Privatisering kan medføre økonomisk uføre

Hvis Royal Greenland A/S går i betalingsstandsning, vil Grønlands økonomi gå fuldstændig i stå, ligesom man ikke længere vil kunne forvalte landets økonomi

Torsdag d. 5. juli 2001
Mads Peter Grønvold
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

I den seneste tid er man gået i gang med at privatisere nogle af hjemmestyrets selskaber, men det gør man uden at man tænker nærmere over, hvilke konsekvenser bestræbelserne kan medføre.

I forsøget på at privatisere KNI Pisiffik tænker man for eksempel kun på, hvor mange penge Landskassen kan tjene på salget af det pågældende selskab.

I redegørelsen om KNI A/S siges der blandt andet, at der beskæftiges alt for mange ansatte i de pågældende virksomheder. Fra Kandidatforbundets side er vi derfor ængstelige for, at der vil blive iværksat massefyringer i disse virksomheder i de kommende år.

Når man tænker på privatiseringsprocessen i Grønland, rekrutteres der alt for nemt arbejdskraft udefra. Som eksempel herpå kan man pege på Nuuk, hvor de tidligere trælasthandler under KNI A/S nu kører som Superbyg. Hvis man ser på medarbejdersiden, hvilke ansatte har man så? Hvorfor finder der ingen grønlandisering sted af medarbejderstaben på Superbyg i Nuuk?

Gad vide, om de grønlandske ansatte i KNI Pisiffik i fremtiden vil blive erstattet, sådan som det var tilfældet med Superbyg?

Vi ved, at selskaberne tidligere blev kørt samlet med et godt resultat, eksempelvis da KGH kørte selskaberne, havde man tilfredsstillende resultater for Grønlands økonomi.

Når man i dag ser på de hjemmestyreejede selskaber, har de oparbejdet en stor gæld. Royal Greenland A/S har for eksempel en gæld på over to milliarder kroner, og er nødt til at betale store summer på årsbasis udelukkende for at dække renterne.

Grønlands økonomi bør forvaltes med omtanke, og man bør være meget omhyggelig med de områder, som kan have meget negative konsekvenser for økonomien.

Hvis Royal Greenland A/S går i betalingsstandsning, vil Grønlands økonomi gå fuldstændig i stå, ligesom man ikke længere vil kunne forvalte landets økonomi.

I den seneste tid har landsstyret ofte udtalt, at landets økonomi har det godt. Hvorfor vil det så ikke være muligt for KNR-TV at sende fra Arctic Winter Games til hele landet?

Hvorfor vil man så ikke bevilge tilstrækkelige midler til Den gode Skole?

Landsstyret bør holde op med at føre vælgerne bag lyset. Når man ser på landets elendige økonomi, bør landsstyret ikke sige, at Grønlands økonomi har det godt.

Her til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at jeg mener, at privatiseringen ikke bør gennemføres blot med økonomisk gevinst for øje. Man bør ikke gennemføre en privatisering, der kun vil resultere i gavnlige virkninger for et mindre antal byer.