. Men for Royal Greenland er det derimod en rigtig dårlig forretning -og selv på kort sigt en pokkers uheldig udvikling for beskæftigelse og økonomi i fabriksbyerne.

Balladen om aftalen
Stålwirerne løsnes, da fiskerne og landsstyret bliver enige om en aftale. En aftale, fiskerne tolker som et løfte om flere offentlige tilskud.

Den tolkning skaber ballade, for landsstyret betragter blot aftalen som et tilsagn om at lade en hurtigt arbejdende udvalg se på problemet.

Landsstyremedlem for erhverv Simon Olsen er imidlertid mere end to uger om at få udvalget nedsat.

I ventetiden førstebehandler Landstinget et forslag om at yde de kystnære fiskere et brændstoftilskud på 63 øre pr. liter. Tilskuddet vil bringe brændstofprisen ned på samme niveau som før sidste års prisstigninger, og forslaget får en positiv medfart i Landstinget.

Men fiskerne er ikke tilfredse. De frygter, at deres indtægter vil falde yderligere, at besætningerne vil gå i land og fiskeskipperne gå konkurs. Omlægninger af fiskernes omfattende erhvervsstøttelån bliver også afvist.

Undervejs foreslår formanden for Landstingets Fiskeriudvalg, IAs Johan Lund Olsen, desuden, at rejeproducenterne skal etablere et reje-OPEC på tværs af landegrænserne. Et internationalt rejekartel, som skal sikre stabile -og høje - priser på rejerne.

Johan Lund Olsens forslag får intet gennemslag; det forbliver et lille kvæk i pressen.

Krav om mindstepris
Imens tordner den nyvalgte KNAPK-formand, Leif Fontain:

- Hverken politikerne eller deres embedsmænd fatter problemerne i det kystnære fiskeri. Det skuffer os dybt, at hverken Landstinget eller landsstyret vil indføre mindstepriser på rejer.

Ikke desto mindre overvejer Fontain netop i disse dage landsstyrets opfordring til at virke som formand for det hurtigtarbejdende Olsen-udvalg. Det skal i løbet af et par måneder kulegrave problemerne i det kystnære fiskeri. Problemer, der af mange betegnes som strukturproblemer.

Leif Fontain rejser børster over, at det havgående fiskeri skal deltage i Olsen-udvalgets arbejde. Spørgsmålet er imidlertid, om problemerne i det kystnære rejefiskeri og fabrikkerne i land kan adskilles fra de problemer, de havgående trawlere slås med.

Den havgående flåde
Indtil for få år siden spillede Grønland førsteviolin i det nordatlantiske rejefiskeri. I dag har Canada overtaget taktstokken.

I 1995 var den samlede fangst af rejearten Pandalus Borealis 251.000 tons. I år vil der blive fanget 422.000 tons. I 1995 løb det samlede grønlandske rejefiskeri op i 69.500 tons, mens canadierne fangede 38.500 tons.

I år vil der blive fanget 93.000 tons rejer ved Vest- og Østgrønland. Canadierne vil fange 153.000 tons.

Samtidig er prisen på de grønlandske skalrejeprodukter faldet markant. I 1988 var den gennemsnitlige kilopris lidt over 32 kroner. Her i foråret 2001 har trawlerne afregnet helt ned til 16,36 kroner pr. kilo skalrejer.

Rederierne truet
Selv om priserne altså har haft tendens til fald hen over perioden, så erkender trawlerredernes organisation, APK, at rederierne har haft en generelt god økonomi med gode konsolideringsmuligheder efter kondemneringsrunden i begyndelsen af 1990erne. Da blev trawlerflåden mere end halveret.

Ifølge direktør Peder Munk Pedersen, APK, er de fleste af de indtjente penge geninvesteret i ny tonnage. Grønland råder i dag over verdens mest moderne flåde af fabriksrejetrawlere.

- Det medfører til gengæld store udgifter til renter og et hårdt træk på likviditeten. Og sammenholdt med de senere års stærkt stigende oliepriser betyder det, at de lave rejepriser nu udgør en reel trussel for rederierne, siger Peder Munk Pedersen.

Krisen kommer
APK-direktøren erkender, at det kystnære fiskeri allerede er i krise. Men også de havgående fiskere sejler mod store problemer.

- Det er kun den høje soliditetsgrad i rederierne, der gør det muligt i en tid endnu at svare enhver sit. Men krisen kommer, fastslår Peder Munk Pedersen.

Nye markeder
APKs direktør mener nu nok, at det kan lykkes at "rette" verdensmarkedsprisen på rejerne. Men det bliver et langt, sejt træk, og det bliver kostbart, for der skal både produktudvikling og opdyrkning af nye markeder til.

Eksempelvis har russiske Stillehavsfiskere efter fundet af en rejebanke ved Kamchatka på det nærmeste overtaget det ellers så givtige japanske marked fra Grønland.

Russerne opererer i gamle fartøjer og lander fangsten direkte i japansk havn. Udgifterne til mandskab og forrentning er minimale - og fangsten afregnes ofte i naturalier: Japanske biler for russiske rejer.

Dette forhold og Japans økonomiske krise er de væsentligste årsager til, at Grønlands afsætning i Japan er minimal.

- Set i det lys er det klart, at vi må opdyrke nye markeder for kendte produkter og udvikle nye produkter til de kendte markeder. Personligt kunne jeg forestille mig, at der er et stort uopdyrket marked i Sydamerika, siger Peder Munk Pedersen.

Kriseprogram
På kort sigt har fiskeriet imidlertid behov for politiske løsninger herhjemme i Grønland, mener APK. Organisationen har præsenteret landsstyret og Landstingets fiskeriudvalg for en et program, der vil lette situationen for det havgående fiskeri.

For at dæmpe udgifterne for redere og mandskab foreslår APK, at rejeafgiften sænkes til nul procent.

Søkogerne skal have begrænset adgang til rejekasserne, hvor de ikke må fiske i dag, fordi kutterflåden ifølge APK kun i beskedent omfang udnytter rejekasserne.

Hvis trawlerne får lov til at fiske i rejekasserne, forventer APK øget fangst af store rejer og dermed bedre priser. Samme forhåbning knytter sig til ønsket om at få kystnær adgang i Nordgrønland.

Desuden ønsker APK, at søkogerne får lov til at fiske årets restkvote på 3.000 tons. Det vil øge omsætningen i rederierne, som samtidig er stærkt interesseret i et mere fleksibelt kvoteår, fordi det vil give rederne mulighed for at planlægge bedre.

Endelig ønsker APK, at tremmeafstanden i sorteringsristene bliver udvidet fra 22 til 28 mm. Også det vil medføre fangst af større rejer - og formentlig bedre priser.