Skatten skal ned

En skattenedsættelse betragter Demokraterne som en investering for fremtiden. Når skatten på arbejdsindkomst falder, så vil lysten til at yde en ekstra indsats stige. Det gælder alle, uanset om du er en højtlønnet direktør eller er ansat som fisker på en trawler.

Mandag d. 9. februar 2009
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Økonomi.

Demokraterne vil arbejde for en reform af skattesystemet, så skatten på hver krone, der bliver tjent, gradvist vil blive reduceret. Vores langsigtede mål er, at ingen borger skal aflevere mere end 25 procent af sin løn til det offentlige. Vi er dog godt klar over, at dette mål bliver svært at nå.

En skattenedsættelse betragter Demokraterne som en investering for fremtiden. Når skatten på arbejdsindkomst falder, så vil lysten til at yde en ekstra indsats stige. Det gælder alle, uanset om du er en højtlønnet direktør eller er ansat som fisker på en trawler. Det betyder med andre ord, at vi ikke behøver at finansiere hele skattenedsættelsen krone til krone, da den øgede aktivitet vil betyde flere skattekroner i landskassen.

En yderligere fordel ved en skattenedsættelse er, at der på en lang række arbejdsområder mangler personale. Med en skattenedsættelse vil det være lettere at motivere det nuværende personale til at yde en ekstra indsats, og medarbejderne vil måske endda udskyde deres pension med et par år, da det i højere grad vil betale sig at arbejde. Derudover vil vi også være mere konkurrencedygtig på arbejdsforhold, når vi rekrutterer arbejdskraft fra andre lande, som vi mange år fremover fortsat vil være afhængig af.

En lavere skat vil også øge forskellen på at være i arbejde og være på passiv forsørgelse. Hermed vil flere end i dag kunne finde det økonomisk attraktivt at arbejde frem for at blive forsørget af samfundet.

For at finansiere skattelettelserne vil vi indføre afgifter på lystbåde, da disse ikke er en livsnødvendighed, men er at betragte som en luksusvare. Vil yderligere tiltag være nødvendige for at finansiere forslaget, så vil Demokraterne naturligvis finde de fornødne midler.