Det har sin pris at bo i en bygd

Vi er et liberalt parti, der sætter den personlige frihed meget højt og det betyder blandt andet, at folk må bo, hvor de vil. Men vi er også et parti, der sætter det personlige ansvar meget højt. Det betyder, at vi ikke vil være med til at opretholde det tilskudscirkus, der i dagens Grønland er en realitet. Folk må vende sig til, at ting nu engang koster, hvad de koster. Det gælder især for folk i bygder og yderdistrikter, der forholdsmæssigt modtager størst tilskud til drift af deres lille lokalsamfund.

Tirsdag d. 24. marts 2009
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Socialt ansvar, Økonomi.

Landstingsmedlem Palle Christiansen har startet en nødvendig debat om bygdernes fremtid på sin private blog. Demokraternes Hovedbestyrelse bakker 100 procent op om de holdninger, som Palle Christiansen fremkommer med i sit allerede nu meget debatskabende indlæg. Med denne pressemeddelelse vil vi gerne konkretisere Palle Christiansens udmeldinger.

Allerførst er det vigtigt for Demokraterne at fastslå, at vi aldrig vil være med til at tvangslukke bygder. Vi er et liberalt parti, der sætter den personlige frihed meget højt og det betyder blandt andet, at folk må bo, hvor de vil. Men vi er også et parti, der sætter det personlige ansvar meget højt. Det betyder, at vi ikke vil være med til at opretholde det tilskudscirkus, der i dagens Grønland er en realitet. Folk må vende sig til, at ting nu engang koster, hvad de koster. Det gælder især for folk i bygder og yderdistrikter, der forholdsmæssigt modtager størst tilskud til drift af deres lille lokalsamfund.

Grundet de store omkostninger til transport af varer og personer og omkostningerne til drift af simple fornødenheder som el, vand og varme, så kræves der nemlig store tilskud fra Landskassen for, at livet i en bygd kan opretholdes. Hertil kommer, at det på det nærmeste er umuligt for et privat erhvervsliv at fungere, da kundegrundlaget ganske enkelt er for småt. Det betyder, at der også bliver givet tilskud til at finansiere butikker(Pilersuisoq) og derudover bliver der givet massive tilskud til diverse produktionsanlæg og fryseanlæg, så lokalbefolkningen kan opretholde en vis form for beskæftigelse.

Et af de store problemer med dette tilskudscirkus er, at prisen på de færdige produkter fra de små lokale og ofte afsidesliggende produktions- og indhandlingsanlæg, bliver så høje, at mange vælger disse produkter fra, da de ikke er konkurrencedygtige med andre fødevarer. Den politiske løsning på dette har indtil nu været at give servicekontrakter til diverse firmaer og tilskud til fangerne til eksempelvis indhandling af sælskind. Dette giver måske fangerne en højere indkomst, men Grønland bliver som land ikke rigere af, at subsidiere enkelte grupper i samfundet. Tværtimod. Derfor er det nødvendigt at tage hul på en debat om vores bosætningsmønster, og det er lige præcis, hvad Palle Christiansen har gjort.

Grønland er et vidtstrakt land med en antalsmæssigt lille befolkning. Befolkningen er spredt udover hele vestkysten fra nord til syd og på to lokaliteter på østkysten. Det spredte bosætningsmønster gør det umuligt at opnå stordriftsfordele og dermed bliver driften af samfundet meget dyrt. Dette ses tydeligt, da omkring halvdelen af Grønlands udgifter går til administration.

Det meget spredte grønlandske bosætningsmønster har store følgevirkninger for hele samfundet. For de fire definerede vækstcentre (Nuuk, Sisimiut, Ilulissat og Qaqortoq) samt for alle andre beboede steder i Grønland med vækstmuligheder, betyder det, at investeringerne bliver mindre disse steder, fordi pengene bliver brugt på mere omkostningstung drift af bygder og yderdistrikter. Dette er hæmmende for udviklingen af hele det grønlandske samfund, da det økonomiske råderum dermed bliver brugt på regulær drift i stedet for på at skabe fortsat vækst. Det betyder konkret, at der ikke er råd til at bygge de fornødne havnefaciliteter, udvide overskudsgivende lufthavne, renovere eller bygge nye boliger, skabe bedre rammer for erhvervslivet, investere tilstrækkeligt i sundhedsvæsnet eller forbedre den generelle borgerservice.

Demokraterne er fuldt ud klar over, at Grønlands uhensigtsmæssige bosætningsmønster ikke ændrer sig fra dag til dag. Vi er dog overbeviste om, at det kan blive ændret, hvis vi fra politisk side er klar til at trække i arbejdstøjet og gøre det attraktivt at flytte til et sted, hvor der er bedre muligheder.

Det vil sige, at vi fra politisk side skal skabe de fornødne rammer i byerne, så tilflytterne bliver tilbudt arbejde, ordentlige boliger, gode dagsinstitutioner uden venteliste og naturligvis egnede folkeskoler.

Her er det nok nødvendigt endnu en gang at fastslå, at vi ikke vil tvinge nogle til at flytte. Vi vil blot give beboerne i bygderne et bedre tilbud end det de har i dag. Ønsker de at blive boende, så er det også fint, men så skal de ikke regne med den nuværende borgerservice og de skal være indstillet på at betale kostægte priser på alt.

Demokraterne ser det som en ganske naturlig udvikling, at befolkningen koncentrerer sig i større byer. Europa har oplevet det samme under industrialiseringen af kontinentet, og et land som Kina har ligeledes oplevet, at folk flytter fra de fattige landprovinser og ind til byerne, hvor der er arbejde at få.

Det er lidt det samme som, at vi grønlændere har overlevet gennem mange århundreder, fordi vores forfædre tilpassede sig og flyttede fra sted til sted ved at følge fangsten. Lidt provokerende kan man spørge om vi mon er blevet så ugrønlandske, at vi ikke længere kan benytte os af den metode vores forfædre har benyttet sig af? Er vi ikke længere dygtige nok til at tilpasse os? Vi bliver nødt til igen at flytte derhen, hvor der er arbejde at få. Man kunne kalde det en moderne måde at følge fangsten på.

Efter Demokraternes opfattelse, så vil et mere centraliseret bosætningsmønster kunne frigøre flere midler fra drift til udvikling og dermed kan Grønland – og især Grønlands nuværende børn og unge - bedre ruste sig til en globaliseret verden.

Demokraterne er fuldt ud klar over, at de andre partier vil angribe os som vilde dyr. Vi vil blive kaldt ugrønlandske og det, der er værre. Men det er vi faktisk bedøvende ligeglade med. Vi sætter en ære i, at der skal være sammenhæng mellem det vi siger og det vi gør. Dette er ikke normalt i grønlandsk politik. De etablerede partier har i mange år arbejdet hen imod at få folk til at flytte væk fra bygderne, selvom de påstår noget andet. De etablerede partier har gennemført ensprisreformen, de har stået bag den fejlslagne bygdesamordning, de har skåret ned på indhandlingstilskuddet og de har skåret ned på boligprogrammet for bygder og yderdistrikter. Disse eksempler nævner vi for at gøre det klart for enhver, at Demokraterne langt fra er det eneste parti, der ser en fordel i, at folk flytter fra bygder til byer. Vi er bare de eneste, der er ærlige over for befolkningen.

Det her er ikke en let debat, men det er en nødvendig debat. Og vi ser frem til, at andre end Demokraterne deltager i debatten. Vi håber meget på, at også de mennesker, der i dag bor i bygderne har lyst til at komme med deres input, hvad enten de ønsker at blive boende eller de ønsker at flytte.