Kommentar til Sermitsiaqs indlæg om »de små uddannelser«

Det er med andre ord de uddannelsessøgende, der viser vejen og fortæller, at »en stor kulturel, uddannelsesmæssig og identitetskabende samfundsrelevans kan forsvare en lille uddannelse i Grønland«.

Fredag d. 30. august 2002
Ruth Lange
Emnekreds: Politik, Sundhedsvæsenet, Uddannelse, Økonomi.

I Sermitsiaq nr. 33 kunne man læse et indlæg med overskriften "Stop de små uddannelser", hvor avisen stiller det spørgsmål, hvordan det så gik de små uddannelser, som Daniel Skifte ville nedlægge i 1999 og i stedet henviste de studerende til at tage uddannelsen i Danmark?

Der henvises til journalist- og sygeplejerskeuddannelsen og herunder står: "Center for Sundhedsuddannelser, som koster 14 millioner kroner i år, udklækkede lige før sommerferien et kuld på tre sygeplejersker."

Avisen henviser endvidere til, at Selvstyrekomissionen i sin principbetænkning angiver, at der skal være en realistisk produktionsøkonomi på den enkelte uddannelse.

For at give læseren et mere fuldstændigt indtryk af, hvad Peqqissaanermik Ilinniarfik står for, hvad bevillingen på 14 millioner kroner dækker, og hvordan det er gået med centeret, ønsker jeg hermed at give følgende uddybende kommentar.

I juni blev der udklækket tre nye sygeplejersker ved Peqqissaanermik Ilinniarfik og endnu to følger efter i dette efterår.

32 sygeplejestuderende er i gang med uddannelsen, heraf er 14 nye sygeplejestuderende startet på uddannelsen den 19. august.

20 sundhedsassistenter færdiggjorde deres uddannelse pr. 1. maj 2002, 17 er i gang og endnu 12 sundhedsmedhjælpere starter på merituddannelse til sundhedsassistent pr. 1. oktober. 31 sundhedshjælperelever forventes i 2002 at gennemføre brancheskoleophold ved Center for Sundhedsuddannelser.

Desuden afvikles 23 kursusuger for forskellig fagpersonale indenfor sundhedsområdet i 2002 med omkring 400 kursister.

Det er, hvad de 14 millioner kroner, som er bevilget på Finansloven for i år, dækker.

Bevillingen til Peqqissaanermik Ilinniarfik dækker altså ikke alene produktion af sygeplejersker. Endvidere kan jeg oplyse, at siden sygeplejerskeuddannelsen blev etableret i Grønland i 1994, er der uddannet 44 sygeplejersker.

Det er tankevækkende, at i de otte år, der er gået siden uddannelsen startede i 1994 er der uddannet 500 % flere sygeplejersker end i de 10 år før 1994, hvor uddannelsessøgende i Grønland var henvist til at tage sygeplejerskeuddannelsen i Danmark.

Men ved Peqqissaanermik Ilinniarfik er således samlet alle de sundhedsuddannelser, som Grønland indtil nu har besluttet sig for.

Det er en klar fordel såvel hvad angår drift, økonomi, studiemiljø med videre. Og det, vi oplever, er engagement, vækst, udvikling og et sammenligneligt niveau med de danske.

Så i stedet for at tale om "små uddannelser" kunne man tale om "vækst i sundhedsuddannelserne".

Man burde glæde sig over, at gennemførelsesprocenten i sygeplejerskeuddannelsen ved Peqqissaanermik Ilinniarfik er sammenlignelig med den ved sygeplejeskolerne i Danmark: Omkring 75 procent.

(Gennemførelsesprocenten i sundhedsassistentuddannelse er 66,6 procent og for gennemførelse af brancheskoleophold i sundhedshjælperuddannelsen 85,7 procent).

Man burde glæde sig over, at de uddannede bliver her i landet, går ud og tager et ansvar i det grønlandske sundhedsvæsen og samfund.

Allerede i dag er der flere sygeplejersker, som har gennemført videreuddannelse eller specialuddannelse og dermed er med til at tage et stort ansvar i det grønlandske sundhedsvæsen.

Det er med andre ord de uddannelsessøgende, der viser vejen og fortæller, at "en stor kulturel, uddannelsesmæssig og identitetskabende samfundsrelevans kan forsvare en lille uddannelse i Grønland".