Vi nærmer os sidste udvej

Det efterlader os i en situation, hvor afgiftsforhøjelser reelt set er den eneste mulighed. I en sådan situation foretrækker Demokraterne at slå to fluer med et smæk. Vi vil ikke forhøje afgifter blot for at få penge i kassen. Vi vil score en sidegevinst ved at gøre afgiftsforhøjelserne adfærdsregulerende.

Onsdag d. 17. november 2010
Astrid Fleischer Rex, Medlem af Grønlands Landsting for Demokraterne
Emnekreds: Levevilkår, Økonomi.

Vort land befinder sig desværre i en alvorlig økonomisk situation. Det betyder, at vi desværre ikke har råd til alt det, vi gerne vil. Det betyder, at vi i stedet er nødt til at udvise mådeholdenhed, hvor vi kan, og det betyder, at vi er nødt til at spare de steder, hvor det er muligt. De eneste andre alternativer er at øge landets indtægter gennem højere skatter eller højere afgifter. Ingen af delene er sjove.

Hos Demokraterne betragter vi skattestigninger og afgiftsforhøjelser som den absolut sidste udvej, men vi må desværre erkende, at vi nærmer os en situation, hvor der ganske enkelt ikke er andre udveje.

Landsstyret udviser mådeholdenhed i meget stor grad. Hver en krone bliver vendt og drejet, og allerede nu er det sådan, at det kun er det allermest nødvendige, der bliver givet penge til. Hertil skal lægges, at det efterhånden er umuligt at spare mere på administrationen end man allerede har gjort. Eksempelvis er det i øjeblikket et problem for
landsstyret at svare på spørgsmål inden for den lovpligtige tidsramme. Det er en rigtig god indikation på, at det er svært at spare ret meget mere.

Det efterlader os som sagt i en situation, hvor vi er nødt til at kigge på de førnævnte indtægtsmuligheder for at udvise økonomisk ansvarlighed. Her er Demokraternes holdning krystalklar. Indkomstskatten (skatten på arbejde) kommer ikke til at stige med vores stemmer. Vi vil ikke være med til at straffe de borgere, der yder en ekstra indsats, og det er lige præcis det, der sker, når man hæver skatten på arbejde. En højere skat på arbejde vil også betyde, at vi gør det mindre attraktivt for vore unge mennesker at tage en uddannelse, ligesom det bliver sværere at få dygtige grønlændere bosat i udlandet til at vende hjem. En skatteforhøjelse vil med andre ord være rigtig skidt.

Det efterlader os i en situation, hvor afgiftsforhøjelser reelt set er den eneste mulighed. I en sådan situation foretrækker Demokraterne at slå to fluer med et smæk. Vi vil ikke forhøje afgifter blot for at få penge i kassen. Vi vil score en sidegevinst ved at gøre afgiftsforhøjelserne adfærdsregulerende. Eksempelvis er der god mening i at hæve afgiften på tobak, da det vil få folk til at ryge mindre. Det giver mening at hæve afgiften på sukker, da det vil få folk til at spise sundere. Det giver mening at hæve afgiften på alkohol, da det vil få folk til at drikke mindre. Endelig er det en god idé at hæve afgifterne på benzin, da det vil betyde mindre CO2-udledning. Igen vil jeg dog fastslå, at forhøjelse af afgifter er absolut sidste udvej for Demokraterne.

Men nogen gange er sidste udvej også den eneste udvej, og jeg er bange for, at det er den situation, vi grønlændere står i lige nu.