Samarbejdsaftale indgået med olieselskab

Udgangspunktet for aftalen er olieefterforskningsboringerne i 2010 og indeholder en gennemgang hvordan virksomheder og arbejdstagere inddrages i efterforskningsaktiviteterne. I aftalen er det også fastlagt hvilke kurser og workshops, der skal gennemføres med henblik på opkvalificering af den grønlandske arbejdsstyrke og det grønlandske erhvervsliv.

Torsdag d. 5. august 2010
Ove Karl Berthelsen, Landsstyremedlem for erhverv og arbejdsmarked  
Emnekreds: Efterforskning, Olieefterforskning, Økonomi.

Landsstyret, Qaasuitsup Kommunia, Qeqqata Kommunia og Kommuneqarfik Sermersooq har indgået en samarbejdsaftale (Impact Benefit Agreement) med Cairn Energy plc vedrørende samfundsmæssige bæredygtige tiltag.

Udgangspunktet for aftalen er olieefterforskningsboringerne i 2010 og indeholder en gennemgang hvordan virksomheder og arbejdstagere inddrages i efterforskningsaktiviteterne. I aftalen er det også fastlagt hvilke kurser og workshops, der skal gennemføres med henblik på opkvalificering af den grønlandske arbejdsstyrke og det grønlandske erhvervsliv. Aftalen kan således være med til at sikre, at det grønlandske erhvervsliv kan deltage mere aktivt i de kommende års efterforskningsaktiviteter.

- Jeg er tilfreds med aftalen. Der er tiltag som gavner nu, og der er tiltag der sigter fremad. Vores unge mennesker får en mulighed for at få en karriere inden for denne branche på sigt og der vil allerede i september blive afholdt en workshop vedrørende grønlandske virksomheders leverancemuligheder i de kommende år. Disse tiltag vil gøre os alle klogere på hvilke muligheder der er i denne branche samtidig, med at der er opgaver til grønlandske virksomheder allerede i år, udtaler Medlem af landsstyret for Erhverv og Råstoffer, Ove Karl Berthelsen.

Kommunerne finder det glædeligt og spændende at være med i den første samarbejdsaftale om olieboringer efter indførelsen af Selvstyret. Forhåbentlig bliver det den første i en række aftaler om samarbejde med råstofselskaber til gavn for samfundet. Aftalen åbner op for skabelsen af muligheder for vores lokale virksomheder samt udvikling af arbejdsstyrken.

I fremtidige aftaler og herunder aftalen for næste års boresæson, forventes der en forøget andel af anvendelse af lokal arbejdskraft, lokale virksomheder og inddragelse af lokale uddannelsesinstitutioner. I dette første år har fokus været at få et indgående kendskab til branchen. Forhåbentligt bliver olieboringerne så succesfulde, at boreprogrammet fortsættes til næste år med større lokal medvirken.

- Cairn er tilfreds med at denne aftale med Grønlands Selvstyre og kommunerne nu er blevet underskrevet. De forpligtelser som ligger i aftalen er et klart udtryk for hvor vigtigt selskabet anser samarbejdet med kommunerne for at være. Cairn vil, i den grad det er muligt, anvende lokale varer og tjenester. Selskabet vil også bestræbe sig på at reducere, så vidt det er muligt, den påvirkning aktiviteterne måtte have på lokalsamfundet, udtaler projektleder for aktiviteter i Grønland Ian Watt, fra Cairn.

Interessentdeltagelse og -involvering
Efter krav fra myndighederne gennemførte Cairn en omfattende høringsproces i foråret med flere end 50 nøgleinteressenter. Interessenterne blev givet muligheden for at påpege forhold som de selv synes er vigtige i forbindelse med projektet. Da den lovpligtige redegørelse for Vurdering af Samfundsmæssig Bæredygtighed blev sendt i offentlig høring gennemførte selskabet yderligere en række borger- og interessentmøder i løbet af foråret.

Baggrund
Råstofprojekter kan have omfattende samfundsmæssige og økonomiske virkninger - både positive og negative. En forståelse af samspillet mellem råstofprojekter og samfundet generelt er derfor afgørende for at kunne øge de positive virkninger og reducere de negative virkninger af et råstofprojekt. Det er derfor et lovkrav at der gennemføres en vurdering af den samfundsmæssige bæredygtighed hvor de positive påvirkninger maksimeres. Det kunne være positive effekter som beskæftigelses- og uddannelsesmuligheder. Samtidig skal de negative påvirkninger imødegås, det kunne være påvirkninger som at undgå områder som vil være til gene for lokale borgere eller andre brancher.

På baggrund af samfundsvurderingen skal indgås en samarbejdsaftale (Impact Benefit Agreement) med henblik på at sikre bæredygtighed på sigt og at de nødvendige tiltag igangsættes. Samarbejdsaftalen overvåges og evalueres med en årlig rapportering til aftaleparterne, der herefter vurderer om tiltagene skal justeres eller intensiveres.