Et skridt frem og to tilbage

Drømmen om stearinlys-, is- og fiskefabrikker i hver eneste bygd er smuk, men umulig. Med mindre altså at samfundet føres tilbage til den statslige kuvøse, hvor tilstanden var statisk, og folk blot blev holdt i gang. Dengang Grønland var et arbejdende frilandsmuseum, som det har været sagt i den politiske debat

Torsdag d. 18. oktober 2001
Ole Rud
Emnekreds: Bygder, Erhverv, Fiskeri, Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Ugennemtænkt
Dårligt tidspunkt
Seriøse politikere på banen
Urealistiske fordringer
Større kasseoverskud


Den nye Siumut-top med Hans Enoksen i spidsen har sendt samfundet ud i en erhvervspolitisk Grønlandspolka, der truer med med at tage pusten fra den nødvendige strukturpolitiske omlægning, som landsstyret har spillet op til med sin strukturpolitiske handlingsplan "En vision for fremtiden".

Hans Enoksen og hans partifælle Mikael Petersen, der er formand for landstingets finansudvalg har fra talerstolen og i diverse interviews i medierne, bebudet, at der endnu engang skal satses på fiskeriet. Denne gang det kystnære fiskeri.

Og med en frejdighed, der grænser til frækhed, har de meddelt, at det vil komme til at koste mange penge. Så mange, at det vil gå hårdt ud over alle øvrige samfundsområder. Hele det sociale område, uddannelserne, boligbyggeriet og så videre må holde for.

Ugennemtænkt
De nye politiske udmeldinger ligner til forveksling den hovsa-politik, der i 1980’erne systematisk tømte landskassen og i 1988 sendte landsstyret på tiggergang til den danske regering og ud på lånemarkedet. Det var dengang, Davis Strædet blev omdøbt til Konkurs Strædet.

Set med samfundsøjne virker Hans Enoksens og Michael Petersens programpolitiske erklæringer helt uigennemtænkte. De kommer samtidig med, at Grønlands største virksomhed, Royal Greenland A/S, fortsat vånder sig under en vanskelig og omfattende kapacitetstilpasning, og samtidig med, at selskabets nytiltrådte direktør taler om et nødvendigt kapitalindskud fra ejeren, Grønlands Hjemmestyre, i størrelsesordenen 300 millioner kroner i den gældsplagede koncern.

Dette burde være kendsgerninger, der kunne få seriøse politikere til at tøve en kende, før der igen bliver satset stort på nye fiskerieventyr. Det burde være fornuftig logik, at lade den tunge proces omkring kapacitetstilpasningen rulle videre og lade Royal Greenland A/S få en chance for at gennemføre de bebudede omstruktureringer af virksomheden i nogenlunde fred og ro, uden at få flere kapacitetsproblemer på halsen.

Dårligt tidspunkt
Udmeldingerne fra Hans Enoksen og Michael Petersen fremkommer iøvrigt på et tidspunkt, hvor vi igen mærker, hvor konjunkturfølsomt Grønland er netop på grund af sin ensidige erhvervsstruktur, koncentreret om fiskeriet.

Falder verdensmarkedsprisen på rejer, slår det øjeblikkeligt igennem i hele den grønlandske erhvervssektor.

Så sent som i ugen, der gik, blev der under landstingets fiskeripolitiske debat varslet yderligere offentlige tilskud til fiskeriet i form af garanterede mindstepriser.

Som Inuit Ataqatigiits ordfører, Johan Lund Olsen udtrykte det, så er tilskuddet vanskeligt at komme uden om, men ordningen bliver dyr.

· Den kommer, sagde han, til at koste enten skatteforhøjelser, forøgelse af udlandsgælden eller besparelser, der vil gøre ondt på resten af samfundet.

Seriøse politikere på banen
Med det in mente bør al snak om nye voldsomme satsninger i fiskerisektoren stoppes og imødegås af mere velovervejede og samfundsbevidste politikeres røster, både i landstinget og internt i Siumutpartiet.

Landsstyrets "Oplæg til strukturpolitisk handlingsplan" bør findes frem af de uoverskuelige papirbunker på pultene i landstinget så dens klare, overskuelige og meget konkrete handlingsplan igen kan komme på banen. Her findes klare målsætninger og tidsfæstede delmål for et flerstrenget erhvervsliv. En aktivitetsplan for, hvordan man inden for de økonomiske rammer, vi kender i dag, kan modernisere Grønland og geare samfundet til at tage imod de mennesker, der nødvendigvis må forlade fiskerisektoren i forbindelse med kapacitetstilpasningen for at sikre at såvel fiskere som producenter kan gøre landets såkaldte hovederhverv til en god forretning for samfundet.

Urealistiske fordringer
Enoksen og Co.’s politiske tankedrys er præget af klassisk bygderomantik og urealistiske fordringer om at skabe en ligelig udvikling på alle områder og i alle regioner af dette store og på mange måder utilgængelige land med en i antal lille og spredt befolkning. Skulle det være undgået nogens opmærksomhed, så skrider udviklingen uafvendeligt i retning af et bysamfund med fire af fem vækstcentre, hvor der arbejdes og produceres. Og hvor velfærdssamfundet, som vi vel alle ønsker, skabes. Drømmen om stearinlys-, is- og fiskefabrikker i hver eneste bygd er smuk, men umulig. Med mindre altså at samfundet føres tilbage til den statslige kuvøse, hvor tilstanden var statisk, og folk blot blev holdt i gang. Dengang Grønland var et arbejdende frilandsmuseum, som det har været sagt i den politiske debat.

Den nye partichef og hans støtter har lov til at mene, hvad de vil. Men det er beklageligt, at de forsøger at tage hele samfundet som gidsel for et politisk tankespind, der nok er egnet til at høste stemmer blandt dele af fiskeriet, men er ufuldkomment som bæredygtigt grundlag for en sund økonomi og fremadrettet samfundsudvikling.

Større kasseoverskud
Enoksen og hans fæller bør i stedet vågne op og finde tilbage i sporet af det oprindelige forslag til finanslov, som de selv har været med til at udarbejde. Et velafbalanceret forslag, der trods svulmende administrationsomkostninger sikrer, at udviklingen holdes i gang på alle områder, og at der ud af indtægterne i størrelsesordenen 5,2 milliarder kroner bliver et mindre men dog et overskud på 40 millioner kroner. Beløbet burde, ifølge Det Økonomiske Råd, rettelig være i størrelsesordenen 250 millioner kroner, for at opbygge hjemmestyrets reserver, så der er noget at stå imod med, hvis Grønland rammes af udefra kommende lavkonjunkturer. Samtidig er der i det oprindelige finanslovsforslag taget højde for, at den strukturpolitiske handlingsplan kan følges, og velfærdsudviklingen fastholdes.

Tiden er ikke til nye politiske eksperimenter, og befolkningen fortjener det heller ikke. Det kan anbefales, at den nye partitop rejser ud af bygden og ind i verden og ser på det globale samfund.

Herefter kunne de så overveje, om det ikke er på tide, at Grønland finder sin plads i det.