Kooperativer i Grønland og Nunavik

Kooperation betyder samarbejde og udstrækkes dette til at omfatte mere end selve virksomheden kan der også skabes levedygtige systemer. I stedet for markedsøkonomi og konkurrence er der netværk af samarbejdende virksomheder. Dette er en meget vigtig pointe i globaliseringens tidsalder

Lørdag d. 17. november 2001
Gorm Winther, Professor ved Aalborg Universitet  
Emnekreds: Erhverv, Politik, Økonomi.

I tidsskriftet "Grønland" kunne man for et par år siden læse en udtalelse fra formanden for Sisimiut erhvervsråd Jørgen Labansen. Han sagde, at den kooperative idé er gammeldags, fordi demokrati er for langsomt. Og når det er pengene, der råder, som det overalt er tilfældet nu, så går det ikke med demokratiske beslutninger i virksomheder.

En sådan udtalelse er i alt fald problematisk af to årsager. For det første er det sådan, at alle typer af selskaber, er tvunget til at indrette sig på komplicerede beslutninger. Der skal, uanset om det er en demokratisk ledet virksomhed eller en topstyret bureaukratisk virksomhed, afholdes en masse møder, seminarer, konferencer og deslige. Populært sagt - den megen snak er kommet for at blive, den moderne virksomhed kræver mere kommunikation end nogensinde og den kræver også mere hensyntagen end nogensinde til de ansattes synspunkter. Så når beslutninger kræver en masse kommunikation, er spørgsmålet i højere grad, hvem der skal deltage og om det er klogt at drive nye videnbaserede organisationer som en gammeldags fiskeindustri baseret på "et kæft, trit og retningsprincip"? Det er det næppe, og det bringer os til den anden indvending mod denne type af argumentation - nemlig den, at demokrati og ledelse er en lige så muskuløs pengemaskine, som gammeldags topstyrede virksomheder er det! Drevet på den rigtige måde synes mange demokratiserede virksomheder - kooperativer, medarbejderejede selskaber og lignende - relativt set mere effektive end traditionelle. I den slags virksomheder er der færre modsætninger mellem ledelse og ansatte, færre konflikter, mindre fravær og en lavere personaleomsætning. Forskningsresultater fra forskellige steder i verden foreslår ensstemmende at de økonomiske resultater og produktiviteten forbedres, fordi de ansatte motiveres mere, når der er med i beslutningerne.

For nyligt offentliggjorde "Sammenslutningen af kooperativer i Ny-Québec" en tidsserie af historiske data fra 1968 til i dag. Der var tale om finansielle data for 14 kooperativer i Nunavik, hvor indtjeningen og produktiviteten stort set for alle selskaber har været stigende over perioden. Sammenslutningen er fra tidligere at være afhængig af offentlige tilskud gået til en situation, hvor man alene kan klare sig for medlemsvirksomhedernes indskud til sammenslutningen. Andelsselskaberne i Nunavik spreder sig over alle typer af erhvervsaktiviteter primære erhverv, butikker, husflid, energiforsyning, turisme og hoteller. Det tyder på at andelsbevægelsen i Nunavik er levedygtig, og det bekræfter, hvad vi har set andre steder i verden. Men på samme tid repræsenterer dette et paradoks for os - for hvordan kan det være at andelsbevægelsen i Grønland slet ikke kunne fremvise de samme resultater?

Siden G50 har både danske og grønlandske beslutningstagere med vekslende styrke luftet ideen om, at det grønlandske erhvervsliv skulle organiseres på andelsbasis. Kooperativer er ofte kendetegnet ved andelseje og grunden til, at denne type virksomhed er særligt velegnet for lokale initiativ og foretagsomhed er, at denne selskabsform ikke stiller så store kapitalkrav til de, der vil være med. I et andelsselskab med begrænset ansvar hæfter man alene for sit indskud, og man kan ikke sælge sin andel eller aktie på et marked. Det eneste man kan trække ud, er det man har investeret. Til gengæld modtager man så årligt en andel i overskuddet - dividenden og medlemmerne af selskabet udøver demokratisk kontrol efter princippet en person - en stemme på andelshavernes generalforsamling. Der findes flere typer af kooperativer, hvor Brugserne er de eneste der er tilbage i Grønland. Brugserne er forbrugerkooperativer, dvs medlemmerne er butikkernes kunder og disse kan hvert år modtage en dividende, hvis størrelse afhænger af hvor meget man har købt ind. Tilsvarende kan leverandører danne et leverandørkooperativ - I Danmark typisk landmænd der dannede andelssvineslagterier og andelsmejerier og i Grønland tidligere fiskere og fangere der oprettede indhandlingssteder på andelsbasis, hvor overskudsdelingen bestemmes af samhandel med selskabet. Endelig kan arbejdere danne kooperativer efter samme principper - typisk er det håndværkere, der går sammen i f.eks et tømrernes eller et malernes andelsselskab.

I Grønland havde vi udover brugserne indtil slutningen af firserne produktionsandelsselskaber mestendels i bygderne. I byerne var der dog også selskaber som Sipineq i Sisimiut og Avataq i Qaqortoq. Disse selskaber var leverandørkooperativer, der alle måtte dreje nøglen om til sidst - ind imellem gik det dog også meget godt, hvor selskaber som Arsuk og Sipineq kunne fremvise gode økonomiske resultater.

Der tegner sig flere forklaringer på, hvorfor det gik helt anderledes i Grønland end i Nunavik. For det første må det nok siges at andelsselskaberne kom i klemme mellem de offentligt drevne selskaber på den ene side og de private på den anden. Dette kan havde skabt ulige konkurrencevilkår for kooperativerne, der for det meste befandt sig i bygderne. For det andet var der mangel på forståelse for andelstanken, hvilket antyder at der var behov for uddannelse af medlemmerne. Endvidere må man for det tredje huske at kooperativer ofte er virksomheder dannet med et defensivt formål. Når forbrugerne tidligere gik sammen i brugsforeninger var det i Danmark en reaktion på rige købmænd, der tog for høje priser for sine varer. Det samme med leverandører som bønder og fiskere. Når de gik sammen i et selskab var det for at opnå højere priser på de varer, man tidligere havde været tvunget til at levere til underpris til storbønder og godsejere. Og endeligt arbejderne i byerne - disse gik sammen for at opnå højere lønninger og bedre arbejdsforhold. Andelsbevægelsen er med andre ord en selvhjælpsbevægelse, og dette sammenholdt med den stadige tilstedeværelse af indkomstoverførsler fra den danske stat kan også være en forklaring. Hvis staten kan sikre rimelige vilkår for forbrugere, leverandører og medarbejdere forsvinder incitamentet til at "tage skeen i egen hånd". For det fjerde var andelsselskaberne ofte geografisk placeret hvor de naturgivne forudsætninger vanskeliggjorde enhver form for normal drift. Og endeligt for det femte skal det ikke udelukkes, at der blandt tilkaldte danske medarbejdere i centrale ledelsesfunktioner har været en modvilje mod at gennemføre politiske målsætninger om andelsdrift. Denne driftsform kunne udgøre en fare erhvervede privilegier og magtpositioner, som man i højere grad kan opnå i traditionelle offentlige og private virksomheder.

Den vigtigste forklaring gemmer sig måske i virkeligheden i erfaringerne fra Nunavik. "Sammenslutningen af kooperativer i Ny-Québec" er kooperativernes organisation, og dette understreger vigtigheden af støttestrukturer. En sådan sammenslutning kan yde rådgivning til virksomhederne, man kan etablere uddannelsesforanstaltninger for medarbejdere og ledelse og man kan assistere finansielt med lån ved oprettelse og drift af kooperativer. På samme tid kan en sådan interesseorganisation repræsentere kooperativernes interesser overfor politiske og administrative beslutningstagere. Om kooperativer går godt eller dårligt synes netop at have med dette at gøre - kooperation betyder samarbejde og udstrækkes dette til at omfatte mere end selve virksomheden kan der også skabes levedygtige systemer. I stedet for markedsøkonomi og konkurrence er der netværk af samarbejdende virksomheder. Dette er en meget vigtig pointe i globaliseringens tidsalder.

Og det er måske også vigtigt for Grønland - nu hvor man leder efter modeller lokalt, der kan sikre en videre drift af lokale indhandlingssteder og fiskeindustrier. Endvidere kan denne selskabsform måske være en model i forbindelse med generationsskiftet i virksomheder. Det synes på sin plads at vende øjnene mod vest - det kan være at man kan lære noget af de "derovre på den anden side".