Boks 2.1 Beskæftigelsen i fiskerietBeskæftigelsen i fiskeri og fiskerirelateret industri og handel udgør i 2019 ca. 18 pct. af den samlede beskæftigelse. Beskæftigelsen i fiskeriet er i 2019 ca. 8 pct. højere end i 2015, og har de senere år ligget på et niveau omkring 4.300 personer med fiskeriet som hovedbeskæftigelse. Stigningen i beskæftigelsen er koncentreret blandt personer, der har en erhvervsuddannelse (50%) eller en gymnasieuddannelse (16%), mens personer uden uddannelse ud over folkeskolen står for 20% af stigningen. Aldersmæssigt har der været en stigning i beskæftigelsen for både unge (især 25-40-årige) og også for ældre (55 år eller ældre), og samlet et fald for den mellemliggende aldersgruppe.Figur 2.4 Beskæftigelsen i fiskeriet – tilgang og afgang, 2016-2019.
Boks 3.1. En makromodel for økonomi og holdbarhedDer er udviklet en ny økonomisk model, som er baseret på de grundlæggende sammenhænge og strukturer i økonomi, dvs. erhvervsstruktur, arbejdsmarked, velfærdsydelser, skat mv. Modellens styrke at sikre en sammenhængende langsigtet fremskrivning af økonomien, herunder udviklingen i de offentlige indtægter og udgifter. I modellen formuleres adfærden for virksomheder og husholdninger (dvs. produktion, investeringer, forbrug, opsparing mv.), udenrigshandel og offentlige finanser. Modellen er opstillet på data fra nationalregnskabet og statistik for offentlige finanser mv.Privat og offentlig produktion og sammenhængen mellem de enkelte sektorer er baseret på nationalregnskabet. Modellen omfatter virksomheder, husholdninger og en offentlig sektor. Der er ni private sektorer, hvor priserne bestemmes som en mark-up over enhedsomkostningerne. Fiskeriet er en af de private sektorer. Investeringerne i de private sektorer er bestemt af det ønskede kapitalapparat, som igen afhænger af produktionsniveauet i privat sektor. I modellen er der antaget en langsigtet strukturel vækst på 1,25 pct. årligt, en inflationsrate på 1,8 pct. og en nominel rente på 4 pct. Husholdningerne i modellen udbyder arbejdskraft, betaler skatter og afgifter og modtager indkomstoverførsler fra den offentlige sektor. Arbejdsmarkedstilknytning er bestemte af alder, køn og uddannelsesniveau. Indkomsten består af lønindkomst, indkomstoverførsler og afkastet på kapitalapparatet.Den offentlige sektor leverer offentligt forbrug, dvs. sundhedsydelser, undervisning, ældre- og socialforsorg, administration mv. Enhedsomkostninger i den offentlige sektor følger lønudgifter til offentligt ansatte. Det antages dermed, at ny teknologi og produktivitetsforbedringer ikke i sig selv vil reducere antallet af offentligt ansatte. Fx vil antallet af lærer i folkeskolen på lang sigt være bestemt af antal elever og ikke af den teknologiske udvikling. Det medfører den såkaldte omkostningssyge, hvor enhedsomkostninger i den offentlige sektor vokser mere end priserne på de private varer. Det offentlige forbrug består af det individuelle og kollektive offentlige forbrug som begge er bestemt af befolkningsudviklingen. Det individuelle offentlige forbrug er bl.a. sundhedsydelser og undervisning, hvor efterspørgslen i høj grad afhænger af befolkningens størrelse og alderssammensætning. Det kollektive forbrug er ikke direkte rettet mod enkelte borger, men mod samfundet som helhed, fx administrationen. De offentlige udgifter består desuden af indkomstoverførsler til husholdningerne og offentlige investeringer. De offentlige indtægter består af skatter, afgifter, bloktilskud. De indenlandske skatter og afgifter afhænger af beskæftigelse og indkomstudviklingen. Bloktilskuddet er fastlagt ved Selvstyreloven og er i modellen approksimeret efter udviklingen i det generelle danske pris- og lønindeks.I modellen fremskrives de offentlige indtægter og udgifter. Finanspolitikken er holdbar, når der på lang sigt er balance mellem offentlige indtægter og udgifter. Der skal ikke være balance hver enkelt år, men set over en årrække skal nutidsværdien af de offentlige udgifter ikke være større end nutidsværdien af indtægterne og den initiale offentlige nettoformue. Finanspolitikken er dermed ikke holdbar, hvis nutidsværdien af alle fremtidige budgetunderskud er større end den offentlige nettoformue. I modellen er holdbarhedsindikatoren defineret som den permanente forbedring af det primære offentlige budget målt som andel af BNP, der skal til for at sikre, at den offentlige sektor overholder sit langsigtede budget.Førsteversionen af makromodellen for økonomi og holdbarhed indeholder de grundlæggende sammenhænge og strukturer i økonomien. Modellen bliver løbende videreudviklet, bl.a. med beskrivelsen af arbejdsmarkedet og løndannelse i offentlige og private erhverv. For en yderlig gennemgang af modelantagelser og resultater henvises til Økonomisk fremskrivning for Grønland, Vurdering af de fremtidige perspektiver for de offentlige finanser og den finanspolitiske holdbarhed, Marianne Frank Hansen og Peter Stephensen, DREAM, august 2021.