Vi må gøre et eller andet forkert

Derfor vil vi godt tale med landsstyremedlemmet. Han må gøre rede for, hvad der nu skal ske. Hvordan vil han løse de alvorlige problemer, som er i færd med at rive benene væk under den traditionelle grønlandske fiskeristruktur, og som kan sende masser af mennesker i arbejdsløshed og tvinge fiskere ud i konkurser

Torsdag d. 14. juni 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Aviser, radio og TV, Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

LANDSSTYREMEDLEM for fiskeri, Simon Olsen, er i centrum for tiden. Han har ansvaret for landsstyrets fiskeripolitik, og den er svær at få øje på. Det er ikke desto mindre nødvendigt, at fiskere, fabriksarbejdere og befolkning får at vide, hvad Simon har i tankerne. Den del af erhvervet, der holder fabrikkerne i gang og sikrer beskæftigelsen, er nemlig ved at køre i grøften.

Situationen er den, at Royal Greenland har varslet lukning af en række fabrikker, og der vil blive lukket flere endnu, hvis ikke landsstyret holder op med at indsætte indhandlingsskibe, som snupper fangsten for næsen af fabrikkerne.

Indhandlingspriserne er imidlertid faldet på flere arter, og de kystnære fiskere kan ikke mere få det til at løbe rundt. De er glade for indhandlingsskibene, fordi de skal sejle kortere med fangsterne og desuden får højere priser.

Ved indsættelse af indhandlingsskibe får Simon Olsen altså glade fiskere, men vrede borgmestre og fabriksarbejdere. De er ganske vist først og fremmest vrede på Royal Greenland, fordi det jo er koncernen, der lukker sine fabrikker. Men vilkårene skabes af politikerne, og dér står Simon Olsen i ansvar til halsen.

Derfor vil vi godt tale med landsstyremedlemmet. Han må gøre rede for, hvad der nu skal ske. Hvordan vil han løse de alvorlige problemer, som er i færd med at rive benene væk under den traditionelle grønlandske fiskeristruktur, og som kan sende masser af mennesker i arbejdsløshed og tvinge fiskere ud i konkurser.

DET ER BARE ikke nemt at få Simon Olsen i tale. Det er faktisk så svært, at vi måtte opgive det til både denne og den forrige udgave.

Men vi har forsøgt. Og det er det, denne historie handler om.

AG VILLE GERNE have trykt Simon Olsens bud på fremtidens fiskeri i tirsdagsudgaven og ringede derfor torsdag eftermiddag i sidste uge for at aftale et interview.

34 50 00 er et telefonnummer, man hurtigt lærer udenad, for her ringer man ofte forgæves. Det vil være de fleste bekendt, at de først skal slukke for deres egen musik, for efter at en automatisk telefonsvarer har bedt en om at vente, får man nogle umotiverede brudstykker af Lone Josefsens smukke stemme og Jim Milnes lækre akkompagnement i øret. Det må for resten være deprimerende at udgive et stykke musik og gøre sig umage med at skabe en helhed af vellyd og tekstfremførelse for at få det klippet i småstykker af nogle kulturignoranter i hjemmestyret. Men det er en helt anden historie.

Så afbrydes musikken - undertiden efter et par takter - og rare og venlige mennesker i omstillingen sender én videre til Simon Olsens sekretær, Vittus Qujaukitsoq, som først svarer fredag formiddag og fortæller, at Simon er i møde, men at han, Vittus, vil fremføre vort ærinde og ringe tilbage.

Belært af erfaringen understreger vi, at det er af stor vigtighed at få landsstyremedlemmets kommentar. Det forstår Vittus udmærket, og han skal nok slå et slag for sagen.

Senere ringer han tilbage og forklarer, at Simon Olsen er nødt til at forberede sig først, så han vil give sig til at læse på lektien, og da han også har travlt med andre ting, kan interviewet først blive mandag eftermiddag.

Dér røg altså muligheden for fortælle befolkningen om Simon Olsens fiskeripolitik i tirsdagsudgaven. Men der kommer altid en ny AG, og det her var trods alt bedre end det, vi er vant til.

Ved middagstid mandag fortalte Vittus Qujaukitsoq imidlertid, at Simon Olsen ikke fik tid mandag eftermiddag, fordi det langsomt nedsatte, men hurtigt arbejdende udvalg vedrørende fiskeriets vilkår skulle have sit første møde.

Heller ikke tirsdag lykkedes det. Her kender vi ikke årsagen, fordi vi ikke engang traf Simon Olsens sekretær. Trods flere henvendelser og efterladte telefonbeskeder lykkedes det ikke.

VI VILLE ellers gerne have talt godt og grundigt med landsstyremedlemmet. Hans arbejde er nemlig ikke gjort med at nedsætte et udvalg, der skal se på kystfiskernes vanskeligheder. Det er det samlede fiskerierhverv, der skal udformes en politik for. Det er strukturen i erhvervet. Skal fabrikkerne for eksempel holdes i gang for beskæftigelsens skyld, eller skal vi alene tænke på at få den størst mulige fortjeneste på vore ressourcer? Hvilket grundlag skal fiskeripolitikken bygge på? Hvad er målene? Hvordan skal vi nå dem?

HER PÅ AVISEN synes vi, at også vore læsere har krav på at vide, hvad Simon Olsen står for, og hvordan han vil løse sine opgaver. Derfor beklager vi, at det lykkes så dårligt.

I et forsøg på selvransagelse har vi endda spekuleret på, hvorfor landsstyremedlemmet tilsyneladende altid stiller op i Qanorooq. Måske er det, fordi avisjournalister bruger blok og blyant og altså ikke levner mulighed for mikrofonholderi. Hvem ved? Noget må vi jo gøre forkert, siden Simon Olsen ikke vil snakke med AG.