Kommentar til landsstyreformandens åbningstale

Der er ingen tvivl om, at det nyudpegede landsstyre går en svær tid i møde. Det nyudpegede landsstyre skal derfor først og fremmest bruge sin tid på at få Grønland på ret kurs igen. Det bliver hårdt arbejde som samtidig kan blive upopulært arbejde, da landsstyret er nødt til at træffe nødvendige beslutninger. Heldigvis tyder landsstyrets indsats indtil nu på, at man er klar til at gøre, hvad der skal til.

Tirsdag d. 29. september 2009
Demokraterne  
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Bosætning, Erhverv, Klima, Økonomi.

Indholdsfortegnelse:
Respekt og værdighed
Store udfordringer i vente
Bosætningsmønstret skal ændres
Bygdebefolkningen bliver ikke glemt
Påstand 1
Påstand 2
Klima


Juni måned 2009 vil for altid være indskrevet i de grønlandske historiebøger af to årsager.

For det første besluttede befolkningen den 2. juni, at det var tid til det første systemskifte i Hjemmestyrets historie. For Demokraterne betød det, at vi for første gang i partiets historie blev en del af en landsstyrekoalition.

For det andet blev Selvstyret officielt indført den 21. juni. For Grønland betyder det, at vi kan fortsætte det lange seje træk mod økonomisk selvbårenhed, der med tiden kan føre til reel poli-tisk selvstændighed.

Respekt og værdighed
Hos Demokraterne er vi glade for, at denne Efterårssamling er gået i gang. For os nyvalgte, er der tale om den første rigtige samling, og vi er spændte på, hvordan det kommer til at gå. Vi vil opfordre til, at vi alle behandler hinanden med respekt og værdighed til trods for vores åbenlyse holdningsmæssige forskelligheder. Derudover vil vi opfordre til, at medlemmerne af Landstinget og landsstyret ikke forveksler politisk kritik med personforfølgelse. Der må og skal være plads til, at vi kan kritisere hinanden uden, at vi bliver sure eller fornærmede.

Store udfordringer i vente
Der er ingen tvivl om, at det nyudpegede landsstyre går en svær tid i møde. Det nyudpegede landsstyre skal derfor først og fremmest bruge sin tid på at få Grønland på ret kurs igen. Det bliver hårdt arbejde som samtidig kan blive upopulært arbejde, da landsstyret er nødt til at træffe nødvendige beslutninger. Heldigvis tyder landsstyrets indsats indtil nu på, at man er klar til at gøre, hvad der skal til.

Hos Demokraterne er vi glade for at være en del af landsstyret. Vi mener, at samarbejdet i landsstyret forløber i gensidig respekt for de forskelligheder, som der naturligvis er mellem tre forskellige partier. Vi er stolte af, at landsstyret er trukket i arbejdstøjet fra dag 1 og langsomt men sikkert er begyndt det store arbejde med at få Grønland på rette fod igen.
Demokraterne er klar over, at der ligger et stort stykke arbejde forude, men vi er klar til at gå forrest i kampen for at skabe et bedre Grønland.

Bosætningsmønstret skal ændres
Som alle ved, så har vi netop indført Selvstyre. For Demokraterne er det vigtigt, at Selvstyret bliver mere og andet end festtaler og nationalfølelse. Vi mener, at Selvstyret skal kickstarte en udvikling, hvor vi her i Grønland tager mere ansvar for vores eget og for vores landsmænds liv. Og hvordan gør vi så det? Der er kun én vej frem: At arbejde for en selvbærende økonomi. Det er Demokraternes mål. Vi er ganske enkelt pisket til at føre en økonomisk ansvarlig politik. En politik, som har den klare ambition, at gøre Grønland uafhængig af bloktilskuddet fra Danmark. En selvbærende grønlandsk økonomi skal være vores gave til vores efterkommere.

I dag er vores disponible bruttonationalindkomst (disponibel BNI) på cirka 14 mia. kr. Værdien af vores egenproduktion (BNP) udgør knap 11 mia. kr. Gabet mellem vores egenproduktion og vores disponible BNI skyldes primært den danske stats årlige bloktilskud på ca. 3 mia. kr. Kort sagt: I Grønland bruger vi 3 mia. mere end vi tjener. Det er ikke, hvad man betegner som en bæredygtig økonomi – det er et afhængighedscirkus!

Med andre ord, så skal vi i Grønland til at tjene penge i milliardklassen for at få en selvbærende økonomi. Et ansvarligt Landsting bør derfor arbejde på at nedbringe afhængigheden af bloktilskuddet. Det kan kun ske på en måde: Grønland skal forøge sin egenproduktion (BNP).

Og her ligger det politiske problems kerne. Spørgsmålet er nemlig om samfundets værdier, skal fordeles med henblik på at bevare et meget dyrt bosætningsmønster, eller om værdierne skal anvendes til at udvikle Grønland til et økonomisk selvbærende land?

For at få en selvbærende økonomi skal vi erstatte vores nuværende tilskudssamfund med et samfund, hvor betingelserne for at skabe økonomisk vækst er optimale. Dette er ikke tilfældet i dag.

De seneste mange års landsstyrekoalitioner har ikke vist fremadrettede visioner for ændringer af tilskudssamfundet til et vækstsamfund. Grunden til dette er, at det nødvendige mandsmod til åbent at erkende, at der skal omfattende samfundsreformer til, hvis vi vil opnå en selvbærende økonomi, der i Demokraternes øjne er en forudsætning for politisk selvstændighed, desværre ikke har været fremherskende nok.

For at skabe en selvbærende økonomi skal vi skabe et moderne samfund, hvor vi er i stand til år efter år at skabe et overskud. Dette kræver, at vi blandt andet er parate til at foretage ændringer i vores omkostningstunge bosætningsmønster, hvor alt for mange urentable bygder belaster økonomien. Her ser vi hos Demokraterne især frem til landsstyrets nært kommende strukturanalyse.

For at tjene flere penge end vi gør i dag, skal vi skabe reelle forudsætninger for at kunne øge værdien af vores eksport. En effektiv deltagelse i den globale handel forudsætter et effektivt og konkurrencedygtigt erhvervsliv. Det afgørende spørgsmål er, hvordan vi skaber de bedste betingelser for erhvervslivet?

Demokraterne mener, at de bedste betingelser for erhvervslivet skabes ved at øge investeringerne i uddannelse, forskning og innovation, og det skal vel og mærke være ordentlige uddannelser på et internationalt niveau. Høj produktivitet, bedre produktionsudstyr samt højtuddannet arbejdskraft vil i stigende omfang have betydning for virksomhedernes konkurrenceevne og dermed eksporten og beskæftigelsen i Grønland. Dette er den eneste vej til økonomisk selvbårenhed og dermed en reel mulighed for et selvstændigt Grønland.

Visionen om at se på hensigtsmæssigheden af bosætningsmønsteret, skal ikke opfattes som en politisk vision om at centrere endnu mere aktivitet omkring Nuuk. Det er nemlig ikke Demokraternes vision – tværtimod. Rundt omkring i Grønland er der store vækstmuligheder, men udnyttelsen af disse forudsætter etableringsinvesteringer. Og derfor er det vigtigt, at samfundet foretager de nødvendige investeringer de steder, hvor der er mulighed for vækst.

Bygdebefolkningen bliver ikke glemt
Demokraterne ønsker ikke at tvangsforflytte nogen, og vi ønsker ikke at lukke bygder.

Vi ønsker derimod at skabe mere og bedre velfærd for hele befolkningen, og her er det essentielt, at vi forholder os til fakta. Jeg vil derfor her opstille to påstande, der gerne skulle påvise, hvorfor det er så vigtigt, at vi investerer de steder, hvor der er mulighed for vækst.

Påstand 1
Det er et faktum, at mange af borgerne i bygderne har et ønske om at flytte til byerne. Tal viser, at 3 procent af bygdebefolkningen flyttede til byerne alene i 2008. Demokraterne vil derfor skabe bedre forudsætninger for, at dem der har lyst, reelt kan flytte til de naturlige vækstbyer, som er de byer, hvor der er et naturligt grundlag for økonomisk vækst.

Det betyder, at vi vil arbejde for, at der skabes rammerne for, at dem der enten vil påbegynde en uddannelse eller har fået job i de naturlige vækstbyer, sikres bolig- og børnepasning. Dette vil ikke medføre en merudgift for Landskassen – tværtimod.

Ved at skabe en koordineret og visionær politik sikrer vi en bedre udnyttelse af samfundets ressourcer. Derfor er det vigtigt, at vi investerer i boliger, institutioner og skoler de steder, hvor folk påviseligt ønsker at flytte til.

Påstand 2
Det er et faktum, at befolkningen i bygderne udgør et kæmpestort potentiale for at skabe økonomisk vækst i vort land. Hvis vi politikere formår at skabe de rette betingelser, er bygdebefolkningen en stor ressource. En ressource, som gennem opgradering i kompetencer i henhold til arbejdsmarkedets behov, kan overgå fra de traditionelle erhverv indenfor bl.a. fangst, fiskeri og fiskeindustri til fremtidens væksterhverv indenfor bl.a. råstofsektoren, bygge- og anlægssektoren, turisme, aluminiumsindustri og øvrige landbaserede erhverv. Der er derfor et stort økonomisk vækstpotentiale i milliardklassen. Sagt anderledes er bygdebefolkningen Grønlands X-faktor – det er dem, der har mulighed for at gøre Grønland til en vinder. Det er dem, der har muligheden for at skabe den økonomiske vækst, der med tiden kan føre til politisk selvstændighed.

Klima
Et af de varmeste debatemner i verden i øjeblikket er det globale klima. Dette skyldes ikke mindst den nært forestående klimakonference i København. Demokraterne vil gerne her i åbningsdebatten gøre det krystalklart, hvad vores holdning er på klimaområdet.

Grønland er et af de steder på vor klode, hvor opvarmningen allerede har vist sig at have store konsekvenser, og disse vil ikke blive mindre, hvis indlandsisen begynder at smelte. Klimaforandringerne er - i følge FN’s klimapanel, IPCC – med 90 procents sikkerhed menneskeskabte. Det betyder, at det kun er os selv, der kan gøre noget ved dem.

Her er det Demokraternes opfattelse, at vi i Grønland står i et svært dilemma. På den ene side truer klimaforandringerne vores traditionelle kultur, men på den anden side er der ikke så meget at gøre ved det, hvis vi ønsker at få mere industri, flere miner og med tiden måske olieboringer.

Den på mange områder ganske gode Kyoto-aftale er en hæmsko for lande, som Grønland, der endnu ikke har udviklet en stor industri.

Kyoto-aftalen går kort fortalt ud på, at de industrialiserede lande – herunder Danmark og derfor også Grønland – skal nedbringe CO2-udledningen med 8 procent. For Grønlands vedkommende bliver det beregnet ud fra et forbrug i en tid (1990), hvor vi ikke havde særlig meget udledning som følge af, at vi havde en meget lille industri. Med andre ord skal vi udlede 8 procent mindre end ingenting. Dette krav er umuligt at imødekomme, hvis vi får held med at åbne flere miner, hvis vi vil bore efter olie eller hvis vi vil have tung industri, som for eksempel en aluminiumssmelter, til landet. Såfremt vi ikke får en aftale, der betyder, at vi kan få nogle større CO2-kvoter, der er rimelige i forhold til de reelt industrialiserede lande, kan investeringslysten og Grønlands økonomiske udbytte komme til at ligge på et meget lille sted.

Demokraterne mener, at de andre lande også må tage hensyn til, at Grønland allerede i dag har en veludviklet og ren energikilde i vandkraft. Det betyder for eksempel, at en placering af en aluminiumssmelter her i landet vil være en gevinst for klimaet, hvis man tænker globalt. CO2 udledningen vil således være tre gange større, hvis aluminiumssmelteren bliver opført i et land, der vil drive den ved hjælp af fossile brændstoffer.

Derfor er det Demokraternes opfattelse, at landsstyret skal arbejde hårdt for, at Grønland får en ordentlig aftale i hus i forbindelse med Klimakonferencen. Og det skal altså være en aftale, hvor vi ikke forpligtes til at overholde Kyoto-aftalen. Vi er nødt til at kræve, at vi skal have lov til at udvikle os industrielt. Gør vi ikke det, så virker vejen til økonomisk selvbårenhed, som en temmelig uoverskuelig rejse.

Vi vil fra Demokraterne være med til at begrænse udledningen af CO2. Derfor har Demokraterne stillet et forslag om ændring af afgifter for indførsel af køretøjer, så det bliver afgiftsfrit at indføre motorkøretøjer, der ikke anvender fossile brændstoffer.

Det var, hvad Demokraterne havde valgt at fokusere på i dagens åbningsdebat. Vi har naturligvis holdninger til alle andre væsentlige spørgsmål, men vi synes, at det er vigtigt, at der i en åbningsdebat bliver fokuseret på de mere overordnede samfundsspørgsmål. Detailpolitikken får vi rigeligt med tid til at debattere på resten af samlingen, der som bekendt byder på en bred variation af forslag og forespørgselsdebatter.

Tak for ordet.