Ikke tiden til at tænke i afskaffelse af personaleboliger

Når vi ser isoleret på de nyuddannede, så skal vi nok regne med, at de skal arbejde i minimum 5 år, før de kommer så meget økonomisk på fode, at de vil være i stand til selv at anskaffe sig en bolig. Derfor vil der i mange år frem endnu være behov for et incitament i form af bolig, stillet frem fra arbejdsgiveren, hvis vi skal have disse hjem. Her kunne man så kikke på om der eksempelvis på området er en mulighed for at udforme en ordning, der kunne afgrænse behovet for en personalebolig til f.eks. 5 år, hvorefter den eller de implicerede skal anskaffe sig egen bolig eller løse boligsituationen på anden vis.

Onsdag d. 2. maj 2012
Per Berthelsen, landstingsmedlem, Siumut, politisk ordfører
Emnekreds: Boliger, Økonomi.

Foranlediget af de sidste dages snak om personaleboliger og vakantboliger, vil jeg knytte nogle bemærkninger fra Siumut om emnet.

Det ligger klart nu, at landsstyret agter at nedtrappe antallet af personaleboliger i de næstkommende år, fordi området iflg. dem er en stor udgiftspost på ca. 20 mill. kr. om året for de knap 1700 boliger, som Selvstyret har sammenlagt.

Isoleret set, kan man fristes til at være moderat forstående for landsstyrets udmelding, men når man kikker på det i helhedsperspektiv, virker hensigten ugennemtænkt og skaber unødigt postyr i en tid, hvor der er nok af andre emner, man bør behandle og afklare først.

For ret beset er de omtalte penge pebernødder i forhold til, hvad de danner grundlag for af mulige indtægter for samfundet.

Udefra berørte parters udtalelser – i dette tilfælde i Qanorooq d. 26. april 2012, kan man høre, at rekruttering af nødvendig arbejdskraft udefra vil blive utrolig svækket, hvis landsstyret begynder at fjerne incitamentet for at ville komme til vort land og arbejde. For vi kan ikke løbe fra, at vi fortsat har ”specielle grønlandske forhold” i vort samfund, der kræver, at vi håndterer områder på helt andre måder end andre lande. Vi er fortsat et samfund, der lider under mangel på uddannet arbejdskraft, hvorfor vi til stadighed må ty til tilkaldt arbejdskraft i rimelig stor målestok. Det optimale ved at hente arbejdskraften udefra ville så være, om det var landsmænd, vi fik hjem efter endt uddannelse. For det er dem, vi kan regne med bliver i vort land.

Når vi indenfor denne ser isoleret på de nyuddannede, så skal vi nok regne med, at de skal arbejde i minimum 5 år, før de kommer så meget økonomisk på fode, at de vil være i stand til selv at anskaffe sig en bolig. Derfor vil der i mange år frem endnu være behov for et incitament i form af bolig, stillet frem fra arbejdsgiveren, hvis vi skal have disse hjem. Her kunne man så kikke på om der eksempelvis på området er en mulighed for at udforme en ordning, der kunne afgrænse behovet for en personalebolig til f.eks. 5 år, hvorefter den eller de implicerede skal anskaffe sig egen bolig eller løse boligsituationen på anden vis.

Når vi så kikker særskilt på økonomien bag ordningen, så kan vi opstille et regnestykke, der vil vise, at der for at dække en udgiftspost på nævnte omkring 20 mill. kr. om året ikke skal ret mange tilkaldte til for at udfylde den post baseret på skattebidrag til samfundet.

Groft beregnet er det vel et sted mellem 200.000 kr. og op, der kreeres i skatteindtægter for hver personalebolig, man stiller til disposition. Så der skal ”bare” 70 – 80 tilkaldte til for at dække udgiften.

Hvis man derudover indfører en modereret betaling for vakantboliger, så skal der endnu færre tilkaldte til, for at dække omkostningerne for Selvstyret.

Man burde så sideløbende medtage, at vi for en enkelt boligtildeling ofte slår ”2 fluer med et smæk” i form af at det er 2 arbejdsduelige (læs par), vi modtager, hvorfor skattebidraget om muligt ville være højere end oven over anført.

Vi må derfor fra Siumuts side konkludere, at der i ordningen ligger så mange indtægter i tilgift, at vi også bør anskue området som en investering, så længe vi har brug for at hente arbejdskraft udefra.

Vi må derfor have i tankerne, om vi har råd til at slække på området.

Fra Siumut´s side mener vi ikke, at det er tiden til at skulle tage emnet op på nuværende tidspunkt. Vi har mange andre mere presserende områder, som vi bør tage op først.