Vi har brug for bloktilskuddet, men ...

Desuden vil besparelserne nødvendigvis ramme bosætningsmønsteret, da vi ikke vil have råd til at opretholde de mange beboede steder ...En del af anlægsudgifterne må derfor gå til boligbyggeri de steder, hvor man planlægger at koncentrere befolkningen

Fredag d. 7. juni 2002
Sermitsiaq
Emnekreds: Politik, Rigsfællesskab og selvstyre, Sociale spørgsmål, Økonomi.

Det er beundringsværdigt, at IA tør kaste sig ud i en valgkamp med bloktilskuddets afvikling på dagsorden. Det vil sandsynligvis få konsekvenser for bosætningen, uddannelser og sundhedsydelser. Det vil betyde, at vi alle bliver fattigere, og at vi ikke kan gennemføre de mange infrastrukturopgaver, som er så vigtige. Herunder de mange renoveringsopgaver, som Landstinget gennem årene har skubbet for an sig, og som mere og mere trænger sig på.

Dertil kommer et voksende pres på driftsudgifterne især på socialområdet på grund af svigtende børneomsorg og et stigende antal ældre.

Og så er der det livsvigtige uddannelsesområde, som må have de nødvendige midler, og endelig sundhedsområdet, hvor der kun kan spares ved at indføre brugerbetaling.

Der er ingen tvivl om, at IA vil blive mødt med modstand, når valgkampen går igang, og IA vil blive stillet over for spørgsmålet om, hvor vi skal spare. Der vil blive stillet krav til IA om præcis at fremlægge, hvor besparelserne kan gennemføres år for år.

IA’s argument for at fjerne bloktilskuddet er, at det bremser udviklingen og initiativlysten. Når vi får det hele forærende er der ikke nogen grund til at gøre noget selv, er den negative lære af bloktilskuddets konsekvenser.

Desuden mener IA, at det er vigtigt, at Grønland sikrer sin økonomiske uafhængighed, og at den eneste vej er at knokle sig op ved egen kraft. Det er et sundhedstegn, at man vil klare sig selv.

Spørgsmålet er imidlertid, om politikerne ikke kan fremme initiativlysten samtidig med, at man beholder bloktilskuddet. Derved fjerner man ikke afhængigheden af Danmark og EU, men vi kan lige så godt indrømme, at vi har et så stort anlægs- og renoveringsbehov, at vi ikke kan magte opgaven alene.

Men politikerne kan sørge for at styre bloktilskuddet, så det går til de nødvendige anlægs- og renoveringsarbejder, og at vi selv klarer driften.

Da der ikke kan spares på uddannelser, med mindre man lukker ungdomsuddannelserne i Grønland og sender de unge mennesker på uddannelse i Danmark, eller på socialområdet, vil besparelserne på driften især ramme administrationen. Desuden vil besparelserne nødvendigvis ramme bosætningsmønsteret, da vi ikke vil have råd til at opretholde de mange beboede steder.

En del af anlægsudgifterne må derfor gå til boligbyggeri de steder, hvor man planlægger at koncentrere befolkningen.

For at fremme virkelysten og initiativrigdommen, som er vigtig for IA, må en del af bloktilskuddet gå til at bygge egentlige industriområder, hvor iværksættere kan starte produktionsvirksomheder uden de store startomkostninger. Samtidig må Landstinget vedtage en rammelovgivning, der gør det lettere for iværksættere at gå igang.

Hvis vi skal klare os selv økonomisk, må vi skabe økonomisk vækst, samtidig med at vi sikrer, at vi hele tiden kan betale vore driftsudgifter. Først når vi kan løse de opgaver, kan vi begynde at nedtrappe bloktilskuddet.