Historieløs Café Latte racisme

I dette forhold mellem Grønland og Danmark var der ikke nogen underdanighed fra Grønlands side og ikke nogen tvang og undertrykkelse fra Danmarks side. Det var et frivilligt møde i kolonierne i gensidig interesse.

Mandag d. 19. marts 2012
Anders Nilsson, Redaktør  
Emnekreds: Anmeldelser af bøger, film mv, Danskere i Grønland, Grønlands historie, Journalistik, Oprindelige folk.


”Også han mistrives, ikke mindst fordi han er led og ked af danskernes hensynsløse udbytning og forskelsbehandling”.

”»Profeterne i Evighedsfjorden« er baseret på virkelige begivenheder og giver et fremragende indblik i en trist side af Danmarkshistorien”.


Ovenstående er to sætninger fra en anmeldelse af Kim Leines roman "Profeterne i Evighedsfjorden". Anmeldelsen er skrevet af Per Krogh Hansen og stod at læse i Berlingske Tidende den 16. marts 2012.

Jeg har ikke læst romanen, så det her er kun en kommentar til anmeldelsen, som fra mit ståsted er udtryk for en udbredt Café Latte racisme. Jeg ser den i mange sammenhænge, men qua mit indgående kendskab til Grønland har jeg mest oplevet den i kommentarer til forholdet mellem Grønland og Danmark.

I anmeldelsen henvises der til et sted i romanen med referatet "danskernes hensynsløse udbytning og forskelsbehandling". Og sammenfattende betegnes forholdet til Grønland af anmelderen som en trist side af Danmarkshistorien. Intet af dette har hold i virkelige hændelser. Anmeldelsen tager i stedet afsæt i en nedladende opfattelse af grønlændere som naive og godtroende indfødte, der er blevet overrendt og overrumplet af griske, danske kolonisatorer.

Grønlændere er ikke naive og godtroende, og de har aldrig ladet sig overrende. Det er et arktisk jægerfolk, der har klaret at overleve i et hårdt og skiftende klima i mange tusinde år. Ud over jagten som livsgrundlag, så har man forbedret sine muligheder for at overleve ved at handle med ting, der kunne bruges til fremstilling af fangstredskaber og redskaber til madlavning mv. Som eksempel på rækkevidden af denne systemsatte samhandel kan nævnes, at der i Nordgrønland er fundet jern, som stammer fra nordboernes bosættelser i det sydlige Grønland, og der er fundet jern fra meteoritten ved Savissivik i Thule området flere tusinde kilometer væk i Arktisk Canada.

I Grønland havde man fra gammel tid et Aasivik (et årligt mødested og kræmmermarked) ved sydspidsen af Grønland, hvor folk kom rejsende helt oppe fra Ammassalik på Østkysten og helt oppe fra Diskobugten på Vestkysten for at bytte sig til, hvad man havde brug for, med det man selv kunne medbringe, som de andre havde brug for.

Da hvalfangere fra Europa dukkede op i midten af forrige årtusinde, begyndte man også at handle med dem. Og de havde mange ting, som kunne gøre livet og hverdagen lettere - knive for eksempel og metal til harpunspidser, vævet stof med meget mere.

Mulighederne for at handle med hvalfangerne var tilfældige og uforudsigelige, så da Hans Egede ankom til Grønland, skete der en vigtig forbedring i handelsmulighederne. Der blev oprettet handelsstationer i form af et antal kolonier i Vestgrønland. Her kunne man sælge produkter, som var efterspurgte i Europa (tran til Europas lamper etc.), og man kunne købe værktøj og krudt og kugler til jagten og meget mere.

Det er her vigtigt at vide, at grønlændere var meget mere mobile end europæerne. De levede i landet og af landet. Danskerne boede i kolonierne og kunne kun bevæge sig bort fra kolonierne i det omfang, de selv medbragte alle fornødenheder. Men de skulle ikke bevæge sig bort fra kolonien, de arbejdede i kolonien for at handle med grønlænderne, der kom ind til kolonien i samme hensigt: At handle.

Naturligvis er der nogen, som har oplevet, at de ikke har fået det, for deres varer, som de havde håbet. Det er det, der i første citat kaldes ”danskernes hensynsløse udbytning”, men så kunne de jo blot lade være med at komme ind til kolonien for at handle. På samme måde måtte den danske konge, der var øverste chef for handlen, en gang imellem overveje, om man skulle fortsætte handlen med Grønland i de lange perioder, hvor det gav underskud, eller om man skulle lukke kolonierne, og hvor havde det stillet befolkningen i Grønland?

I dette forhold mellem Grønland og Danmark var der ikke nogen underdanighed fra Grønlands side og ikke nogen tvang og undertrykkelse fra Danmarks side. Det var et frivilligt møde i kolonierne i gensidig interesse.

Der opstod hurtigt det problem for kolonibestyrerne, at nogle af fangerfamilierne fandt tilværelsen så meget lettere og mere tryg i kolonien, at de bosatte sig der. Det skete bestemt ikke under dansk tvang. Tværtimod, det formindskede jo handelsmulighederne.

Op til 1948 hvilede denne handel i Grønland økonomisk i sig selv. Det overskud, der kom ud af handlen, blev brugt på kirker, et sundhedsvæsen og som måske det vigtigste et skolevæsen.

I Grønland blev der åbnet skoler for "almuen" på stort set samme tid, som det skete i Danmark. Der blev oprettet en kateketuddannelse, som svarede til datidens læreruddannelse i Danmark, og undervisningen i Grønland foregik vel at mærke på grønlandsk med eget undervisningsmateriale på eget skriftsprog, som var udviklet af Hans Egedes søn, Poul Egede, og herrnhuteren Samuel Kleinschmidt.

Undervisningen i det grønlandske skolevæsen foregik på grønlandsk, indtil fremtrædende grønlandske politikere omkring 1950 forlangte, at der også blev indført undervisning i dansk i det grønlandske skolevæsen - for at hjælpe Grønland ud af det, der mere og mere blev opfattet som en sproglig og dermed også en erhvervsmæssig og økonomisk isolation.

Det er kort beskrevet, hvad anmelderen af Kim Leines roman kalder "en trist side af Danmarkshistorien".

Jeg kalder det "historieløs Café Latte Racisme".

Citater fra anmeldelser af bogen
Jyllandsposten:
Desværre udnytter Kim Leine slet ikke dens store potentiale for at få romanen til at glimre af magi. Lidt mere dødedans og lidt flere ånder havde været rigtig godt.

Nordjyske.dk:
Leine har lagt sit stof til rette på en overordentlig virkningsfuld måde, idet man ser virkeligheden både med grønlændernes øjne og med den danske stats øjne, en stat, der opfattes som en mørk og mægtigt svulmende fare for det svage grønlandske samfunds oprindelighed

Klaus Rothsteins Blog:
Tilsammen giver romanen og den historiske artikel et dybt interessant indblik i en overset profetaffære fra den brutale og racistiske kolonitids Danmarks-historie, hvor mennesket både var frit og lå i lænker, men hvor der stadig var tvivl om hvorvidt grønlænderne nu også var mennesker

Information - interview :
Forhåbentlig er den nuanceret, men det har været vigtigt for mig, at man forstår den vrede, grønlænderne nærer mod danskerne. Jeg har villet prøve at antyde, hvordan det hænger sammen

Berlingske Tidende:
Vi danskere er som regel ikke sene til stemme i, når kritiske røster rejses mod den ilde behandling, andre store nationer end vores egen har udsat naturfolk for i kolonialismens navn. Men vi har samtidig en sjælden set evne til at fortrænge vores egen udåd på Grønland

Information - anmeldelse:
Hans roman er en milepæl og et mesterstykke. Og et monument over danskernes mistede uskyld
Læs Også
Cultural Encounters at Cape Farewell
Håbets år