Misbrug af faglig ekspertise

Dét, det gælder om for tilhængere af hjælpen til Grønland, er at demonstrere over for danske skatteydere, at de får noget for pengene. At de ikke sløses væk i ineffektive, politiserede offentlige virksomheder, og at de grønlandske politikere ikke bare bevilliger dem til hinanden

Søndag d. 14. april 2002
Martin Paldam
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Økonomi.

NOGLE MYTER er populære af politiske grunde. En af dem er, at de fem milliarder, som vi danske skatteydere årligt betaler til Færøerne og Grønland, ikke koster os noget. Denne myte er meget populær i de to lande af let forståelige årsager, men den er en hån imod danske skatteydere. Desuden er det noget sludder.

I Jyllands-Posten og i DR's Orientering 21/3 har professor Gorm Winther (Grønlands Universitet) prøvet at udbrede myten. Noget så tåbeligt kan kun udbredes ved at misbruge økonomisk analyse til at sløre urimeligheder og fejl. Det gør sagen værre, at Gorm Winther ved, at det er galt, hvad han siger. Gorm Winther viser, at et beløb til Grønland ikke koster Danmark noget, ved at sammenligne med en situation, hvor pengene bliver begravet, men det siger han ikke.

Valgløfte
Vi har i snart mange år haft et stort problem med det danske skattetryk, og alle regeringer har kæmpet for at hindre det i at vokse. Den nye regering har et skattestop som sit vigtigste valgløfte.

Den realistiske sammenligning er altså, at vi enten giver skattekroner til de to lande eller bruger dem til offentlige udgifter i Danmark. Lad os gøre sagen konkret: Alternativet er at bruge et givet beløb til enten at bygge en skole i Grønland eller i Danmark. Forskellen er skolen, dvs. dét, der fås for pengene. Danske skatteydere har givet grønlænderne en skole, som de ellers selv ville have fået. Det er det centrale resten er kun små justeringer.

Hvorfra kommer så de halve økonomiske teorier, der bruges til at forvrøvle sagen? Argumentet er, at den offentlige ydelse ofte købes af de samme danske producenter. Også skoler i Grønland bygges af danske mursten og delvist af danske håndværkere. Økonomer taler om den primære aktivitet (skolen) og de sekundære effekter (de penge, der betales for mursten, håndværkere, m.v.). I Gorm Winthers analyse glemmes den primære aktivitet han nøjes med de sekundære. Her ser han også bort fra, at der også ville være sekundære effekter, hvis skolen blev bygget i Danmark de ville faktisk være ca. 25 pct. større.

Han forudsætter dermed, at pengene i alternativet hverken har en primær eller en sekundær virkning. Det er kun tilfældet, hvis de bliver begravet. I den rimelige sammenligning er forskellen hele den primære aktivitet og noget af den sekundære aktivitet. Det koster os altså lidt mere end 100 pct. af det beløb, vi giver, at give det til Grønland! Det er vigtigt at diskutere, hvor mange penge vi skal give til Grønland i fremtiden. Det spreder kun forvirring og vrede, hvis man prøver at bilde nogen ind, at penge til Grønland ikke koster danske skatteydere noget.

Dét, det gælder om for tilhængere af hjælpen til Grønland, er at demonstrere over for danske skatteydere, at de får noget for pengene. At de ikke sløses væk i ineffektive, politiserede offentlige virksomheder, og at de grønlandske politikere ikke bare bevilliger dem til hinanden.

Stor afhængighed
Grønland gør, hvad det kan for at blive så selvstændigt som muligt. Landet ønsker ikke at være og er ikke en integreret del af Danmark. De over 100 mia. kr., vi har givet i fortiden, har skabt en stor afhængighed, så vi kan ikke afbryde den enorme pengestrøm pludseligt. På den anden side er vel også klart, at vi ikke har påtaget os en forpligtigelse til at betale til evig tid. Det er derfor vigtigt at få lavet en rimelig aftrapning i takt med, at Grønland bliver mere uafhængigt. Det er også vigtigt, at grønlænderne alvorligt overvejer, hvordan de får skabt en normal, selvbærende økonomi og begynder at følge en konsekvent kurs i den retning.