Anskuelighedslære for Simon

DET ER særdeles betænkeligt, at hjemmestyret tryner et privat selskab til at aflevere halvdelen af de råvarer, det har købt, til hjemmestyrets eget, konkurrerende foretagende

Torsdag d. 21. juni 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

TD>
DET ER et snot forvirret landsstyre, der efter massiv kritik af indhandlingsskibene besluttede, at indhandlingsskibene skal aflevere 50 procent af de indhandlede fangster til landanlæggene.

Det er skrivebordsfiskeripolitik, så det forslår. I praksis er det ikke muligt at suse rundt med et indhandlingsskib og aflevere halvdelen af fangsten i land. Skibene producerer løbende og bygger altså ikke fangstlagre op, som de en gang imellem kan aflevere halvdelen af i land.

Og selvom det kunne lade sig gøre, vil det spænde ben for økonomien på skibene. Forudsætningerne for pris og produktion ændres radikalt, og politikerne opnår blot også at skabe økonomiske problemer for indhandlingsskibene. Elendighed både til lands og til vands.

Der mangler en sammenhængende fiskeripolitik. Og hvis det er svært for Simon Olsen & Co. at forstå, så kan det være god anskuelighedsundervisning at se på de ulykker, han og hans mænd er i fuld gang med lave i Uummannaq.

Her har man ellers fundet ud af at klare sig lokalt og stimulere både fiskeri og beskæftigelse. Men landsstyrets krav om at aflevere 50 procent af fangsterne i land skyder det lokale initiativ i sænk (læs side 4 og 5).

SAGEN ER i korthed, at Royal Greenlands produktion i Uummannaq stoppede. Indhandlingen af hellefisk til byen blev sendt videre til fabrikker sydpå, og beskæftigelsen faldt dramatisk.

Det førte til det private initiativ, Uummannaq Seafood A/S, som med bred opbakning fra kommunens politikere og befolkning, sikrede både beskæftigelse og indhandling. Virksomheden har klaret sig godt og bevist sin levedygtighed og betydning for lokalsamfundet. Den bygger på et producerende indhandlingsskib, og der er investeret mange penge i ombygning og indretning til formålet.

Nu vil landsstyret have, at indhandlingsskibet skal sejle halvdelen af de fisk, selskabet opkøber, til Royal Greenlands indhandling i Uummannaq. Herfra sejles de sydpå, og kommunen mister beskæftigelse.

DER ER MANGE principielt forkerte forhold i landsstyrets krav.

For det første bomber landsstyret et lokalt initiativ, der netop har bevist sin eksistensberettigelse, i stumper og stykker. Det er et sindssygt signal at udsende.

Her har vi for en gangs skyld et projekt, der fungerer. Gennem samarbejde mellem kommunalpolitikere, fiskere og erhvervsfolk, og det er lykkedes at stable et erhvervsgrundlag på benene i tomrummet efter det offentligt ejede selskabs lukning af fabrikken.

Hvad er egentlig meningen?

Er det ikke netop sådanne mennesker, vi har brug for. Folk, der kan samarbejde om at få fiskeriet til at fungere?

DET ER særdeles betænkeligt, at hjemmestyret tryner et privat selskab til at aflevere halvdelen af de råvarer, det har købt, til hjemmestyrets eget, konkurrerende foretagende. Konkurrencenævnet er tvunget til selv at tage dette indlysende overgreb på dagsordenen og i en fart give landsstyret den skideballe, det fortjener.

DER ER NÆPPE tvivl om, at Simon Olsen og landsstyret har handlet i panik. Landsstyret har været stærkt kritiseret for indsættelsen af indhandlingsskibe, og den kritik er også berettiget dér, hvor det rammer beskæftigelsen i land og trækker det økonomiske grundlag væk under landanlæggene.

Landsstyret må skaffe sig en fiskeripolitik, der tager stilling til disse principper. Indhandlingsskibe og landanlæg går næppe sammen, når der er begrænsede råvarer, men dér, hvor fabrikkerne opgiver, må det være lokalsamfundets ret at finde en løsning på problemerne.

Og når dét lykkes, så skal landsstyret holde nallerne væk og lade de lokale styringsmekanismer bestemme.