Landsstyret har godkendt Landskassens regnskab for året 2008

Landskassens regnskab viser et underskud på 318 mio. kr. mod et budgetteret underskud inkl. tillægsbevillinger på 390 mio. kr. Heraf var 200 mio. kr. et særligt udlån til Nukissiorfiit som bliver tilbagebetalt.

Mandag d. 27. juli 2009
Landsstyret
Emnekreds: Økonomi.

Landskassens regnskab viser et underskud på 318 mio. kr. mod et budgetteret underskud inkl. tillægsbevillinger på 390 mio. kr. Heraf var 200 mio. kr. et særligt udlån til Nukissiorfiit som bliver tilbagebetalt. Samlet set er resultatet forbedret med 71 mio. kr. i forhold til det budgetterede, hvilket er tilfredsstillende.

Men under højkonjunkturen frem til og med 2008 er de samlede driftsudgifter steget hurtigere end indtægterne. Derfor er der i de kommende år behov for en finanspolitisk opstramning, der kan føre til langsigtet balance mellem udgifter og indtægter.

Landskassens regnskab har været forsinket, blandt andet som følge af store udfordringer indenfor skatteområdet. Der er konstateret usikkerhed om opgørelse af årets bogførte skatteindtægter, og Landskassens eksterne revisor Deloitte har således taget et forbehold herfor.

Den ovenfor nævnte usikkerhed om skatteindtægterne er særlig relateret til periodeafgrænsning mellem 2008 og 2009. Det betyder, at der i 2009 vil blive reguleret skatteindtægter som rettelig burde have været bogført i 2008. I sagens natur vil opgørelsen af skatteindtægter i 2009 derfor være forbundet med en tilsvarende usikkerhed. Ekstern revisors forbehold for skatteindtægterne i 2008 vil derfor blive gentaget i Landskassens regnskab for 2009.

Skattestyrelsen har iværksat et arbejde med implementering og forbedring af forretningsgange i styrelsen som fremadrettet vil hindre den nævnte usikkerhed med opgørelse af skatteindtægterne. Skattestyrelsen har ligeledes siden overtagelsen af skatteinddragelsesmyndigheden fra kommunerne pr. 01. januar 2008, afsat større ressourcer for at imødekomme kravet om et retvisende billede af Selvstyrets skattekrav hos borgere og virksomheder.

Landskassens regnskab for året 2008 vil blive forelagt Landstinget af landstyremedlemmet for Finanser til efterårssamlingen.

Læs Landskassens Regnskab 2008