Enøjet heksejagt

Og det virker da overvældende, at Lars Emil Johansen - efter nogle års forgæves søgen efter en topstilling i dansk (eller til nød grønlandsk) erhvervsliv - i slutningen af 1997 forlod posten som landsstyreformand og repræsentant for Royal Greenlands ejere og blev ansat i en nyoprettet stilling som vicekoncernchef

Tirsdag d. 12. februar 2002
Atuagalliutit/Grønlandsposten
Emnekreds: Erhverv, Kultur og samfund, Politik, Royal Greenland i krise, Økonomi.

MAN TRYKKER GULD i hånden på folk, man vil af med. På den måde kan man afskedige umuliusser, der enten har lang opsigelse eller en stærk fagorganisation i ryggen. Gyldne håndtryk er noget, man giver til folk, der ikke må lave flere ulykker. Gyldne håndtryk er altså noget, man giver folk, der ikke har fortjent det.

De to koncernchefer i Royal Greenland har ikke fået gyldne håndtryk. De er nemlig ikke blevet fyret, og er næppe heller blevet bedt om at gå, men har sagt op i konsekvens af nogle forhold, vi ikke kender alt til. De to chefers fratrædelse indebærer i overensstemmelse med ansættelseskontrakterne, at der kommer et større beløb til udbetaling. Det er almindeligt i erhvervslivets topstillinger, hvor fremtiden af mange årsager kan være uberegnelig. Det gælder ikke mindst i offentligt ejede selskaber - og vel især her i landet, hvor politik og nepotisme kan afsætte ledelser fra den ene dag til den anden.

De "gyldne" fratrædelsesordninger begrundes også med, at dårlige resultater, der skyldes ejerens dispositioner, uundgåeligt falder tilbage på ledelsen og bremser karrieren.
  AG's tidligere opfattelse af
Per Berthelsens
farvel til Siumut:


Wild-west-demokrati (II)
Per Berthelsen lock-outet
 
   
I ØJEBLIKKET er der en regulær heksejagt i gang, som skal sende koncernchef Ole Ramlau-Hansen og vicekoncernchef Lars Emil Johansen på bålet. De kritiseres næsten for at have taget af kassen. En af de mest fanatiske heksejægere, Per Berthelsen, var indtil for nylig medlem af det parti, der ustandseligt har kaldt Royal Greenland-ledelsen "til orden", når den resultatorienterede effektivisering af virksomheden gik ud over vælgernes beskæftigelse.

Naturligvis er det forkert, hvis nogle mennesker høster urimelig økonomisk fordel af deres politiske tilhørsforhold eller deres indflydelse i det offentlige system og magtapparat. Og det virker da overvældende, at Lars Emil Johansen - efter nogle års forgæves søgen efter en topstilling i dansk (eller til nød grønlandsk) erhvervsliv - i slutningen af 1997 forlod posten som landsstyreformand og repræsentant for Royal Greenlands ejere og blev ansat i en nyoprettet stilling som vicekoncernchef for nu - efter kun fire års arbejde til en rigtig god løn - at forlade jobbet med et antal ekstra millioner i tegnebogen.

MEN DET ER vel først og fremmest ejeren, der skal klandres for de urimeligheder, som ansættelseskontrakterne måtte indeholde, ikke de ansatte.

Det påstås uhæmmet, at Royal Greenlands ledelse har været inkompetent og gjort sig skyldig i så alvorlige fejl, at det har bragt Grønland på randen af bankerot. Det er sandt nok, at en del dispositioner, der på et tidspunkt så rigtige ud og næppe kunne være fravalgt, kiksede af årsager, som koncernen ikke har haft indflydelse på.

Naturligvis har ledelsen ansvaret. Hvem ellers? Men det er altså ansvaret for, at russerne efter et regeringsskifte rendte fra alle aftaler. Det er ansvaret for den økonomiske krise i Japan og den valutaudvikling, som fulgte i kølvandet på hele det asiatiske marked. Det er også ansvaret for tab på køb i styrkede valutaer og kontraktbundne salg til de vigende. Og det er ansvaret for de håbløse, fiskeripolitiske tilfældigheder, der har været en del af betingelserne for Royal Greenlands virksomhed. Jo, der er sket fejl. Og vel sagtens også nogle, der kunne være undgået. For det er vel ikke anderledes i Royal Greenland end andre steder.

EN EKSPORTVIRKSOMHED vurderes på sin evne til at tjene penge. Det har Royal Greenland bestemt ikke været god til, og det er der givet mange mere eller mindre gangbare forklaringer på, hvoraf nogle har dækket over politikerne og deres dispositioner og andre over politisk korrekte, men fagligt forkerte ansættelser. Det falder nu tilbage på koncernledelsen og sætter ganske rigtigt dens favorable fratrædelsesordninger i et ubehageligt lys.

Det er tydeligt, at koncernledelsen har svigtet. Den skulle nemlig for længst have frabedt sig den politiske indflydelse i virksomheden. Den skulle have læst politikerne teksten og forklaret, at man ikke kan drive en virksomhed rentabelt og samtidig bruge den som et socialpolitisk værktøj.

KONCERNENS regnskab for 2001 præsenterer angiveligt et underskud på et par hundrede millioner kroner, men det er belastet af en økonomisk "oprydning", der skal give den nye ledelse så god en startposition som muligt. Tabsgivende investeringer og urentable engagementer bringes så vidt muligt ud af verden med omfattende afskrivninger.

Royal Greenlands bestyrelsesformand Uffe Ellemann-Jensen understreger i et interview på side 7, at der i 2001 reelt er et mindre driftsoverskud, og at virksomheden har potentiale.

Resultatet afspejler altså ikke akut katastrofe, men aktuel, påtrængende alvor. Meget er allerede gjort. Mere skal gøres. For eksempel kan politikerne holde op med at blande sig i effektiviseringsprocessen, i fastsættelsen af indhandlingspriser og i øvrigt afholde sig fra enhver anden influerende medvirken.

Vil hjemmestyret på den anden side fastholde en politisk styring af virksomhedens drift, må vi se i øjnene, at den næppe nogensinde bliver nogen god forretning.