Rendyrket fagforeningsimperialisme

Det er landsstyret, det politiske systems hovedkvarter og udfarende kraft, der har ansvaret for at vigtige samfundsfunktioner ikke udsultes og afkræftes. Det er ikke - slet ikke - Danmarks Lærerforenings ansvar og arbejdsområde.

Torsdag d. 16. april 1998
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Løn og overenskomster, Uddannelse.

Danmarks Lærerforening har blokeret for ansættelser i vort skolevæsen. Den sag har nu kørt i nogle måneder uden at vi er kommet en løsning nærmere.

Baggrunden for blokaden er beskrevet i en pressemeddelelse fra NAK allerede den 17. december 1997, da Grønlands Lærerforening blev ekskluderet af den fælles forhandlingsorganisation på grund af illoyal og usolidarisk optræden.

Landsstyret har forsøgt at omstøde blokaden ved at indklage Danmarks Lærerforening for Arbejdsretten - det har ikke givet noget resultat.

Problemet er: - at få defineret problemet korrekt.

Hvad er det der sker?
En stor dansk fagforening, der har sit naturlige arbejdsområde i en stor dansk økonomi, tager kvælertag på en lille grønlandsk økonomi. Jeg ved i skrivende stund ikke hvor mange medlemmer der er i Danmarks Lærerforening. Det vil ikke overraske mig, hvis den har flere medlemmer end der er indbyggere i grønland. Der er i høj grad tale om et ulige magtforhold - og så er der - for at hive et gammelt tresserudtryk op af glemmekisten - tale om rendyrket fagforeningsimperialisme.

Danmarks Lærerforening aktionerer i denne sag uden for sit egentlige arbejdsområde. Foreningen har ingen vitale interesser i Grønland. Det understreges netop af, at foreningens medlemmer er ansat med fri tilflytning og fraflytning. Hvis det enkelte medlem ikke er tilfreds med ansættelsesbetingelserne, så er det gratis at fortryde og "flytte hjem".

Danmarks Lærerforening bør nøjes med at rådgive sine medlemmer, når der er tale om at tage arbejde uden for Danmark, enten det drejer sig om Grønland, Færøerne, Norge eller et land i Afrika. Man kan ikke tillade sig at lave blokade - forbyde sine medlemmer at tage arbejde uden for Danmark. Og det er faktisk hvad Danmarks Lærerforening her gør.

Vi er i Grønland stærkt afhængige af veluddannet arbejdskraft ude fra. Det gælder i skolevæsenet, som det gælder i sundhedsvæsenet og inden for de tekniske og administrative områder. Vi er så stærkt afhængige, at samfundet vil lide uoprettelig skade, hvis en dansk fagforening for et af de vigtige fagområder beslutter sig for en langvarig blokade af Grønland.

Jeg tør næsten ikke skrive det her - men hvis medlemmerne i en sammenslutning som Danmarks Lærerforening er kyniske nok, så kan de blokere os indtil vi har fordoblet lønnen for lærere fra Danmark. Det vil øjeblikkeligt få afsmittende virkning for alle andre overenskomster, og sætte vores økonomi ud på en 90 graders rutschetur ned i afgrunden.

Det er derfor nødvendigt, at Landsstyret får fuld opbakning til at fastholde princippet om at overenskomster i Grønland indgås med fagforeninger, der har hjemsted i Grønland.

Danmarks Lærerforenings blokade er et spørgsmål om etik - eller rettere mangel på en anstændig fagforenings-etik.

Skal lærerne så ikke have mere i løn?
De seneste års stigende mangel på undervisere i folkeskolen, viser at det er nødvendigt at gøre arbejdet i folkeskolen mere attraktivt. Og her kan en mærkbar lønforhøjelse være et af midlerne.

Men det skal være en solidarisk lønforhøjelse, der gives både til hjemmehørende og tilkaldte. Og aftalen skal indgås med den lokale fagforening.

Det er landsstyret der skal gennemtvinge forbedringer!
Det er ikke bare inden for folkeskolen vi har en katastrofal mangel på arbejdskraft. Vi har lige så store problemer inden for sundhedsvæsenet.

De ansatte lider under det - de, der er tilbage og som slider ekstra meget lider under det, fordi mange har forladt faget og/eller landet.

Traditionelt opfattes det sådan, at de ansatte skal presse på for at få lønnen hævet, og arbejdsgiveren skal modstå presset så meget som muligt - hvorefter vi gennem de sidste år er endt op med overenskomstforbedringer på 2%, med lidt snyd på vægten i opadgående retning.

Denne tommelfingerregel har givet ro på overfladen, slået inflationen ihjel og så har den - politisk - været nem at arbejde med.

Princippet har imidlertid gjort vold på almindelige markedsmekanismer: I det lange løb gælder reglerne fra Bageriet i Nørregade også her i Grønland: "Hvis du har penge så kan du få - og har du ingen så må du gå".

Der har ikke været penge nok i skolevæsenet og sundhedsvæsenet.

Landsstyret burde for længe siden have taget den nødvendige konsekvens af denne årgamle erkendelse.

Men læg mærke til ansvarsplaceringen - det er landsstyret, det politiske systems hovedkvarter og udfarende kraft, der har ansvaret for at vigtige samfundsfunktioner ikke udsultes og afkræftes.

Det er ikke - slet ikke - Danmarks Lærerforenings ansvar og arbejdsområde.