Velfærd kommer ikke af sig selv

I Grønland har vi et velfærdssystem, hvor økonomiske subsidier til virksomheder spiller en central rolle. Sammenlignet med andre lande omfordeler vi en stor del af samfundets begrænsede midler til erhvervslivet. Devisen er, at den massive økonomiske støtte i form af vedvarende overførsler skaber grobund for velfærd.

Tirsdag d. 12. januar 2010
Niels Thomsen, Formand for Demokraterne
Emnekreds: Erhverv, Økonomi.

© an

I dette debatindlæg vil jeg redegøre for mit syn på fremtidens velfærdsgrønland. Der er tale om et idealtypisk billede, som jeg vil arbejde for at realisere gennem mit politiske virke. Et centralt spørgsmål er, om de offentlige myndigheder ene og alene skal yde velfærd, eller om vi som enkeltindivider skal være med til at løfte opgaven?

I Grønland har vi et velfærdssystem, hvor økonomiske subsidier til virksomheder spiller en central rolle. Sammenlignet med andre lande omfordeler vi en stor del af samfundets begrænsede midler til erhvervslivet. Devisen er, at den massive økonomiske støtte i form af vedvarende overførsler skaber grobund for velfærd. Denne mekanismes hensigtsmæssighed er uklar og vil efter min mening have en boomerangeffekt. En boomerang vender som bekendt tilbage til udgangspunktet. Med andre ord fastholdes de nødlidende i en fattigdomsfælde bundet i apati og passivitet.

Jeg tror selv på en basis-velfærdsmodel, hvor grundlæggende ydelser som eksempelvis skole og sundhedspleje er for alle. Alt derudover – som for eksempel erhvervsstøtte – er undergravende for basis-modellen, da støtte til den slags giver færre samfundspenge til for eksempel skoler og sygehuse. Derudover er det min opfattelse, at den omfattende offentlige støtte også undergraver medmenneskeligheden. Det er som om, at vi ikke længere er i stand til at tage vare på os selv. Alle opgaver skal løses af det offentlige, og vi enten afventer eller beder om hjælp til forsørgelse og velfærd. Alt for mange af os handler ikke med henblik på at tilvejebringe vort eget eksistensgrundlag. Dette er vores koloniale arv. Vi er blevet vænnet til at leve af almisser fra det offentliges side – i første omgang Danmark og i næste omgang Hjemmestyret/Selvstyret og Staten i fællesskab.

Resultatet er et samfund, hvor alt for få medvirker til at tilvejebringe et reelt grundlag for opnåelse af økonomisk selvbårenhed. Denne økonomiske selvbårenhed kan kun opnås ved, at vi erstatter bloktilskuddet ved øget værdiskabelse. Det vigtige spørgsmål er, hvorledes vi øger værdiskabelsen.

Den eneste sikre vej til øget værdiskabelse er uddannelse – og uddannelse koster! For at kunne tilføre arbejdskraften kompetencer gennem uddannelse er det eksempelvis nødvendigt at bygge de nødvendige fysiske faciliteter som skoler og kollegier. Derudover skal der være kvalificerede lærere. For at have råd til alt dette på uddannelsesområdet må vi prioritere samfundets begrænsede midler til fordel for uddannelse. Dette betyder samtidig, at vi må nedprioritere andre områder, hvilket selvfølgelig er her, at skoen trykker hos mange.

Jeg inviterer med dette indlæg til en debat, om hvilken velfærdsmodel vi skal stræbe hen imod og de følgevirkninger, der er ved de forskellige velfærdsordninger.