Forslag til Finanslov for 2003 - ordførerindlæg

Der skal årligt anvendes godt 80 mio. kr. på renovering og nybyggeri, hvis det ønskede niveau på folkeskolens anlæg skal nås over en periode på 15 år. I sig selv en absurd tanke, at det vil tage femten år at gennemføre den ønskede renovering og modernisering ... Vi vil gerne vide, hvordan målet kan nås for den halve pris - for det er, hvad landsstyret afsætter i finanslovsforslaget

Fredag d. 27. september 2002
Per Berthelsen, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Borgeren i centrum
Selvstændighed
Hvem tager ansvaret?
Hjemmestyret alene vide, hvad der er godt
Uddannelse
Babelstårnet
Landingsbaner
Vandkraft
Folkeforførelse
Aktion!
Overbudspolitik


Det siges, at penge er roden til alt ondt.

Ja, til det vil jeg blot bemærke, for så har vi snart ikke mere at frygte for i Grønland, da vi snart må løbe tør for disse, hvis vi kører videre som vi gør nu.

Aldrig har driftsudgifterne været så store, som i det foreliggende finanslovsforslag, og aldrig har flere påtrængende behov måttet udsættes på grund af landsstyrets prioriteringer.

I foråret sammenlignede jeg finansloven med en kuffert. Den kan kun rumme en vis mængde bevillinger, hvorfor det er nødvendigt at prioritere mellem behov, der ellers alle kan være støtteværdige.

Landsstyret har nu fremlagt sine økonomiske prioriteringer og viser os dermed, hvad der kunne, men for mit bagland og jeg er det mere interessante: hvad der IKKE kunne blive plads til i kufferten.

Borgeren i centrum
Vi oprettede en rationaliseringspulje på FL 2000. Pengene blev udmøntet i et administrationsprojekt, som nu kører på - er det tredje år! Et sekretariat er nedsat, de har produceret et par rapporter, men er servicen forbedret, har det sænket administrationsudgifterne?

Tja, den sidste del af svaret fik vi under forårssamlingen, hvor såvel Kultur- og Uddannelses- som Socialdirektoratets administrationer viste os, hvilket forhold de har til borgernes penge.

Rationaliseringspuljen, forhenværende hovedkonto 20.11.52 - den er nu pist forsvundet i det nye finanslovsforslag. Det er lidt ærgerligt, at puljen nedlægges netop nu, hvor pengene ér brugt og anstrengelserne skulle udmøntes i millionbesparelser på administrationen.

Alt for store ressourcer spildes i den offentlige sektor. Vi mener ikke nødvendigvis, at der er for mange ansatte - vist kunne der skæres, men kræfterne kunne også målrettes, så vi får mere rationelle arbejdsgange og bedre service for de samme - måske endda færre - penge.

Vi må derfor forlange af os selv, at vi tænker strategisk, når hjemmestyrets mange aktiviteter evalueres og når nye skal bringes på banen. Hvad er formålet med aktiviteten, er den fornuftig, hvordan skal indsatsen tilrettelægges hvis målet skal nås, og hvilke konkrete kvalitets- og effektiviseringsgevinster forventer vi at opnå med aktiviteten?

Det er bl.a. derfor, vi er her, og for landsstyret er det den primære opgave:
At skabe rammerne for økonomisk vækst og derved fastholde eller øge borgernes oplevelse af serviceniveauet
Og dét helst uden skattestigninger, tak!

Jeg ser for mig en række påtrængende problemstillinger, hvis løsninger ikke prioriteres i det fremlagte finanslovsforslag. Så hvis finanslovsforslaget er et forslag til, hvordan man pakker sin kuffert, så må jeg sige, at jeg har en noget anderledes forestilling om, hvordan kufferten skal pakkes.

Jeg ønsker som alle andre, at borgerne i 2010 må opfatte samfundet som fremtidsorienteret. Belært af erfaringen fastholder jeg imidlertid, at vort samfund skal bygges fra grunden. Arven er soldet bort til dels solgt væk for at dække et bundløst (gæld)kar og tilbage står hverdagens hårde slid.

Store beslutninger er gennem årene truffet af mytomaner uden blik for det fundament, som "bygningen Grønland" skal hvile på.

Med fundamentet henviser jeg til samfundsbærende strukturer, hvor uddannelse er den væsentligste brik. Folkeskolen skal prioriteres, for den er fundamentet, men også gymnasiet trænger. Vejen mod selvstændighed går gennem højnelse af uddannelsesniveauet - ikke en "kold tyrker" eller andre forslag uden reelt indhold.

Selvstændighed
Hvad vil det egentlig sige at være selvstændig, og hvordan hænger økonomi og selvstændighed sammen?

Vores driftsudgifter er steget eksplosivt de senere år. Indtægterne er fulgt med, men er på det seneste bøjet af. Driftsudgifterne ser ud til at skulle fortsætte i opadgående retning.

Vi ser, at stadig flere kommuner får økonomiske vanskeligheder og fiskeriet er fortsat klemt, såvel trawlere, småfiskere som forarbejdningsindustrien melder om vanskelige tider. Truslen om krig eller skærpelse af konflikterne i Mellemøsten giver udsigt til stigende oliepriser.

Vi har gennem årene været ganske rundhåndede, og derfor bliver det fortsat vanskeligere at få det økonomiske fordelings-puslespil til at gå op. Lettere bliver det ikke, når landsstyret har vanskeligt ved at beskære i de bestående eller sige nej til nye driftsudgifter, og når landsstyret siger nej til de rigtige og ja til de forkerte udgiftsposter. Jo, så skal opgaven blive umådeligt vanskelig.

Landsstyret sagde først ja, så sagde de ja, men det koster mere, for straks efter at side nej. Ja, jeg taler om personaleboligerne, der er pillet ud af finanslovsforslaget. Er der pludselig nok vakantboliger til alle? Er der færre ansatte? Hvorfor gennemføres projektet ikke, når det kan spare samfundet for 13 - 17 mio. kr. årligt i sparede vakantboligudgifter?

Vores økonomi kunne altså have det bedre. Tiderne HAR været gode - det er de ikke mere - og indtægterne HAR været voldsomt stigende de senere år - det er de ikke mere.

Vi KUNNE have sparet op. Vi KUNNE have investeret i fremtiden. Vi KUNNE have skabt anstændige rammer for fx børnene og ungdommen og de mennesker, som arbejder med dem.

Men hvad skete?

Vi øgede forbruget i stedet for at investere langsigtet i en styrkelse af de bærende samfundsstrukturer og i stedet for at tage hul på løsningen af de tungere sociale problemer.

Pengene er nu brugt, og det nytter ikke at græde. Regningerne fortsætter dog med at strømme ind, for har man først sagt ja til en driftsudgift, ja, så har kun få politikere viljen og modet til at foreslå dem beskåret.

Og de penge, som endnu ikke er brugt, de er beklageligvis bundet i anlægsprojekter, som landsstyret ikke kan finde ud af at få afviklet.

Prioritering? Jaeh, det lyder spændende, men er det nu nødvendigt?

Ja, i allerhøjeste grad. Vi - de kommende Demokrater skal være de første til at trække i arbejdstøjet, når målet er at sikre Grønland det fornødne finansielle rygstød til at modstå en periode, hvor indtægterne ikke fortsætter himmelflugten, mens stigningen i driftsudgifterne synes at fortsætte upåagtet.

Ergo: driftsudgifterne skal holdes nede. Men visse områder bør faktisk tilføres flere ressourcer. Demokraterne ønsker derfor en strategisk omprioritering af bevillingerne i finanslovsforslaget, så vi kan få løftet en række tunge opgaver i det grønlandske samfund. Opgaver, der skal løses som forberedelse til en forestående selvstændighedsproces. Det er NU, der skal handles. Det er NU, vi skal forberede os grundigt. For megen tid er allerede gået til spilde.

Jeg formoder, at faldskærmsudspringere uden faldskærm kommer slemt til skade. Næ, vi tror på processen og på, at vi gennem øget ansvarlighed kan fremme processen, så vi mentalt er parate, når det formelle spring engang skal tages.

Kufferten skal pakkes på den rigtige måde, hvis vi ønsker en fornuftig selvstændighedsproces. Demokraterne lokker ikke befolkningen med løfter om, at selvstændigheden ligger lige om hjørnet, for er man overhovedet flyttet hjemmefra, hvis det er mor og far, der betaler for lejligheden og bilen, koncertbilletterne, kosten og øllerne?

Hvem tager ansvaret?
Men hvor er det så, at vi vil sætte ind og omprioritere?

Et demokratisk samfund kendes på, hvordan det behandler sine mindretal og de svage grupper. Det er derfor bemærkelsesværdigt, at Grønland, med Siumut ved magten, har formået at skabe et samfund, hvor der er så mange, der har så lidt, og så få, der har så meget.

Vi tror på, at initiativet vokser frem og blomstrer lokalt, hvis hjemmestyret formår at skabe de rette rammer. Hjemmestyret synes imidlertid at være af den opfattelse, at tingene fungerer bedst, når landsstyret agerer overformynder og fastholder såvel befolkningen som sig selv i illusionen, at:

Hjemmestyret alene vide, hvad der er godt
Landsstyrets finanslovsforslag præges af store projekter i fx energiforsyningen, lufttrafikken og på uddannelsesområdet. Men de løser ingenting af de grundlæggende problemer i samfundet - spørgsmålet er, om projekterne er andet end "lir for dyre drenge".

Jeg er derfor kommet til den konklusion, at landsstyrets finanslovsforslag er et udmærket eksempel på, hvorfor den franske filosof Rousseau var gal på den, når han mente, at magthaverens beslutninger var udtryk for folkets generelle vilje.

Det fritager også befolkningen for et ansvar, som vi vil give tilbage til befolkningen. Vi tror nemlig på, at de offentlige systemer er til for at hjælpe og vejlede befolkningen til at træffe deres egne valg - ikke for at træffe valgene for befolkningen!

Vie er derfor af den opfattelse, at forud for stort opslåede prestigeprojekter kommer "reparationen" af de strukturer, der skal sikre en hensigtsmæssig samfundsudvikling.

Det er prioriteringen af den slags initiativer, vi skal drøfte i dag og på sigt realisere, hvis det skal gøres tillokkende for vores unge at vende tilbage til Grønland efter endt uddannelse i Danmark og udlandet. Jeg tror, at mange ønsker at vende tilbage men undlader, fordi vi i Grønland ikke har formået at skabe et samfund, der kan konkurrere med andre lande - og her tænker jeg ikke på universitetsparker, men på helt ordinære, trygge rammer i hverdagen.

Vi ønsker derfor omprioritering og de frigjorte bevillinger mere fornuftigt anvendt på folkeskoler og børneinstitutioner.

Men der bør også sættes ind andre steder. Havnefaciliteterne er fx for ringe mange steder, som i Nanortalik, hvor kajen slet ikke er gearet til al den trafik, der opstår med guldminen, krabbefabrikken og den almindelige godstrafik, der stiger som følge af minefolkenes tilstedeværelse i byen. Hvem har sovet i timen? Den slags skal koordineres.

Vi føler sig ikke sikre på, at det er sket i tilfældet Nanortalik og finder grundlag for at tildele koordineringen mellem landsstyreområderne karakteren "forbedring ønskelig".

Vi forventer derfor, at landsstyret bestræber sig på at koordinere aktiviteterne under de forskellige landsstyreområder, så borgerne kan få en oplevelse af hjemmestyret som et professionelt organ, der understøtter en sund udvikling.

Uddannelse
Vi startede med at ønske os verdens bedste folkeskole, men et strejf af realisme ramte debatten, som mundede ud i sloganet, Atuarfitsialak - Den gode Skole.

Vi antager, at de fysiske rammer har betydning for børnenes indlæring. Det er derfor så meget desto tristere, at se de fortsat relativt beskedne bevillinger, landsstyret formår at afsætte til et område, der skal "producere" fremtidens hele og velfungerende borgere.

Der skal årligt anvendes godt 80 mio. kr. på renovering og nybyggeri, hvis det ønskede niveau på folkeskolens anlæg skal nås over en periode på 15 år. I sig selv en absurd tanke, at det vil tage femten år at gennemføre den ønskede renovering og modernisering. Salige er de, som afstår livets goder, thi de skal få deres løn i Himmelen. Nej, jeg tror ikke på, at den almene borger tænker sådan. Nogen kommer i sandhed til at vente på forbedringerne, og de kommer til at vente længe!

Vi vil gerne vide, hvordan målet kan nås for den halve pris - for det er, hvad landsstyret afsætter i finanslovsforslaget. Måske landsstyret satser mere på den virtuelle folkeskole, for mursten og tag, det bliver der vist ikke råd til med de afsatte bevillinger!

Måske landsstyret har måttet sande, at utopien om den gode skole i de perfekte anlægsrammer ikke kan lade sig gøre, fordi økonomien er for stram - eller måske er prioriteringerne bare ikke faldet ud til fordel for vore unge?

Det er for os magtpåliggende at understrege folkeskolens nøgleposition i den løbende reproduktion af vort samfunds strukturer. Det er i denne livsfase de unge mennesker lærer at gebærde sig socialt, og det er i denne fase, de grundlægger deres færdigheder, som senere åbner - eller afskærer dem! - deres muligheder for videre uddannelse.

Vi er på det foreliggende grundlag ikke enig i landsstyrets nedprioritering af anlægsrammen til folkeskolen og opfordrer landsstyret til åbent at drøfte konsekvenserne af den foreslåede prioritering.

Vi vil fastholde landsstyret på, at vi SKAL give et løft til folkeskolen. Folkeskolen skal prioriteres op i finanslovsforslaget. Det er ganske enkelt nødvendigt, hvis flere af vore unge mennesker skal kunne klare sig videre frem. Det er også nødvendigt, hvis vi ønsker at tiltrække og fastholde kvalificerede lærerkræfter og veluddannede i vores land.

Babelstårnet
De senere år har kostet samfundet dyre lektioner, men har vi lært af dem?

HVIS krydstogtturisme med M/S Disko havde været en god forretning, så ville private investorer have kappedes om at få mulighed for at skyde kapital i projektet.

HVIS sælpølser kunne sælges i de forventede mængder, ville private investorer nok have stået på nakken af hinanden, for at få del i denne profitable nyskabelse.

Men ak, ingen stod i kø for at deltage, og hvorfor nu ikke det?

Det kunne jeg godt spinde et længere kvad over, men i stedet vil vi rette projektøren mod en ny potentiel skandalehistorie - historien om Ilimmarfik.

Ilimmarfik - Babelstårnet er nu en mere passende titel - er et eksempel på partiernes bevidstløse leflen for en fremskridtstanke, hvis utilstrækkeligheder vi kloge af skade, burde være bekendt med.

Babelstårnet skulle samle folket, men endte med at nedbryde det. Så galt går det nok ikke for os, men en realisering af dagdrømmernes legeplads - Ilimmarfik - vil ende som endnu et kors vi må lide under. Og i hvis interesse, om jeg må spørge? Jeg ser muligheder i en universitetspark, problemet er bare, at min vision har en lille tidsforskydning i forhold til landsstyret - sådan ca. 15-20 år. Altså hvis vi skal have nytte af den.

Og vi skal heller ikke glemme, at projektets realisering vil ske på bekostning af andre presserende anlægsrenoveringer og nybyggerier i eksempelvis folkeskolen og den sociale sektor, som ellers har behov, der ikke udspringer af fri fantasi men af faktiske forhold.

Landingsbaner
Konturerne af endnu en potentiel skandale toner frem, når snakken rettes mod lufttrafikken. Skal vi have en ny landingsbane i Qaqortoq og skal Narsarsuaq nedlægges? Ja, siger landsstyret, der har fået udarbejdet sin egen rapport om problemstillingen.

Tidligere professor ved Ilisimatusarfik, Gorm Winther, har på foranledning af en række sydgrønlandske kommuner - undtagen Qaqortoq Kommune - udfærdiget en anden rapport, som viser at en nedlæggelse af lufthavnen i Narsarsuaq vil koste samfundet et trecifret millionbeløb.

Nu igen, fristes man til at sige! Hvem kan vi egentlig stole på? Heldigvis er intet dog konkret på finansloven endnu. Det er derimod lufthavnen i Paamiut. Nogen må snart sige stop i den sag. Skal vi fortsætte med at drøfte et projekt, hvis realisme synes uden for rimelighedens grænser. Vi risikerer at oprette en struktur så dyr, at den bliver såvel dyrere som ringere end den nu forhåndenværende løsning, hvor Paamiut har to ugentlige forbindelser til nord og syd.

Vi går ikke ind for anlæggelse af samfundsøkonomisk svært belastende projekter, medmindre de virkelig indebærer kvalitets- og effektivitetsforøgelser, og det er vanskeligt at se dette i de foreslåede løsninger for såvel Paamiut som Qaqortoq.

Men Paamiut er forsømt på andre fronter, og der bør derfor snarest træffes en række valg i landsstyret, hvis ikke byen skal miste gnisten.

Vandkraft
Vi kan tilslutte os synspunktet, at miljøvnlig energi er at foretrække. Vi finder dog ikke tidspunktet modent for etablering af et vandkraftprojekt i Qorlortoorsuaq.

Vi kunne for nylig læse i medierne, at nordmændene er langt strengere i deres metoder, når de vurderer økonomien i vandkraftprojekter. Det blev således oplyst os, at det foreslåede vandkraftværk i Sydgrønland kun vil være rentabelt, hvis det koster under 60 mio. kr. eller ca. en fjerdedel af det foreslåede.

Skandalen ligger lige for - nu igen. Vi har, som påpeget, nok dyrekøbte erfaringer med os i bagagen.

Hvad er i øvrigt perspektiverne i at etablere vandkraft i Qorlortorsuaq?

Vi ville være meget klogere på dette, hvis der forelå en opdateret landsplan, hvori landsstyret forholdt sig til udviklingen i regionen.

Vi lægger vægt på, at vi forsøger at indrette vort samfund efter en overordnet landsplan, og jeg skal derfor bede landsstyret om en status på landsplanlægningen. Kan det passe, at den seneste landsplan er udformet i begyndelsen af 1990’erne, og ikke siden er drøftet og opdateret?

Folkeforførelse
Men hvem er de folk, som så brændende ønsker denne "udvikling" og at Grønland skal huse et "moderne" forskermiljø efter international standard? Jo, det skal jeg fortælle, for det er de folk, vi som de første ser ombord i atlantmaskinen, når "projektet Grønland" slår fejl. Det er de velbjergede, der har råd til at være modige, for hvem en økonomisk kollaps blot bliver en ligegyldig parentes i deres livshistorie.

Samtidig har vi en folkeskole, der mange steder knapt kan hænge sammen, og vi har børneinstitutioner, som kun kan aftvinge respekt for de mennesker, der vil arbejde under så ringe kår. Vi kunne nævne mange eksempler på uhensigtsmæssige afgørelser og på ødselhed over al fornuft, men lad det blive ved disse i denne omgang.

Der synes at være en afgrundsdyb kløft mellem på den ene side befolkningen og på den anden side de politikere, der hævder at repræsentere dem. Hvor befolkningen slås med at få hverdagen til at hænge fornuftigt sammen, flygter landsstyret ind i eskapismens univers, hvor de kæmper med deres vindmøller.

Aktion!
Uden respekt for dagligdagens fortrædeligheder, kan man altså ikke forme en politik, der tager hånd om de virkelige problemer i samfundet. Problemer, der skal håndteres forinden drømmen om selvstændighed bliver andet end en romantisk virkelighedsflugt.

Demokraterne, som jeg grundet taktiske hensyn ikke kan kalde mig på nuværende tidspunkt og isom jeg kke kan stifte officielt før i begyndelsen af næste år, grundet den uhensigtsmæssige nuværende lov om partistøtte, vil derfor arbejde for, at de politiske prioriteringer i den kommende Finanslov bedre afspejler samfundets behov, og vi vil begynde arbejdet allerede under denne landstingssamling.

Vi har ikke behov for virkelighedsflugt for at finde opgaver, vi gider beskæftige os med, for opgaverne nærmest springer én i øjnene hver dag og under ethvert by- og bygdebesøg. Misligholdte børneinstitutioner, skoler med frost i klasselokalerne om vinteren, faldefærdige havneanlæg for slet ikke at tale om den menneskelige forarmelse, der kræver en helt ekstraordinær indsats fra vores side.

Til andenbehandlingen fremlægger jeg derfor en række ændringsforslag, der viser vores prioriteringer på en række nøgleområder, som vil sikre en mere forsvarlig samfundsudvikling under de givne økonomiske betingelser.

Overbudspolitik
At landsstyret ikke har formået at stramme op på driftsudgifterne, der sidste år kostede os ca. 88 % af vores indtægter, det burde vække en vis bekymring, særligt når man ønsker at etablere flere kostbare anlæg, som vil øge landskassens driftsudgifter yderligere.

Først så vi landsstyrets rystende mangel på konsekvens ved forårssamlingen, hvor lovbrud blev tilgivet som dug forsvinder ved solens berøring. Nu bevidner vi en overbudspolitik, hvor Siumut fører an og Atassut agerer halen på hunden. Stort og fint skal det være. De store visioner på anlægsområdet synes ingen grænser at kende. Nu er det kun spændende at se, hvor mange gamle politiske cirkusheste, der har kostet samfundet dyrt gennem tiderne, agter at gøre come-back i grønlands politik. Til næste valg. For nogle skal der jo nok være.

Samtidig har vi en række uløste eller underprioriterede opgaver, som trænger til en kapitalindsprøjtning. Og mon ikke også Royal Greenland skal tilføres kapital snart igen? Jeg vil gerne høre om mine bange anelser har grobund i virkeligheden.

Vejen frem mod 2004 synes således brolagt med risiko for skattestigninger, og det finder vi absolut ikke tilfredsstillende, når forslaget samtidig behændigt undlader at forholde sig til de VIRKELIGE problemer i vores samfund.

Det er derfor med forventning om en konstruktiv debat, at jeg overlader ordet til den næste taler.