Der er nogen, der har spist af forrådene!

Ligesom vore forfædre gik vinteren i møde, går vi nu en tid i møde, hvor det økonomiske opsving ser ud til at fortone sig. Fangsten truer med at slå fejl. Udgifterne bliver større. En større del af befolkningen udgøres af mennesker, der ikke længere er unge - mennesker som jeg selv. Det medfører øgede udgifter til sundhedsvæsen, ældreforsorg o.s.v.

Torsdag d. 2. maj 2002
Otto Steenholdt
Emnekreds: Politik, Sociale spørgsmål, Økonomi.

Under EM 2000 vedtog Landstinget en Finanslov for 2001. Under denne samling følger vi op på den finanslov, der dengang blev vedtaget. Det gør vi i dag med Tillægsbevillingsloven og i næste uge med Landskassens regnskaber.

Men hvad er Tillægsbevillingsloven egentlig for en størrelse?

Med Finansloven sætter Landstinget de økonomiske rammer for Landsstyrets virksomhed. Pengene fordeles efter Landstingets prioritering. Alle de udgifter der kan forudses, indarbejdes i Finansloven, alt efter hvordan Landstinget ønsker at fordele pengene.

Men ikke alle udgifter kan forudses. Det er derfor vi har et Finansudvalg, som på vegne af Landstinget kan godkende bevillingsansøgninger fra Landsstyret. Forudsætningen for Finansudvalgets godkendelse er, at udgiften er væsentlig, at udgiften er uforudset og at den ikke kan afvente næste finanslov.

Samtidig har Landsstyret nogle bemyndigelser, som giver mulighed for i begrænset omfang at flytte penge fra én aktivitet til andre aktiviteter inden for samme område.

Vores opgave i dag er formelt at godkende Finansudvalgets afgørelser og Landsstyrets rokeringer.

Uventede udgifter kan vi ikke undgå. Tillægsbevillingerne ændrer på Finanslovens rammer, men det er vigtigt at de ikke underminerer Finansloven. Ændringerne må ikke have et omfang, som fuldstændig undergraver Landstingets samlede prioritering.

Landstinget vedtog med Finansloven for 2001 en økonomisk ansvarlig prioritering og fastholdt et overskudsmål på 35 mio. kr. Vi besluttede i fællesskab at lægge penge til side, at spare op til de dårlige tider, som vi forudså ville indfinde sig. Sådan har vi grønlændere altid gjort. Vi har samlet vinterforråd og lagt depoter ud til vore lange slæderejser. Vore kloge forfædre vidste, at fangsten kan slå fejl og at manglende forudseenhed kan koste livet.

Ligesom vore forfædre gik vinteren i møde, går vi nu en tid i møde, hvor det økonomiske opsving ser ud til at fortone sig. Fangsten truer med at slå fejl. Udgifterne bliver større. En større del af befolkningen udgøres af mennesker, der ikke længere er unge - mennesker som jeg selv. Det medfører øgede udgifter til sundhedsvæsen, ældreforsorg o.s.v.

Derfor er det vigtigt at vi er forudseende og lægger vinterforråd i depoterne. Det er vigtigt, at vi sparer op og lægger til side.

Det besluttede Landstinget da også med vedtagelsen af Finansloven for 2001. Vi besluttede at lægge 35 mio. kr. til side, men når man ser på Landskassens regnskaber, så opdager man, at de 35 mio. kr. er svundet ind til sølle 5 mio. kr.

Der er nogen, der har spist af forrådene!

Finansudvalget har bevilget 47 mio. kr. i tillægsbevillinger, og Landstinget har bevilget yderligere 43 mio. kr. til sundhedsvæsenet.

Vi har ikke haft viljestyrken til at lade forrådene ligge, til der for alvor bliver behov.

Hvad gjorde man i gamle dage, når der var nogen, der forgreb sig på vinterforrådene? Hvordan kan vi få synderne til at forstå, at vi sætter hele samfundets eksistens på spil? Det er den erkendelse vi skal nå til i dag - erkendelsen af, at selvdisciplin er nødvendig og at vi må tænke på fremtiden.

Det gælder også når naboen kommer og siger, at hans familie sulter. Vi kan give ham lidt, men ikke så meget, at vi sætter alles liv på spil, når vinteren for alvor bider og al fangst er umulig. Det vi giver, må vi tage fra andres ration.

Landstinget har givet, men det vi har givet, har vi ikke taget fra andres rationer. Vi har taget det fra forrådene.

Det bliver ikke bedre af, at vi kan se, at Landsstyret har brugt midler, som Landstinget ikke har bevilget.

Det er ikke kun Landstinget, der ikke har kunnet lade forrådskamrene i fred. Også Landsstyret har forgrebet sig på de forråd, der skal sikre vores fremtid.

Skal vi tvinge dem ud på en isflage - tvinge dem til at gå Qivippoq? Det er fristende, måske, men i Grønland har vi også tradition for at lade nåde gå for ret. Vi har tradition for at give de, der har forbrudt sig, en chance for at yde et bidrag til samfundet og dermed genvinde retten til en plads i fællesskabet.

Det er det vi skal kræve af Landsstyret - men også af os selv, for Landsstyret har ikke været alene om at tage kød fra forrådene. Lad os se hinanden i øjnene og indse at vi har båret os tåbeligt ad. Den fejl må vi ikke begå igen.

Det haster nu, hvis vi skal samle forråd til vinteren. Sidste år nåede vi kun 5 mio. kr. skønt vi havde planlagt 35. Det er nu, vi skal yde vores bidrag til samfundet. Det er nu, vi skal lægge til side.