Regnskabsberetning, Qaasuitsup Kommunia, 2009

Klimapåvirkningerne har nu medført, at der kan fiskes en større del af året. Især har det været tilfældet for Upernavik og Uummannaq. Den nemmere tilgang til fisken, har dog også medført at kvoterne er blevet fisket hurtigere end forventet, så fiskeriet har måtte stoppes i perioder.

Mandag d. 19. juli 2010
Jess Svane, Borgmester i Qaasuitsup Kommunea
Qaasuitsup Kommunia
Emnekreds: Klima, Kommunerne, Økonomi.

Det første år efter kommunesammenlægningen er nu overstået og regnskabet afsluttet. Kommunen kommer ud af 2009 med et undeskud før finansielle poster på 35 mio. og et overskud på 2,5 mio. medregnet finansielle poster.

Resultatet er påvirket af mange faktorer, en del har kommunen selv haft indflydelse på, men mange er eksterne påvirkninger, der har ramt kommunen hårdt i 2009.

Kommunens budget tog udgangspunkt i de 8 gamle kommuners regnskaber og budgetter. Der var en forventning om en fornuftig primolikviditet da kommunen gik ind i 2009, en forventning der dog måtte nedjusteres væsentligt allerede i januar. Samme måned fik kommunen en regning fra skattestyrelsen på 32 mio., for regulering af de gamle kommuners indtægter. Disse to forhold gjorde, at vi allerede i foråret 2009 måtte gennemføre en række besparelser på drifts- og anlægsområdet. Besparelserne blev dog gennemført, uden at borgerservicen blev forringet.

I løbet af foråret og sommeren lukkede en række indhandlings- og produktionssteder, hvilket fik ledigheden til at stige langt mere end sædvanligt for årstiden. Særligt hårdt ramt blev Kangaatsiaq og Upernavik. Først med nye servicekontrakter med selvstyret, åbnede en stor del af dem igen. Indsættelse af et indhandlingsskib påvirkede også ledigheden, da indhandlingen lukkede de steder hvor skibet lå.

Klimapåvirkningerne har nu medført, at der kan fiskes en større del af året. Især har det været tilfældet for Upernavik og Uummannaq. Den nemmere tilgang til fisken, har dog også medført at kvoterne er blevet fisket hurtigere end forventet, så fiskeriet har måtte stoppes i perioder.

I efteråret blev kommunen på ny reguleret på skatteområdet, denne gang med 53 mio. Reguleringen kom så sent på året, at det ikke var muligt for kommunen af reducere budgettet tilsvarende. Der er indgået en aftale med selvstyret om afviklingen af beløbet.

2009 har været et meget lærerigt år, på både godt og ondt. Der er brugt mange ressourcer på at få økonomien til at hænge sammen og ikke mindst at sikre en fornuftig likviditet. Jeg vil godt takke personalet for den indsats de har ydet i årets løb, der er lagt mange kræfter i at få den nye kommune i drift.

Det er min klare overbevisning, at vi i 2010 kan få konsolideret kommunens økonomi, så vi kan bruge vores ressourcer fremadrettet og skabe et solidt fundament for den udvikling vi ser komme.

Hele regnskabsberetningen kan hentes her:
Regnskabsberetning Qaasuitsup Kommunia 2009