Betal din skat med glæde II

Netop mulighederne for at udskyde skatten er med til at holde likviditeten i virksomhederne, så de dels kan overleve, dels sætte nye ting i gang. Man kan godt kalde den udskudte skat for gæld, men man skal notere sig, at den ikke er forfalden

Fredag d. 20. juli 2001
Peter Erbs
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

//////"Betal din skat med glæde"
Sådan var overskriften i lederen i Sermitsiak i uge 28.

Normalt læser jeg lederen med stor glæde, fordi der ofte er bid i den, og med et indhold, vi kan forholde os til. Men i uge 28 føler jeg, at man har lagt en stor del af lokomotiverne i Grønland for had, og mere eller mere skriver, at de er snyltere. Fordi de bruger de regler om udskudt skat, som er nedfældet i landets love. De gør ikke noget, de ikke må. Netop mulighederne for at udskyde skatten er med til at holde likviditeten i virksomhederne, så de dels kan overleve, dels sætte nye ting i gang. Man kan godt kalde den udskudte skat for gæld, men man skal notere sig, at den ikke er forfalden.

Jeg er enig i, at vi har et meget enkelt og overskueligt skattesystem. Og det er værd at holde fast i. Vi skulle nødig til at have Stavad-tilstande i Grønland. Men derved være ikke sagt, at tingene ikke kan gøres anderledes. Risikoen for samfundet ligger i selskabstømning, som det er set i Danmark i en del år. Men den risiko kan man gøre noget ved. Man kan forlange sikkerhed for den udskudte skat. Og så slutte med det.

Det er vel almindelig kendt, at det er let at lave sorte penge her. Specielt for fiskere og fangere. Brættet er muligheden, og kommunen betaler oven i købet for driften. Og der er sikkert også mange andre muligheder. En af de sympatiske er selvbyggerordningen. I Grønland er det et krav, at man har stået i "lære", for at få et selvbyggerhus, og samtidig får man en eller flere lærlinge, der skal kvalificere sig for en dag selv at blive selvbygger. I Danmark ville man blive klapset af skattevæsenet. Det gør man heldigvis ikke her. Det er en fin ordning.

Der har været skrevet og talt meget om manglende midler til det ene og det andet. Den debat kører, så det vil jeg ikke kommentere, men begynder man at dræne virksomhederne for likviditet, bliver problemet på lidt længere sigt nok noget større.