Om så rejerne var massivt guld...

Her i landet er vi ikke skabt til langsigtet planlægning. Vi skyder den sæl, der giver os mest kød. Vi indhandler dér, hvor prisen er bedst, ligesom Arsuk-fiskerne for 20-25 år siden indhandlede til Frede Sørensen i Fortunahavn, fordi han betalte en højere pris end deres eget andelsselskab

Torsdag d. 5. juli 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

ROYAL GREENLAND og KNAPK er endnu engang raget uklar med hinanden, og det vil parterne såmænd blive ved med - også selv om rejerne var af massivt guld. Selv da vil fiskerne have svært ved at fiske rentabelt, og Royal Greenland svært ved at producere med overskud.

Sagen er nemlig, at der ikke er en nuanceret prisdannelse for de grønlandske fangster. Mens fiskere i lande, der er tæt på de store ferskvaremarkeder, sælger deres landinger til de højst bydende fiskeeksportører og dermed sikres den højest mulige pris, er det helt andre forhold, der bestemmer indhandlingsprisen i Grønland.

SER VI et øjeblik bort fra den spirende konkurrence på produktionssiden, fastsættes priserne i dag gennem forhandling mellem to parter - på den ene side fiskerne og på den anden side Royal Greenland.

Forhandlinger er dog så meget sagt. De to parter har nemlig ikke mandat til at flytte sig ret meget. Royal Greenland’s rammer bestemmes af afsætningspriserne på eksportmarkederne og fiskernes priskrav af deres egen effektivitet.

Ingen af parterne kan bryde disse rammer, med mindre de er i stand til at gribe i egen barm og effektivisere henholdsvis produktion og fiskeri. En effektiv produktion kan tilbyde bedre priser end en ineffektiv produktion, ligesom et effektivt fiskeri kan acceptere lavere indhandlingspriser end et ineffektivt fiskeri.

DET ENESTE, der kan påvirke priserne og imødekomme begge parters krav, er øget konkurrence eller tilskud fra Landskassen. Den sidste model er et skråplan, den første en revolution.

Med den spirende konkurrence på indhandlingssiden har vi set, at priserne kan påvirkes. De private selskaber Upernavik Seafood og Uummannaq Seafood betaler mere for hellefisk end Royal Greenland, og tiden vil så vise, om det kan løbe rundt.

Foreløbig ser det jo godt nok ud, men samtidig trænges Royal Greenland i områderne, og koncernen drosler ned på sine aktiviteter på bekostning af beskæftigelsen i land.

Konkurrence betyder altså, at strukturen i produktionserhvervet bliver forandret, fordi det bliver de kommercielle hensyn, der former udviklingen. I stedet for at Royal Greenland bliver brugt som et redskab for en decentraliseringspolitik, vil befolkningen koncentrere sig om fiskeriets naturlige kraftcentre - store som små - forudsat, at virksomhederne klarer sig lokalt, og fiskeriet overlever internationalt.

DET ER DOG vanskeligt at forestille sig, hvordan prisdannelsen for de indhandlede råvarer skal blive "normaliseret". Grønlands spinkle forbindelse til den globale infrastruktur vil næppe nogensinde gøre det muligt at følge priserne på feskvaremarkederne i Europa og USA. Vi bliver altså nødt til at finde os i, at de "særlige" grønlandske omkostninger til produktion og distribution vil være med til at trykke priserne, ligesom fiskerne også i fremtiden vil slå i bordet og hævde, at de ikke kan drive rentabelt fiskeri med de priser, køberne kan tilbyde.

HER PÅ AVISEN kommer vi til at tænke på en et AG-interview fra 1969, hvor daværende højskoleforstander H. C. Petersen fortalte om sin vision om et kooperativt Grønland, hvor alt fra infrastruktur til produktion bygger på en demokratisk struktur og fælleseje.

Det var en meget smuk tanke, og den blev positivt og smukt fremført. Men den var ikke særlig realistisk, mente tidens iagttagere.

Alligevel var det jo præcis, hvad vi fik. Med hjemmestyret blev vi medlemmer af et stort kooperativ, der ejede hele Grønland - produktion, infrastruktur og så videre. H. C. Petersens drøm var blevet til virkelighed. Men det kom ikke til at fungere, som han havde tænkt sig, hverken i det store eller i det små.

Det er på en måde skammeligt, for en fiskerejet fabrik burde kunne skabe forståelse for virksomhedens økonomi og sikre, at ejerne/fiskerne gjorde deres til at få den til at fungere bedst muligt.

Sådan er det bare ikke.

Her i landet er vi ikke skabt til langsigtet planlægning. Vi skyder den sæl, der giver os mest kød. Vi indhandler dér, hvor prisen er bedst, ligesom Arsuk-fiskerne for 20-25 år siden indhandlede til Frede Sørensen i Fortunahavn, fordi han betalte en højere pris end deres eget andelsselskab.

Det er den manglende evne til at planlægge, det gør det svært at udtænke en god fiskeripolitik. Det er simpelthen ikke muligt hverken for fiskeriets parter eller politikerne at planlægge overordnet og langsigtet. Her i landet evner vi det ikke. Vi er vel ikke kloge nok, men bliver ved med at lappe på elendigheden. Vi sender indhandlingsskibene i land med en del af deres lovligt opkøbte råvarer, og vi bruger erhvervet som politisk værktøj i stedet for at skabe en politik, der kan være værktøj for erhvervet.

VI HAR BRUG for en langsigtet, overordnet fiskeripolitik, hvor struktur og metoder fordomsfrit revurderes. Opgaven skal være at formulere en målsætning for fiskerierhvervet og derefter finde ud af, hvordan målet skal nås til gavn for Grønland.