Den kroniske tilskudspsykose

Hjemmestyreordningen har med andre ord været præget af den politiske vision, at vi selv skal blive i stand til at forvalte bloktilskuddet fra Danmark

Fredag d. 16. november 2001
Ole Aggo Markussen
Emnekreds: Erhverv, Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Thule Air Base, Uddannelse, Økonomi.

Nogen må snart til at påtage sig opgaven at formulere, hvad et selvstyrende Grønland egentlig er for en størrelse.

I vante stil har partierne, nok særligt Siumut, sat sig i førersædet for at give et bud på et Grønland, der er selvstændigt i et ligeværdigt rigsfællesskab - på tilskud.

I en stort anlagt annonce for hver af Siumut-kandidaterne i Sermitsiaq nr. 45 gør Siumut sig til talsmand for et selvstyrende Grønland på tilskud fra amerikansk tilstedeværelse.

Det viser med al tydelig betænkelighed, at visse politikere endnu ikke har forstået, at et selvbærende Grønland nødvendigvis må forudsætte et selvbærende befolkning.

Det løser ikke noget som helst, om overførsler fra Danmark helt eller delvist erstattes med overførsler fra USA, og tilskud alene kan under ingen omstændigheder skabe et selvstændigt land.

Hvis et selvstyrende Grønland er et Grønland, der er økonomisk selvbærende gennem indsatsen fra dens egen befolkning, må man som ansvarlig politiker i det mindste gøre sig den ulejlighed at fordybe sig i, hvad der egentlig skal til, for at det kan ske.

Hvis man fastfryser scenariet med det nuværende landskasses økonomi, hvoraf omkring 2,6 milliarder kroner er direkte overførsler fra Danmark - retsvæsen, politi, forsvar med mere ikke medtaget og resten fra fiskeri, - og man antager, at det er det beløb, vi skal blive selvstændige på, må man seriøst formulere med hvilke politiske tiltag, at dette skal ske.

Da den årlige overførsel fra Danmark ryger direkte i landskassen, kan man sammenligne beløbet med den skatte- og afgiftsindtægt, som landskassen må hente, for at vi kan opretholde det samme levestandard som i dag. Der er meget at ønske i den henseende, men her har vi fastfrosset scenariet.

Hvis vi som borgere skal afgive 2,6 milliarder kroner til landskassen gennem skatter og afgifter, således at politikerne stadig har nogenlunde det samme beløb som i dag til at lave fordelingspolitik på, skal vi mindst have skabt i omegnen af 10 milliarder kroner ekstra årligt i værdi for at kunne honorere dette krav.

Med andre ord: Vi skal selv og ved hjælp af vores egen initiativrigdom kunne kompensere den nuværende overførsler fra Danmark med så meget mere, som skattetrykket forholdsmæssigt udtrykker.

Og det er det, der er udfordringen. En del af beløbet kan sandsynligvis hentes fra vores ressourcer i undergrunden og meget af det gennem en anderledes og protektionistisk økonomisk politik.

Men vi kommer ikke udenom, at størstedelen må hentes fra os selv. Det er her, at det selvbærende element kommer ind i billedet. Det betyder, at vi hver især må blive i stand til at forsørge os selv gennem de værdier, som vi skaber gennem vort arbejde.

Kravet til hver af os må være, at vi i større grad er i stand til at skabe værdier, som andre har interesse i at aftage. Som bekendt kan vi ikke leve af at administrere hinanden. Gennem Hjemmestyreordningens historie har der været fokus på administration. Hvem har ikke hørt parolen med, at nu må vi uddanne os, så vi kan overtage de tilkaldtes arbejde. Den dag i dag bliver parolen flittigt anvendt.

Hjemmestyreordningen har med andre ord været præget af den politiske vision, at vi selv skal blive i stand til at forvalte bloktilskuddet fra Danmark.

Og sikke en vision!

Vi må have anderledes visionære politikere, hvis vi som et land skal gøre os forhåbninger om at blive selvstændige, hvor selvstændighed ikke alene er en administrationsanliggende, men består af de forskelligartede facetter, som vores liv består af.

Udover at formulere et grundlæggende og langsigtet økonomisk politik, må visionen i det mindste indeholde tre grundlæggende erhvervspolitiske forudsætninger: Kapital, viden og rammer.

Samfundet mangler risikovillig kapital, og opgaven her er, under hvilke former og vilkår disse tilvejebringes.

Skal det være offentlig, semioffentlig, privat eller gennem en fond? For at starte en erhvervsudvikling i et land, der ikke har tradition for opsparing, må samfundet i første omgang være med til at stille denne til rådighed og bære risikoen.

Udover kapitalen har vi et betydeligt uddannelsesgab. Uddannelse i den henseende skal ikke kun forstås som samfundsvidenskabelig, noget som det etablerede partier til hudløshed har slået på, men uddannelser der traditionelt giver incitament til iværksætterånd og opfindsomhed.

For eksempel vil det ikke være dårligt, om vi fik flere unge ind i uddannelser som ingeniører, dataloger og kreative fag i det hele taget.

Som det afgørende led mangler vi rammerne. De politiske ramme for erhvervsudvikling eksisterer ikke i dag.

Her har Landstinget en stor og vigtig opgave i at formulere og udforme rammerne for landets politiske målsætninger og strategier for en reel, langsigtet og troværdig erhvervsudvikling.

At uddanne sig til at kunne administrere andre kan ikke være det primære mål med Hjemmestyret.