Man ku’ jo prøve igen

SIK må selvfølgelig selv bestemme, hvordan den vil agere som faglig organisation. Men skulle vi give et råd, så koncentrer jer om det faglige! Stop de mange politiske og etniske dagsordener. Sats på blot at være en god fagforening for medlemmerne.

Onsdag d. 27. marts 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Erhverv, Løn og overenskomster, Økonomi.

Når arbejdsmarkedet på tirsdag den 2. april kastes ud i en omfattende konflikt, står Grønland i en historisk ny situation. Styrkeprøven mellem arbejdsgiverne og lønmodtagerne i GA og SIK vil få betydning for os alle.

Isoleret set er det uenighed om et par betalte kaffepauser i løbet af dagen, der har fået arbejdsgiverne til at varsle storkonflikt. Det kan man mene om, hvad man vil, men ingen kan være i tvivl om, at SIKs krav om overenskomstforbedringer i størrelsesordenen 12 - 15 procent vil få alvorlige konsekvenser for økonomien i nødlidende fiskeindustrivirksomheder som Royal Greenland A/S og Nuka A/S.

Nu er det nok heller ikke kun SIKs krav om kaffepauser til arbejderne i fiskeindustrien, der har fået GA på barrikaderne. Uenigheden mellem de to organisationer stikker dybere. I realiteten er parterne ude i en benhård kamp om forhandlings- og overenskomststrukturen på det private arbejdsmarked, som de offentligt ejede aktieselskaber også er en del af.

Indtil for nylig tegnede SIK overenskomst efter direkte forhandling med den enkelte virksomhed. For så vidt en ønskesituation for lønmodtagerne, der kunne bruge forhandlingsresultatet i den ene virksomhed som løftestang for forhandlingerne i den næste.

Men i de senere år har Grønlands Arbejdsgiverforening vokset sig stor og stærk. Og GAs strategi har været åben og synlig: Et velorganiseret arbejdsmarked, hvor løn og ansættelsesforhold reguleres gennem kollektive overenskomster og aftaler mellem parterne - gerne i en slags trepartsforhold med snæver kontakt til hjemmestyret.

Det strømlinede GA har med flere og flere af de store virksomheder bag sig så at sige tvunget SIK til forhandlingsbordet og til at indgå en adfærdsregulerende hovedaftale. Samtidig er SIKs mange overenskomster med virksomhederne ved at blive afløst af få kollektive brancheoverenskomster mellem SIK og GA.

Den udvikling har aldrig været SIKs kop te. Jess G. Berthelsen har strittet imod med alle midler, forhalet forhandlinger, brudt hovedaftalen og overenskomster - alt sammen til ubodelig skade for SIKs medlemmer, som imidlertid er vant til at holde kæft og ikke sætte sig op mod forbundsledelsen.

SIK må selvfølgelig selv bestemme, hvordan den vil agere som faglig organisation. Men skulle vi give et råd, så koncentrer jer om det faglige! Stop de mange politiske og etniske dagsordener. Sats på blot at være en god fagforening for medlemmerne. Saml kræfterne om et modspil til GA. Brug jeres evner til et konstruktivt samarbejde med jeres modpart.

Vi har brug for en velfungerende fagbevægelse, et trimmet og åbent SIK som modvægt til GA. Hvis ikke SIK erkender det, så havner organisationen på historiens losseplads.

GA har i den aktuelle situation gjort et kunststykke, som tydeligt viser overmatchningen mellem arbejdsgiverne og SIK: Alle organisationens medlemsvirksomheder (med undtagelse af Gerhard Petersens Pilersuisoq) går i konflikt i solidaritet med virksomheder i fiskeindustrien, som er ejet af det offentlige.

Konflikten skyldes ikke kun uenigheden om et par kaffepauser. Konflikten kommer, fordi GA simpelthen er løbet fra SIK både politisk og organisatorisk.

Men måske skulle parterne bruge påskedagene til at nyde en god kop kaffe sammen. Så kan vi måske undgå den konflikt, som ingen vil få gavn af.