Landsstyrepartierne nedstemmer gælds- og investeringsstrategien

Når vi som politikere beslutter at optage gæld, så er det borgernes penge det handler om. Og det er netop samfundets samlede gæld der sættes nogle rammer for i strategien.

Tirsdag d. 1. december 2015
Naaja Nathanielsen, medlem af Landstinget for Inuit Ataqatigiit  
Emnekreds: Efterårssamling 2015, Politik, Økonomi.


I Landstinget udspillede der sig i går et noget finanspolitisk rodet forløb, som ingenlunde peger i en stabil retning. Anledningen var Inuit Ataqatigiits forespørgselsdebat om den gældende gælds- og investeringsstrategi. Strategien blev udarbejdet i 2012 og fik dengang opbakning af samtlige Landstingspartier.

I går havde piben dog fået en anden lyd. Samtlige koalitionspartier stemte imod forslaget til udtalelse, som i bund og grund indeholdt en genbekræftelse af, at Landstinget ønsker at gælds- og investeringsstrategien følges.

Inuit Ataqatigiit mener det netop i disse år og i disse måneder er vigtigt, at vi har en fælles forståelse for, hvilken strategi der følges, når vi debatterer anlægsopgaver som lufthavnsinvesteringer og andre opgaver som kræver lånoptag til landskassen, kommuner eller de selvstyreejede selskaber. Når vi som politikere beslutter at optage gæld, så er det borgernes penge det handler om. Og det er netop samfundets samlede gæld der sættes nogle rammer for i strategien.

Mærkværdigt nok udviklede gårsdagens debat sig dog i en noget bekymrende retning. Landsstyremedlem for Finanser udtalte, at man ikke nødvendigvis ønsker at følge den gældende strategi, mens de tre koalitionspartier slog fast, at strategien skulle følges uden dog at de ville stemme for en klar udtalelse herom.

Mere rodet kan det næppe blive. Fra Inuit Ataqatigiit er vi bekymrede over denne slingrekurs. Det er borgernes penge det handler om, og vi bør i det mindste kunne få et klart svar fra det siddende landsstyre om, hvorvidt man fortsat har tænkt sig at følge den vedtagne strategi.
Vi bider mærke i, at koalitionspartierne end ikke gad fremlægge en alternativ tekst til udtalelse. Det ville ellers have været passende i det mindste at forsøge at finde fælles fodslag så befolkningen og mulige investorer ude fra ved hvordan vi har tænkt os at forvalte deres penge.

Inuit Ataqatigiit opfordrer til, i lyset af gårsdagens debat, at landsstyret indkalder til forhandlinger om, efter hvilke principper de forestående og lovede anlægsinvesteringer skal finansieres. Vi skal have skabt gennemsigtighed og realisme om disse projekter. Det er borgernes penge det handler om.