Nuup Kommuneas økonomi

Kommunen benægter ikke, at man har haft, og til dels stadig har, en række problemer i administrationen, det kan næppe undgås, når man tager i betragtning, hvor kompleks en opgave forvaltningsvirksomhed er, men uanset disse problemer så kan kommunen ikke genkende det billede af en organisation i opløsning og kaos, som AG prøver at fremmane

Lørdag d. 26. oktober 2002
Agnethe Davidsen
Emnekreds: Politik, Økonomi.

AG har gennem det seneste par uger, blandt andet på baggrund af revisionsprotokollat vedr. 2001, fundet anledning til at beskæftige sig indgående med Nuup Kommuneas forhold, og herunder ikke mindst kommunens økonomiske forhold.

Kommunen er naturligvis åben overfor AG´s kritiske behandling af forholdene, og vil ikke på nogen måde blande sig i den journalistiske indgangsvinkel avisen måtte vælge i sine artikler, men når man kan se en række faktuelle fejl eller direkte misforståelser komme til udtryk, må jeg nødvendigvis reagere.

For så vidt angår mindreforbrug på anlægsområdet, så fremgår det tydeligt af revisionsprotokollatet at kommunalbestyrelsen blev orienteret herom, og hvad er det for øvrigt for en "indgriben" fra tilsynsrådets side der tales om?

I sit oprindelige budget for 2002 vedtog kommunalbestyrelsen en opførelsen af en række personaleboliger, der skulle lånefinansieres, og man fik i sommers godkendelse hertil fra tilsynsrådet. Da der imidlertid var en meget stærkt ønske fra en række andelsboligforeninger om at få mulighed for at komme i gang med deres byggeri, valgte kommunalbestyrelsen ikke at udnytte tilbuddet, med i stedet at stille de byggemodnede arealer til rådighed for den ventende andelsboligforeninger.

Der er heller ikke noget nyt eller sensationelt i, at der skal ske en delvis lånefinansiering af svømmehallen, dette har været forudsat siden projektets vedtagelse, og har efterfølgende været indarbejdet i kommunens budgetter.

Kommunen benægter ikke, at man har haft, og til dels stadig har, en række problemer i administrationen, det kan næppe undgås, når man tager i betragtning, hvor kompleks en opgave forvaltningsvirksomhed er, men uanset disse problemer så kan kommunen ikke genkende det billede af en organisation i opløsning og kaos, som AG prøver at fremmane, og finder heller ikke at dette billede er retfærdigt over for de mange medarbejdere, der i det daglige yder en stor arbejdsindsats for at sikre kommunens borgere en hurtig og kompetent betjening.

Kommunen ønsker derfor at fastslå;
  • At kommunen har en sund økonomi, hvor der er sammenhæng mellem indtægter og udgifter.
  • At kommunen mere end opfylder lovgivningens krav med hensyn til kassebeholdning, og oven i købet har vedtaget yderligere at styrke denne.
  • At kommunen ikke i resten af indeværende år har, eller vil få, noget behov for at optage nogen form for lån for at afholde sine løbende udgifter.
  • At kommunens administration er funktionsdygtig, og kan sikre borgerne en korrekt og forsvarlig sagsbehandling.
  • At administrationen gennem opbyggede arbejdsgange, via sine IT-systemer med videre, har gjort alt for at sikre sig at fejlanvisninger og misbrug, eller direkte svindel, ikke kan finde sted.
  • At kommunen kan tilbyde sine borgere et serviceniveau og en række aktivitetsmuligheder, der er blandt de højeste her i landet.
Med venlig hilsen

AG svarer:

Kære Agnethe Davidsen

Atuagagdliutit/Grønlandsposten har hentet sine oplysninger fra forskellige kilder, som oplyst i alle artiklerne om Nuup Kommunea. Oplysningerne om Nuup Kommuneas økonomi kan læses i Revisionsprotokollatet til regnskabet for 2001 og landsstyrets mødereferater. Desuden bygger artiklerne på beslutninger taget i Kommunernes Tilsynsråd. Tilsynsrådet leverer også oplysningerne igennem en gennemgang af kommunernes økonomi igennem fire år, der selvfølgelig også omfatter Nuup Kommunea. Derudover bygger artiklerne på oplysninger fra kommunalbestyrelsesmøder og et brev fra Agnethe Davidsen selv.