Skatten ned – arbejdslysten op

Først og fremmest skal der lyde en stor tak til medlemmerne af Skatte- og Velfærdskommissionen. Det har været en fornøjelse at læse en rapport, der på en velargumenterende måde tager fat på en debat om, hvordan vort samfund skal indrettes i fremtiden. Helt grundlæggende er det vigtigt for Demokraterne at fastslå, at vi i store træk bakker op om anbefalingerne, og vi ser frem til de kommende politiske forhandlinger, der forhåbentlig munder ud i en række bredt funderede forlig.

Onsdag d. 16. marts 2011
Jens B. Frederiksen, landstingsmedlem og formand for Demokraterne
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Demokraterne har med længsel ventet på at læse anbefalingerne fra Skatte- og Velfærdskommissionen. Og lad det være sagt med det samme; det har været værd at vente på.

Først og fremmest skal der lyde en stor tak til medlemmerne af Skatte- og Velfærdskommissionen. Det har været en fornøjelse at læse en rapport, der på en velargumenterende måde tager fat på en debat om, hvordan vort samfund skal indrettes i fremtiden.

Helt grundlæggende er det vigtigt for Demokraterne at fastslå, at vi i store træk bakker op om anbefalingerne, og vi ser frem til de kommende politiske forhandlinger, der forhåbentlig munder ud i en række bredt funderede forlig.

Der er dog et par af anbefalingerne, som vi gerne vil fremhæve, fordi de falder godt i tråd med den politik, som vi har kæmpet for siden 2002, hvor vort parti blev dannet.

Vi er glade for, at det bliver anbefalet, at skatten på arbejde skal reduceres kraftigt. Denne anbefaling vil betyde, at det bliver mere attraktivt at yde en ekstra indsats på arbejdsmarkedet, og det er meget positivt, da det i dag desværre er sådan, at det for nogle ikke kan betale sig at arbejde. En lavere skat på arbejde vil også have den effekt, at arbejdslysten stiger. Folk vil blive gladere for at gå på arbejde, da det tydeligt vil fremgå af lønsedlerne, at der kommer flere penge på kontoen hver måned.

Det er også vigtigt for Demokraterne at fremhæve, at vi er meget enige med kommissionen i, at status quo ikke er en mulighed. Vort samfund har brug for reformer, så velfærden som minimum kan forblive på det nuværende niveau. Det nytter ikke noget, at vi passivt ser til, mens vi håber på, at der viser sig en løsning. Vi er nødt til at droppe passiviteten, og i stedet aktivt påvirke den retning, som vort samfund skal bevæge sig i. Det er ikke nogen hemmelighed, at nogle af de forslåede anbefalinger kommer til at være ubehagelige og upopulære, men her er det vores opgave som politikere at træffe de nødvendige beslutninger, som på langt sigt vil være mest gavnlige for vort land.