Grønland skal ikke være et frilandsmuseum

Jeg er én af de mange studerende, som Aksel Carlsen, i sit virke som underviser på Ilisimatusarfik, ihærdigt har forsøgt at indoktrinere i kommunismens herlighed. Aksel Carlsen er af den overbevisning, at alt der omhandler Vesten - samhandel på tværs af landegrænser i den globale økonomi - og har en snert af liberalisme - er satans værk.

Mandag d. 11. maj 2009
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Politik, Selvstyre, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Mine politiske budskaber
Demokraternes bygdepolitik – hvad den er og hvad den ikke er!
En klar bosætningspolitik
Betonkommunisme og indoktrinering


Det er glædeligt, at min gamle underviser på Ilisimatusarfik Aksel Carlsen har tid, lyst og politisk engagement til at kommentere min kronik ”Afhængighed eller ansvarligt selvstyre – hvad vil vi efter den 21. juni?”. Den blev bragt i Sermitsiaq nr. 17. ( Og her i Kamkposten som "Synspunkt" den 4. maj under titlen "Et økonomisk bæredygtigt Selvstyre?").

Kort fortalt siger jeg i kronikken, at målet med Selvstyre bør være at skabe en selvbærende økonomi således, at det på længere sigt er muligt at Grønland kan blive selvstændigt. I den forbindelse bør vi blandt andet vurdere hensigtsmæssigheden i at bevare et økonomisk omkostningstungt bosætningsmønster. Et bosætningsmønster, hvor mange små bygder ikke bidrager nok til samfundsproduktionen. Derudover påpeger jeg, at Grønland skal være en del af det globale samfund. En hensigtsmæssig deltagelse i det globale samfunds økonomi kræver, at vi bliver konkurrencedygtige.

Dette er ikke god tone mener Aksel Carlsen. Aksel Carlsen er derfor fløjet i blækhuset og har skrevet sit politiske budskab. Aksels Carlsens politiske budskab er, at Grønland skal forblive et frilandsmuseum. Et frilandsmuseum, hvor vi ikke skal rokke ved bosætningsmønsteret ej heller hoppe på globaliseringsvognen. Dette er ikke mit budskab.

Mine politiske budskaber
Lad mig for klarhedens skyld gennemgå mine politiske budskaber og herigennem gøre det helt klart hvorfor Aksel Carlsen og jeg har vidt forskellige politiske holdninger.

Demokraternes bygdepolitik – hvad den er og hvad den ikke er!
Min gamle underviser i politologi Aksel Carlsen siger, at mit første grundpræmis er, at bygderne udgør Grønlands største økonomiske problem. Dette er delvist korrekt. Derudover påstår Aksel Carlsen, at jeg vil tvangsforflytte bygdebefolkningen. Dette er ikke korrekt!

I forhold til spørgsmålet om bygdernes økonomiske belastning, er det således, at vi årligt yder minimum 800 mio.kr. i tilskud til bygderne og yderdistrikterne. Dette er vel at mærke uden de økonomiske tilskud, der eksempelvis gives til bygderne ved, at borgerne i byerne betaler for forbrug af internet og telefoni mv. i bygderne. Det er mange penge og vi er nødt til at diskutere, om pengene fordeles hensigtsmæssigt.

Jeg og Demokraterne mener, at bygdebefolkningen udgør et stort vækstpotentiale for økonomien. Skaber vi de rette betingelser, er bygdebefolkningen en stor ressource. En ressource som gennem opgradering i kompetencer i henhold til arbejdsmarkedets behov, kan overgå fra de traditionelle erhverv indenfor bl.a. fangst, fiskeri og fiskeindustri til fremtidens væksterhverv indenfor bl.a. råstofsektoren, bygge- og anlægssektoren, turisme, aluminiumsindustri og de øvrige landbaserede erhverv.

Der er derfor et stort økonomisk vækstpotentiale i milliardklassen. Sagt anderledes er bygdebefolkningen Grønlands X-faktor – det er dem, der har mulighed for at gøre Grønland til en vinder!

I forhold til spørgsmålet om tvangsforflytninger, skal der ikke være tvivl om, at jeg er liberalist. Det medfører, at jeg sætter stor vægt på den enkeltes personlige frihed. Dette indebærer i min forståelse, at folk skal bo hvor end de ønsker at bo. Om folk vil bo i bygder, er det op til de enkelte at bestemme. Jeg og Demokraterne vil aldrig gå ind for at tvangsforflytte folk.

Modsat vil jeg heller ikke gå ind for, at man skal overføre en unormal stor mængde af samfundets ressourcer til et fåtal i bygderne. Dette indskrænker flertallets personlige frihed. Sagt anderledes går jeg ikke ind for, at dem der bor i de større byer skal betale en unormal stor merpris for deres forbrug for at bygdebefolkningen skal betale en unormal stor underpris for deres forbrug. Folk må tage ansvar for deres valg og betale derefter.

En klar bosætningspolitik
Aksel Carlsen kritiserer, at min og Demokraternes opskrift for skabelse af en selvbærende økonomi ikke er nytænkning. Det har Aksel Carlsen ret i. Forskellen mellem os og de andre partier er, at vi fra Demokraterne åbenlyst siger, hvad vores realpolitik er med hensyn til bygderne.

Vi går ikke ind for at modarbejde den naturlige urbanisering, der finder sted i dag. Tal viser, at 3 pct. af bygdebefolkningen udvandrede til byerne alene i 2008. Vi vil derfor skabe forudsætninger for, at dem der har lyst, reelt kan flytte til de naturlige vækstbyer.

Jeg vil personligt arbejde for, at der skabes lovsikrede garantier, som sikrer, at dem der enten vil påbegynde en uddannelse eller har fået job i de naturlige vækstbyer, sikres bolig- og børnepasning. Dette vil ikke medføre en merudgift for Landskassen – tværtimod.

Ved at have en koordineret og visionær politik sikrer vi en bedre udnyttelse af samfundets ressourcer. De store omkostninger ved at opretholde bygderne undergraver vores økonomi. Derfor skal udviklingen ændres hen imod et økonomisk ansvarligt bosætningsmønster.

Demokrati, miljøhensyn og økonomisk udvikling er tre sider af samme sag
Aksel Carlsen siger videre, at demokrati og menneskerettigheder, herunder sociale rettigheder og miljøhensyn, forglemmes ved økonomisk udvikling. Dette er faktuelt forkert. Et kig på relevant litteratur viser klart og tydeligt at demokrati, menneskerettigheder, sociale rettigheder og udvikling af nye teknologier til miljøforbedringer sagtens kan gå hånd i hånd med økonomisk udvikling. Litteraturen viser også hvor i verden demokrati og økonomisk udvikling ikke går hånd i hånd. Og det er netop i de lande, som Aksel Carlsen mener, Grønland skal efterligne – de marxistiske lande.

Aksel Carlsen agiterer videre i sin kronik for, at vi af miljøhensyn skal lade være med at udvikle vores land økonomisk – at Grønland skal være et frilandsmuseum. Et frilandsmuseum, hvor turister fra hele verden kan komme og se på os ’De ædle vilde’. Denne vision for det grønlandske samfund er udtryk for Aksel Carlsens koloniherrementalitet. En koloniherrementalitet som bygger på fejlagtige moralske principper, men også en bevidst fordrejning af faktuelle forhold

I Aksel Carlsens grønlandsbillede er grundkernen i den grønlandske kultur bygderne. Det er en forkert antagelse af flere grunde. Lad mig blot redegøre for et forhold, som gør Carlsens grønlandsforståelse fejlagtig. Bygderne, og det bosætningsmønster vi har i dag, er indlysende en koloniherre-opfindelse.

Før kolonitiden overlevede vores forfædre ved at tilpasse sig omgivelserne. Og hvis dette betød, at man skulle flytte, så gjorde man det. Vores forfædres nomadeliv skabte problemer for kolonimagten – for hvordan skulle man finde vores forfædre, når de hele tiden flyttede rundt? Kolonimagtens løsning var opbygningen af mange små bygder. Hermed blev det muligt for kolonimagten at pleje deres økonomiske interesser. Man tvang altså vores forfædre til at bosætte sig i små bygder, hvor elendigheden blev fremherskende.

Mit politiske budskab er altså helt klart. Vi i Grønland skal ikke sige nej til økonomisk udvikling. Økonomisk udvikling er den eneste farbare vej til selvstændighed. Indebærer erhvervsudviklingen øget CO2 udledning, da må vi finde nogle modgående foranstaltninger.

Vi har utvetydigt sagt ja til Selvstyret. Et Selvstyre, hvor økonomisk udvikling er en afgørende forudsætning for succes. Dette fordrer mod og visionær tænkning! Og vi skal ikke lade os tyrannisere af gamle danske mænds pladderromantiske hippieforestillinger om, hvordan Grønland skal være et frilandsmuseum.

Betonkommunisme og indoktrinering
På et maleri af W. Glud sidder Stauning, 1930érnes faderskikkelse, omgivet af repræsentanter fra det danske rige: arbejdere, husmænd og håndværkere. Den fornuftige færing, med rød tophue, står bag den socialdemokratiske landsfader. Kæledæggen, lille Grønland, får lov til at sidde på skødet af den milde statsminister med de runde briller og det lange skæg. Dengang ville Danmark, den venlige koloniherre, beskytte barnet mod verden. Grønland var ikke gammel nok til at lege med de andre. Mottoet var, at det kære skævøjede barn skulle beskyttes mod den grumme omverdens udbyttere. Aksel Carlsen har samme koloniherrementalitet, som billedet udtrykker.

Jeg er én af de mange studerende, som Aksel Carlsen, i sit virke som underviser på Ilisimatusarfik, ihærdigt har forsøgt at indoktrinere i kommunismens herlighed. Aksel Carlsen er af den overbevisning, at alt der omhandler Vesten - samhandel på tværs af landegrænser i den globale økonomi - og har en snert af liberalisme - er satans værk. Derfor mener Aksel Carlsen, at Grønland og os de små grønlændere skal beskyttes mod den grumme verden. Og derfor skal vi opretholde bygderne, hvor vi kan beskytte de nuttede skævøjer mod den grumme verden udenfor.

Men lad mig gøre det helt klart for Aksel Carlsen og hans marxistiske venner. Vores forfædre tilpassede sig konstant omgivelserne for at overleve. De flyttede derhen, hvor eksistensgrundlaget var til stede. Kommunismens lære om, at enhver skal yde efter evne og modtager efter behov, var ikke levereglen før koloniseringen af Grønland. Før koloniseringen var vores forfædre ansvarlige samfundsmedlemmer, der vidste, at for at nyde, skal man yde. Dette bør Aksel og andre marxister indse.

Jeg vil opfordre Aksel Carlsen og andre ligesindede til at kapitulere. Grønland skal ikke være et sted, hvor mislykkede marxister forsøger at opnå genoprejsning. Vi vil ikke lukke os for resten af verden. Vi vil være en del af verden.

Kilde: Demokraterne