Jess G. i gabestokken

Strejkevarslet har ikke rystet hverken landsstyret eller GA. Arbejdsgiverparterne har forlængst gennemskuet, at SIK både politisk og økonomisk er en papirtiger

Fredag d. 22. juni 2001
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster, Politik, Økonomi.

For SIK har det i årevis været bekvemt at forhandle overenskomster med de offentlige arbejdsgivere, før der blev forhandlet med de private arbejdsgivere.

Det offentlige er landets største arbejdsgiver, og SIKs lavtlønnede medlemmer har historisk redet på en politisk sympatibølge i skiftende landsstyrer. Det har som regel ført til hæderlige forhandlingsresultater, som SIK så har båret videre til konfrontationen med de private arbejdsgivere.

Denne trafik har irriteret Grønlands Arbejdsgiverforening. Da SIK ved den seneste overenskomstfornyelse bar en ny offentlig aftale med markante - og kostbare - forbedringer videre til GA, flød bægeret over.

GA følte sig fanget i en klassisk knibtangsmanøvre og tvunget til at give SIK de samme indrømmelser, som forbundet havde opnået på det offentlige område. Forbedringer, som virksomhedernes omkostningsniveau ikke kan tåle; forbedringer, som undergraver samfundsøkonomien, lød det i protestråbene.

Siden er en hel del ændret. Grønland befinder sig i dag på kanten af en alvorlig økonomisk krise.

Samtidig er aktørerne på det private arbejdsmarked - og hertil hører også de offentligt ejede aktieselskaber - i al stilfærdighed rykket tættere sammen (selv om det i parentes bemærkes, at det ikke lykkedes at fusionere GA og HST). Det betyder, at GA er vokset, organisationens forhandlingsområde er blevet større og omfatter nu også store virksomheder som KNI og Royal Greenland.

Grønlands Arbejdsgiverforening er altså blevet stærkere, men det skyldes også, at arbejdsgiverne kan noget, SIK ikke kan: GA har udviklet en mesterlig lobbyvirksomhed. Samtidig har organisationen i de senere år fået betydelig indflydelse via kompetent og professionelt arbejde i en stribe af hjemmestyrets paritetisk sammensatte råd og udvalg.

Langsomt er der skabt gensidig tillid og større forståelse mellem GA og landsstyret på en lang række væsentlige områder, og ikke mindst er der sket en betydelig tilnærmelse, når det gælder den økonomiske politik.

Set i det lys er det kun naturligt, at landsstyret og GA også har udvekslet uformelle synspunkter om den aktuelle overenskomstfornyelse, og vi vover den påstand, at det har været aftalt på forhånd, at GA denne gang skulle forhandle med SIK før landsstyret. Meget tyder i hvert fald på - blandt andet landsstyremedlem Josef Motzfeldts udtalelser her i avisen - at de to store arbejdsgiverparter har lagt en uformel og aldrig nedskrevet fælles strategi.

I overensstemmelse med denne strategi har GA og landsstyret hele tiden holdt hinanden underrettet. Landsstyret har vidst, hvor langt GA ville gå i forhandlingerne med SIK, og landsstyrets forhandlere har fulgt GAs niveau i de forhandlinger, der har været ført med SIK.

SIK og landsstyret kom nemlig alligevel til at forhandle først, fordi SIK fastholdt, at forbundet ville forhandle med de offentlige arbejdsgivere, før forbundet gik i clinch med de hårde drenge i GA. Som bekendt førte disse forhandlinger ikke til andet end et strejkevarsel fra SIK.

Strejkevarslet har ikke rystet hverken landsstyret eller GA. Arbejdsgiverparterne har forlængst gennemskuet, at SIK både politisk og økonomisk er en papirtiger. Og med den nyvundne enighed om, hvad de vil tilbyde lønmodtagerne, er det komplet ligegyldigt, om det offentlige eller det private kommer først - resultatet bliver det samme. Formentlig en lille forhøjelse af grundlønnen og en lidt større forhøjelse af arbejdsgivernes pensionsbidrag.

Sådan et forhandlingsresultat afspejler realiteten i samfundet og virksomhedernes økonomiske formåen. Derimod løser resultatet selvsagt ikke SIKs lavtlønsproblem. Det er et politisk problem, som SIK kun kan bidrage til en løsning af, hvis forbundet ændrer stil, attitude og arbejdsforn. Forbundet må lære, at samarbejdet mellem forhandlingerne er ligeså vigtigt som selve forhandlingerne, og at de ideologiske kæmpesving forlængst har overlevet sig selv.

Lige nu er SIKs hidtidige knibtangsmanøvre afløst af en offentlig afstraffelse med selveste forbundsformand Jess G. Berthelsen i gabestokken.