Hjulspor og motorvej

En årsindkomst på 700.000 kr. - Det er sådan cirka, hvad jeg vil gætte på, at Johan Lund Olsen og hans kone tjener til sammen. Det bekræfter den gamle definition, at de rige, det er dem, der tjener mere end mig selv

Fredag d. 9. januar 1998
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Politik, Økonomi.

Indholdsfortegnelse: Det var jul, så den måtte næsten komme Fødestedskriteriet Fødestedskriteriet blev afskaffet - eller blev det? Uddannelseskriteriet Lønforskellene er "naturgivne" Et opgør med den falske ligestilling En rekrutterings- og fastholdelsespulje En genoplivning af fødestedskriteriet? Det var jul, så den måtte næsten komme Så havde vi igen diskussionen om de store forskelle på rig og fattig her i grønland. Det var jul, så den måtte næsten komme, og den blev da også rejst af Johan Lund Olsen fra partiet Inuit Ataqatigiit. Johan Lund Olsen foreslog, at der bliver indført progressiv beskatning. Da debatten havde kørt et par dage i radioavisen, blev Johan Lund Olsen endeligt nærmere udspurgt om sine ideer: Hvornår og hvor meget skulle der betales i progressiv skat? "Jo," forklarede Johan Lund Olsen,"den progressive beskatning kunne for eksempel udformes sådan, at indkomster på over 350.000 kroner for enlige og over 700.000 kroner for ægtepar bliver beskattet med ekstra 10%". En årsindkomst på 700.000 kr. - Det er sådan cirka, hvad jeg vil gætte på, at Johan Lund Olsen og hans kone tjener til sammen. Det bekræfter den gamle definition, at de rige, det er dem, der tjener mere end mig selv. Hvis der virkelig skulle omfordeles i samfundet, så er "de rige" vel i virkeligheden dem, der tjener mere end en SIK-løn på årligt 150.000 kroner for enlige og 300.000 kr. for ægtepar. Og de virkeligt fattige, er familierne ude i bygderne, der har pengeindkomster på langt under en SIK-løn. Til gengæld har de en naturalieøkonomi ved fangst, fiskeri og jagt, som det er svært at opgøre i kontanter. Jeg blev selv interviewet til Radioavisen i debattens løb. Jeg er imod progressiv beskatning, fordi den vil gøre det fuldstændig umuligt at skaffe den nødvendige arbejdskraft ude fra, til at bemande for eksempel sundhedsvæsenet (jeg er formand for landstingets sundhedsudvalg og har som sådan netop disse problemer tæt inde på livet). Fødestedskriteriet Allerede i tresserne kunne økonomer og fagforeningsfolk se, at der ville opstå store problemer i Grønland i takt med industrialiseringen i fiskeindustrien og den nødvendige rekruttering af uddannet arbejdskraft fra Danmark. Hvis vores fiskeindustri skulle have en chance for at udvikle sig til et bærende erhverv, så ville det være nødvendigt nøje at knytte lønningerne i fiskeindustrien og i fiskeriet til overskuddet i erhvervet. Set i forhold til det danske lønniveau ville det være nødvendigt at holde lønningerne nede. Det førte til indførelsen af fødestedskriteriet. Fødestedskriteriet blev indført i forståelse med det daværende SIK - Grønlands Arbejder Sammenslutning. Den store modstand mod fødestedskriteriet kom fra de veluddannede grønlændere, der nu mistede deres høje "danske løn" og derved blev bragt på ned niveau med deres mindre veluddannede landsmænd. Det blev kaldt diskrimination, men var i sit udgangspunkt kun et forsøg på at bevare en grønlandsk samfundsøkonomi med en indre sammenhæng. Fødestedskriteriet blev afskaffet - eller blev det? Efter indførelse af hjemmestyret tog man fat på at afskaffe fødestedskriteriet. Eller gjorde man? De særlige grønlandstillæg blev afskaffet for den tilkaldte arbejdskraft. Der blev etableret fælles fagforeninger for hjemmehørende og tilkaldt arbejdskraft og de årlige feriefrirejser blev ændret til hvertandetårlige. Egentlig skulle de helt have været afskaffet. Men sådan skulle det ikke gå. For Grønlands økonomiske overklasse synes egentlig, at de her feriefrirejser var rimelige nok. Mange var vokset op et sted i grønland og boede nu et andet sted i landet, og det var derfor både rimeligt og retfærdigt, at arbejdsgiveren betalte en feriefrirejse hvert andet år for hele familien! (til Danmark forstås!) Derfor blev feriefrirejsen ikke afskaffet. Nu blev den bare givet til alle dem med de høje uddannelser - uanset om man var dansker eller grønlændere af fødsel. Og så var der jo ikke længere tale om diskrimination! (Jeg er nu som dansker - oprindeligt udsendt af Ministeriet for Grønland - men hjemmehørende gennem mange år, kommet i den barokke situation, at til sommer kan min kone og jeg tage på skattefri feriefrirejse ud af Grønland, i kraft af min grønlandske kones ansættelse som tjenestemand.) Kender vi definitionen igen? - de rige, det er dem, der tjener mere end mig. Fødestedskriteriet er ikke afskaffet, det er omdannet til et uddannelseskriterie. Uddannelseskriteriet Der er også uddannelseskriterier i Danmark og i alle de andre industrialiserede samfund, som vi sammenligner os med. Og der er ingen tvivl om, at det er nødvendigt også her i grønland at lønne folk i forhold til deres uddannelse. For ikke alene har vi behov for at kunne tiltrække uddannet arbejdskraft udefra. Vi har også et stigende behov for at kunne fastholde vores egen uddannede arbejdskraft. Lønner vi ikke godt nok, udvandrer den veluddannede del af arbejdskraften. Der bor allerede i dag omkring 10.000 grønlændere i Danmark - og mange af dem har uddannelser, vi efterspørger og importerer i dyre domme. Det er indlysende at indførelse af progressiv beskatning vil gøre det endnu mere problematisk at fremskaffe og fastholde veluddannet arbejdskraft. Så med mindre vi flytter den progressive beskatning ned i de indkomstgrupper, hvor man ikke bare rykker teltpælene op og emigrerer, så vil den progressive beskatning ikke betyde nogen omfordeling mellem de rige og de fattige. Tværtimod vil det være nødvendigt at lønkompensere for indførelse af en progressiv beskatning. Og slutresultatet vil blive, at de rige på papiret tjener endnu mere end nogensinde, men vi hugger det bare i skat igen. Siumut og Atassut fastholdt i debatten, at der ikke skal indføres anden progressiv beskatning, end den vi allerede har: et højt bundfradrag. Med de store opgaver, der trænger sig mere og mere på inden for sundhedsvæsenet og inden for skolevæsenet - for bare at nævne to områder - forudser jeg, at det vil være nødvendigt at skærpe den progression, vi allerede har i skattesystemet, ved at hæve landsskatten med et par procent. På den anden side skal vi også være opmærksom på de fattigdomsproblemer, der ikke kan løses ved at hæve bundgrænsen for betaling af skat. Der er familier med pengeindkomster langt under bundgrænsen, som ikke får glæde af at bundgrænsen hæves. Her må man for eksempel se på de faste udgifter til bolig, el og varme. Lønforskellene er "naturgivne" Der er meget store forskelle mellem de rige og de fattige i Grønland. Ude i bygderne og i dele af byerne lever folk stadig væk som i gamle dage. De forsøger at opretholde en tilværelse som fiskere, fangere og jægere. Vi synes jævnt hen at det er godt, romantisk og oprindeligt. Men det kaster bare ikke særligt mange penge af sig. Faktisk er der så ringe en økonomi i de oprindelige erhverv, at man kan forbedre sin levestandard ved at tage qajaqen på land og spænde sine hunde fra slæden og i stedet hente til dagen og vejen på det lokale socialkontor. Til gengæld er der god efterspørgsel på uddannet grønlandsksproget arbejdskraft. Som grønlandsk skolelærer kan man vælge og vrage, og det har betydet en koncentration af uddannede grønlandske lærere i de større byer, hvorimod det er meget svært at tiltrække grønlandsksprogede lærere til bygderne. Der har ligefrem været tale om at præmiere grønlandske lærere med "tilkaldtes rettigheder" for at lokke dem til at arbejde i bygder og yderdistrikter. Indførelse af progressiv beskatning vil gøre det endnu sværere at skaffe uddannet arbejdskraft ud til de yderste områder af landet, hvor det kommunale skattetryk i forvejen er højt. Lønforskellene er naturgivne. Ikke af den fysiske natur: isen, sneen, havet og fjeldene, men af den menneskelige natur. Og lønforskellene er ikke dikteret af den tilkaldte arbejdskraft, fordi den tilkaldte arbejdskraft netop er - tilkaldt. Det er åbenlyst og ikke særligt sympatisk, at den veluddannede del af vores egen arbejdskraft har haft held til i ligestillingens navn at bortforhandle de særlige ydelser til tilkaldt arbejdskraft og derefter tilforhandle sig en løn, der er så meget for høj, at den også i et vist omfang har kunnet lokke arbejdskraft til udefra. Man skal her huske på, at der ved at tage arbejde i grønland, følger en række omstillingsudgifter - både ved ansættelse og fratræden, som den fastboende ikke har. Og så skal vi stadig fastholde et lokalt lønniveau, der gør det muligt at opretholde et rentabelt fiskeri og en selvhjulpen fiskeindustri. Det generelle lønniveau må nødvendigvis være lavere end det danske, hvis det skal være muligt. Det er også oplagt at den tilkaldte arbejdskraft har et anderledes forståeligt behov for regelmæssige ferierejser til Danmark med ikke alt for store tidsintervaller - og dækker vi ikke disse behov og udgifter, så får vi ganske enkelt ikke den nødvendige, kvalificerede arbejdskraft ude fra. Et opgør med den falske ligestilling Det er nødvendigt, at vi i det politiske system tager et opgør med denne falske ligestilling, der siden hjemmestyrets indførelse har erstattet "fødestedskriteriet". Det er den eneste måde, hvorpå vi kan sikre en mindre skæv fordeling mellem de fastboende rige og fattige. Vi må rense de forskellige overenskomster for udgifter til rekruttering og fastholdelse af uddannet arbejdskraft. I overenskomsterne skal der udelukkende forhandles løn for udført arbejde. Det betyder helt konkret at den feriefrirejse, der er indarbejdet i en række overenskomster, skal gøres skattepligtig. Derefter er den at betragte som en almindelig løndel, hvor billetudgiften i det konkrete tilfælde omregnes til et udbetalt kontantbeløb ved den årlige lønopgørelse. En rekrutterings- og fastholdelsespulje Til at sikre den nødvendige arbejdskraft - hvad enten det er en grønlandsksproget lærer, der skal sendes ud i en bygd, eller det for eksempel er en sygeplejerske fra Danmark, der skal overbevises om et job i Nuuk - skal der på finansloven bevilges en rekrutterings- og fastholdelsespulje. Af denne pulje betales alle udgifter i forbindelse med til- og fraflytning. Ligesom der bevilges årlige feriefrirejser i det omfang, det skønnes nødvendigt for at tiltrække og fastholde efterspurgt arbejdskraft. Ydelser, der betales via denne pulje er skattefri for den enkelte modtager. Det skal de være ud fra den betragtning at det ikke er ydelser, der bevilges af hensyn til den ansatte, men derimod ydelser, der skal sikre at vigtige samfundsfunktioner opretholdes. Derfor skal rekrutterings- og fastholdelsespuljen heller ikke forhandles med de enkelte fagforeninger. Det fastsættes skal fastsættes politisk, hvad der kan ydes til hvilke personalegrupper i hvilke områder af landet og i hvor lange perioder det kan foregå. Ydelser fra rekrutterings- og fastholdelsespuljen aftales for den enkelte ansatte i en parallelaftale i forbindelse med ansættelsen. Det kan for eksempel være en tillægsaftale i forbindelse med ansættelsen, der garanterer fri til- og fraflytning med en årig feriefrirejse for familien i en tre-årig ansættelse. Der skal også via rekrutterings- og fastholdelsespuljen kunne optjenes en skattefri bonus, som udbetales ved kontraktens udløb. Udbetaling af en skattefri bonus forudsætter, at der i ansættelses perioden er udbetalt normal løn efter gældende regler. En genoplivning af fødestedskriteriet? Det der her foreslås, er ikke en genoplivning af fødestedskriteriet. Det er en ordning, der også gør det muligt at hente grønlandsk arbejdskraft tilbage fra Danmark, og det er en ordning, der gør det muligt at skaffe veluddannet grønlandsk arbejdskraft ud i de ender af landet, hvor det ellers er svært at tiltrække den nødvendige faglige ekspertise