Fremskridt og fattigdom

Når det gælder jord og naturlige ressourcer ejer Grønland mere end de fleste andre lande. Det var emnet for en artikelserie, som jeg sidste år skrev til månedsbladet »Ret og frihed«. De tre oversigtsartikler findes på internet www.Retsforbundet.dk

Tirsdag d. 14. august 2001
Finn G. Becker-Christensen
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sprog, Sundhedsvæsenet, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Retsforbundet
Grønlands rigdomme
Den Internationale Røde Kors Komité
Sproget
Dansk er svært
Èn gang til for prins Knud


Tak, Moses Olsen, for din opfordring i AG 7. august til at komme til Grønland igen og gøre noget for sundhedsvæsenet. I sammenlagt ca. 14 år fordelt over perioden 1978 til 2001 har jeg forsøgt helt konkret at gøre det. Jeg har brugt de bedste år af mit professionelle liv på at få sundhedsvæsenet i Grønland til at fungere med rødder i de grønlandske realiteter.

For tiden har jeg et andet projekt kørende. Jeg er fuldt i engageret i et dansk politisk parti frem til næste valg. Vor politik forekommer mig så indlysende rigtig, at jeg har revet et år ud af min kalender for dette projekt. Jeg håber det bedste og frygter det værste. Hvis det sidste bliver resultatet, så skal jeg igen ud på det lægelige arbejdsmarked og se, om der er brug for mig. Den tid, den sorg. Indtil videre har jeg andet at tænke på.

Retsforbundet
Overskriften på min artikel er titlen på en berømt bog af den amerikanske økonom og politiker, Henry George, der døde for godt 100 år siden. Bogen rummer idégrundlaget for en verdensomspændende bevægelse og for Danmarks Retsforbund. Moses Olsen mener, at grundskyld er ganske uegnet i Grønland. Han tager helt fejl. Boligpolitikken i Grønland, specielt i Nuuk, er rådden. Jord er en mangelvare. Det skyldes samfundets fremskridt. Derfor tjener spekulanter, sommetider også kriminelle, styrtende på boligmanglen. Disse fortjenester burde i stedet komme samfundet til nytte. Mange almindelige hæderlige mennesker i dagens Grønland bliver fattigere og fattigere.

Retsforbundets politik går ud på, at borgerne i et land (for min skyld gerne i hele verden) skal være fælles om de naturskabte goder, det vil sige jorden, råstofferne og de levende ressourcer. Det er helt urimeligt, at private kan eje disse ting, som kun findes i begrænset mængde. Det gælder råstoffer, havrigdomme og de enormt stigende jord og ejendomsværdier overalt i verdens vækstområder.

Grønlands rigdomme
Når det gælder jord og naturlige ressourcer ejer Grønland mere end de fleste andre lande. Det var emnet for en artikelserie, som jeg sidste år skrev til månedsbladet "Ret og frihed". De tre oversigtsartikler findes på internet www.Retsforbundet.dk<>

Moses Olsen og hans generation har ikke været gode til at passe på Grønlands rigdomme. De har hverken forstået at forvalte jorden eller de øvrige naturlige ressourcer. Disse er ikke uudtømmelige. Havets spisekammer plyndres, men ikke af fangere. Det gør fritidsjægere, som har deres gode arbejde og deres gode løn på land. Med hurtiggående både og dyrt udstyr når de frem til fangststederne og snupper det meste, inden fangerne kommer i deres joller og med deres beskedne hjælpemidler. Fangerne får smulerne fra de riges bord.

Fuglefjelde forsvinder, og de store havpattedyr bliver færre og færre. Men de skyldige påstår bare, at der er fangstdyr nok. Det er forkert.

Den Internationale Røde Kors Komité
Jeg har tidligere nævnt, at Moses Olsens yndlingsinteresse er kolonier. I sin forrige artikel i AG skrev han, at Den Internationale Røde Kors Komité er etableret af de daværende kolonimagter. Forkert.

Den er i 1863 etableret af svejtseren Henry Dunant. Kun svejtsiske statsborgere kan have ledende stillinger i denne organisation, som har ydet humanitær bistand under utallige krige. Jeg har været menig medarbejder. Jeg må bedrøve Moses Olsen med, at Svejts aldrig har været en kolonimagt. Dunant fik i 1901 Nobels fredspris.

Jeg taler ikke om de nationale Røde Kors selskaber i Grønland, Danmark og mange andre lande, der yder en fortjenstfuld indsats under naturkatastrofer og lignende, men ikke under krig.

Sproget
Det er en berigelse at kende flere sprog. Det er min teori, at flersprogethed øger forståelsen for ens eget modersmål og dets muligheder. Det gælder specielt, hvis der er så stor afstand mellem to sprog, som mellem grønlandsk dog dansk. Omvendt er det synd for de mennesker, som kun kender ét sprog.

Jeg tror desværre, at det går ned ad bakke med grønlandske børns danskkundskaber. Det er beklageligt, fordi sprog læres bedst, når man er ung.

Dansk er ikke det nemmeste fremmedsprog at lære. Jeg beundrer de grønlændere, som er dobbeltsprogede. Desværre er der så få danskere.

Mine kundskaber i grønlandsk lader meget tilbage at ønske. Jeg er ikke nær så dygtig til grønlandsk, som Moses Olsen er til dansk. Jeg har aldrig har taget eksamen i grønlandsk. Alligevel tillader jeg mig somme tider at vurdere en dobbeltsproget tekst. Som jeg skrev, så gør jeg det efter fattig evne. Jeg kender ingen andre, som jeg kan spørge, men jeg lader mig gerne korrigere.

Jeg synes også, at det er interessant at se, hvordan professionelle tolke klarer eller ikke klare vanskelighederne. Grønlandsk og dansk er jo så forskellige, som to sprog kan blive. Ikke alt kan oversættes.

Dansk er svært
"Én gang til for Moses Olsen" var overskriften på min forrige artikel. Resultatet var en advarsel mod forkerte formuleringer på mit modersmål. Moses Olsen brugte spalteplads i AG på at belære mig om de små danske ord "til", "for" og "imod".

Så vil jeg til gengæld have lov til at fortælle en sjov historie. Den siger noget om, hvordan et sprog udvikler sig, i dette tilfælde dansk.

Èn gang til for prins Knud
I 1958 opførtes på Falkonérteatret på Frederiksberg balletten "Det forsømte stævnemøde" af den franske forfatter Francoise Sagan. På scenen afslørede en fransk danserinde sine yndigheder.

Prins Knud var begejstret, men så dårligt fra den plads, som han havde. Derfor blev balletten efter tæppefald vist en gang til for prinseparret.

Episoden gav så anledning til revyvisen i Cirkusrevyen 1959, hvor Birgitte Reimer sang: "Så ta´r vi den én gang til for prins Knud". Visen blev verdensberømt i Danmark, og "Én gang til for ..." blev en fast bestanddel af det danske sprog.

En ordret oversættelse til grønlandsk giver måske kun mening for de færreste. Det forhenværende ærede folketingsmedlem kendte ikke historien om hans kongelige højhed. Jeg burde måske ikke have brugt vendingen i en grønlandsk avis. Da Moses Olsen var til translatøreksamen i dansk omfattede pensum ikke danske revyviser.

Men redaktøren for Atagu genkendte vendingen og lagde selv den korrekte forklaring ud i den grønlandske internetavis. Det er læserservice.

Men vi ta´r den ikke flere gange i AG. Tak for nu