Balancerede forandringer er nødvendige

Udfordringen bliver at finde de balancerede løsninger, der sikrer at Grønland fortsat er et velfærdssamfund – også om 30 år. Dette indebærer, at borgerne i Grønland ikke alene sikres adgang til at nyde af velfærdssamfundets goder, men også gives mulighederne og grundlaget for at kunne yde endnu mere til velfærdssamfundets opretholdelse. Dem der kan yde, skal yde. Dette er en grundlæggende samfundspligt.

Tirsdag d. 15. marts 2011
Maliina Abelsen
Emnekreds: Forårssamling 2011, Økonomi.

Forårssamlingen 2011 vil være begyndelsen på en lang række samlinger, hvor Landsstinget skal forholde sig til hvorledes de nødvendige strukturelle ændringer kan gennemføres.

En række initiativer vil blive fremlagt på forårssamlingen. De helt store vil være redegørelserne, der følger af Skatte- og Velfærdskommissionens og Transportkommissionens betænkninger. Dertil kommer, at landsstyret løbende vil præsentere nye initiativer, der udspringer af arbejdet med Den Regionale Udviklingsstrategi, Børne- og Ungestrategien samt Uddannelsesplanen. Disse vil bl.a. være en revidering af fiskeriloven og nye initiativer på uddannelsesområdet herunder særligt folkeskolen.

Fælles for disse initiativer vil være, at de ligger op til vanskelige beslutninger, der vil medføre forandringer af vores samfund. Det er her vigtigt at sætte sig det mål, at der med forandringerne sker forbedringer. Udfordringen bliver at finde de balancerede løsninger, der sikrer at Grønland fortsat er et velfærdssamfund – også om 30 år. Dette indebærer, at borgerne i Grønland ikke alene sikres adgang til at nyde af velfærdssamfundets goder, men også gives mulighederne og grundlaget for at kunne yde endnu mere til velfærdssamfundets opretholdelse. Dem der kan yde, skal yde. Dette er en grundlæggende samfundspligt.

Alternativet – at lade stå til – er ikke en mulighed. I løbet af ganske få år ville dette medføre et behov for omfattende besparelser, der også vil omfatte nedskæringer på velfærdssamfundets kerneydelser – sundhed, uddannelse og social sikring. Dette samfund er der ingen af os der ønsker og for at undgå dette, så skal der ske forandringer i måden vi yder til og nyder fra samfundets goder. Vi skal således alle bidrage til forandringerne, og gør vi det, vil vi komme styrket ud som samfund. Vi kan heller ikke lade stå til i håbet om, at der bliver gjort et kommercielt fund af olie i havet ud for Grønland.

Selvom sommerens boringer var opløftende og viste spor af olie blev der ikke gjort et kommercielt fund. Og der kan meget vel gå en årrække inden der bliver gjort et kommercielt fund. Dertil kommer, at der er en lang tidshorisont førend et kommercielt oliefund giver det grønlandske samfund et økonomisk afkast, der modsvarer de økonomiske udfordringer vi har med ikke alene at opretholde vores nuværende velfærdssamfund men også at gøre det grønlandske samfund uafhængigt at det danske bloktilskud.

På den baggrund er der ingen tvivl om at balancerede forandringer er nødvendige allerede indenfor de kommende år.

Med disse ord skal jeg på vegne af landsstyret overlade Politisk-Økonomisk Beretning 2011 til Landsstinget og til andre der måtte være interesserede.

Kan læses her Politisk-økonomisk beretning 2011

Vores velfærd og velstand kræver handling nu
Indkomster og indkomstfordeling i Grønland 2007