Børnepasning stavnsbinder

Mon ikke samfundet ville have bedre gavn af de 400.000 - 600,000 kroner, som det vil kræve, at erstatte både min mand og jeg? Mon ikke der findes en børnehave i byen, der vil være glad for disse penge?

Lørdag d. 19. januar 2002
Astrid Jarre
Emnekreds: Løn og overenskomster, Politik, Økonomi.

I den følgende kommentar til borgmesterens nytårsbrev (Nuuk Ugeavis Nr. 51/2001) tillader jeg mig at blande mig i spørgsmål vedrørende Nuup Kommunea og Hjemmestyret - som to af de store arbejdsgivere i byen - og jeg retter derfor brevet til jer begge to.

Min mand er ansat ved Grønlands Hjemmestyre som tilkaldte arbejdskraft, vores datter og jeg fulgte med. Vi har boet i Nuuk i halvandet år og er glade nok for at være her. Da vi kom til Nuuk til jobsamtale for snart to år siden, blev vi gjort opmærksom på ventetider med hensyn til personalebolig (ca. 6-8 måneder) og børnepasning (ca. halvandet år).

Det tog allerede meget længere tid inden vi fik tilbudt en bolig, men efter nu 22 måneder på ventelisten vil kommunen stadig ikke give vores datter en børnehaveplads - der er altså stadig ikke lys på enden af tunnellen.

Indtil nu er hun blevet passet i privat dagpleje, og vi har været meget glade for begge dagplejemødre. Hun har udviklet sig godt, og er også blevet god til grønlandsk, der er hendes tredje sprog efter tysk og dansk. Pasningen har medført, at jeg har kunnet arbejde på deltid, bl.a., at organisere, gennemføre og afrapportere en workshop ved Grønlands Naturinstitut/ Pinngortitaleriffik om det marine økosystem ved Vestgrønland, der i december måned blev omtalt i medierne.

Nu er vores dagplejemor ved at holde op, idet hun rejser fra Nuuk. Af hensyn til vores datters udvikling og hendes integration i samfundet ville det være langt det mest hensigtsmæssige, at hun kunne fortsætte i en børnehave. Men denne mulighed bliver hun nægtet i Nuup Kommunea - og efter oplysninger fra den private børnehave "Esther" er ventelisten dér ligeledes alt for lang.

Det er blevet peget på, at vi kunne skifte til en venteliste med højere prioritet i kommunen, hvis jeg ville begynde på en uddannelse. Er det virkelig hensyn i et samfund, der efter sigende mangler veluddannet arbejdskraft, at de, der har en god uddannelse i forvejen, og meget gerne vil arbejde til gavn for samfundet, skal blive ved med at uddanne sig? Jeg er udmærket klar over, at disse tilfælde findes i kommunen, og en del af disse uddannelser tillige godt nok mest står på papiret. Kan det virkelig være meningen?

Der må også beklages en generel mangel af deltidsarbejdspladser. Mødre, der ikke kan stole på en meget stabil børnepasning, vil have svært ved at indgå i et arbejde, der forudsætter en vedvarende indsats, som er typisk for arbejdspladser, der kræver en højere uddannelse. Er det virkelig meningen, at samfundet på denne måde går glip af kvalificeret arbejdskraft, fordi især mødre af mindre børn bliver tvunget til at gå hjemme, hvis de ikke kan eller vil acceptere fuldtidsarbejde?

Nej, jeg har heldigvis ikke problemer med, at påtage mig det ansvar for min lille datter, der efterlyses af borgmesteren. Jeg er også i den heldige situation, at min viden og kunnen er efterspurgt flere steder i verden. Og så vil vi i de næste måneder være på tur - til et sted, hvor også min datter får lov til at udvikle sig svarende til sin alder og evne - og hvor jeg kan arbejde sideløbende, i non-profit sektoren, til gavn for andre samfund.

På sigt har det selvfølgelig slet ikke vores interesse, at være adskilt fra faderen/ manden. Efter oplysning i Magisterbladet Nr. 23/2001 i artiklen "Akademikere flygter fra hjemmestyret" koster det 2-300.000 kroner, hver gang en ny medarbejder skal installeres. Mon ikke samfundet ville have bedre gavn af de 400.000 - 600,000 kroner, som det vil kræve, at erstatte både min mand og jeg? Mon ikke der findes en børnehave i byen, der vil være glad for disse penge?

Den retning I vælger ved at prioritere børnene - og børnefamilier - ned er, at de tilkaldte, der søger stillinger, bliver unge, enlige mand, der får sig lidt joberfaring heroppe, og rejser lige så snart, de har fået nok. Er det ikke alt for gammeldags?