Skyder sig selv i foden

For et par måneder siden var Royal Greenland-formanden, Uffe Ellemann-Jensen ude med bål og brand, fordi politikerne åbenbart ikke forstod, at indhandlingsskibene »stjal« landingerne fra fabrikkerne. Han appellerede kraftigt til politikerne om at lade være med at tillade indhandlingsskibe, fordi de forringer fabrikkernes vilkår og ødelægger beskæftigelsen

Tirsdag d. 10. juli 2001
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

UNDERTIDEN tror man, at ingen for alvor er interesseret i at løse de mangeartede problemer omkring det kystnære fiskeri og beskæftigelsen i land. Parterne er helt utroligt ensidige, og da ingen problermer i denne verden løses ved kun at gøre den ene part tilfreds, er der ikke meget håb om en løsning, som alle kan være tilfredse med.

Da vi nærmede os redaktionens slutning, var der forhandlinger i gang mellem KNAPK og Royal Greenland, og vi håber at kunne fortælle noget herom på side 3. Noget må de jo finde på, for begge parter er afhængige af hinanden.

PÅ SIDE 8 OG 9 bringer vi et par artikler, der tager afsæt i Uummannaq’s initiativ til en dialog om de lokale vanskeligheder i hellefiskefiskeriet. Heraf fremgår blandt andet, at Royal Greenland opererer i området med indhandlingsskibet "Christian Høy", som producerer såkaldt Japan-cut på præcis samme måde som det privatejede indhandlingsskib "Uummannaq".

Det er næppe nyt for branchen, men for mange borgere er det overraskende. Ikke mindst fordi Royal Greenland gennem længere tid har kørt en kampagne mod indhandlingsskibene. For et par måneder siden var Royal Greenland-formanden, Uffe Ellemann-Jensen ude med bål og brand, fordi politikerne åbenbart ikke forstod, at indhandlingsskibene "stjal" landingerne fra fabrikkerne. Han appellerede kraftigt til politikerne om at lade være med at tillade indhandlingsskibe, fordi de forringer fabrikkernes vilkår og ødelægger beskæftigelsen.

Men Royal Greenland har altså selv et producerende indhandlingsskib, præcis som de private indhandlingsskibe, som bestyrelsesformanden forbander.

Begrundelsen for at indsætte et Royal Greenland-indhandlings- og produktionsskib i området er formentlig, at koncernen ikke kan drive fabrikkerne rentabelt, mens indhandlingsskibe kan løbe rundt.

MEN DET ER et mærkeligt signal at udsende: På den ene side giver man indhandlingsskibene skylden for, at det går skidt i land, og på den anden driver man selv et indhandlingsskib.

Det er forståeligt, at både politikere og fiskere har svært ved at tage Royal Greenlands argumenter alvorligt.

Man skal ikke slå med sten, når man bor i et glashus! Eller save den gren over, man selv sidder på! Mange gamle ordsprog kan bruges om det, Royal Greenland gør i øjeblikket. Koncernledelsen gennemhuller sine egne argumenter, og får derfor svært ved at skaffe ørenlyd hos politikerne.