Som et forkælet barn i en legetøjsbutik

Det er udtryk for et hensynsløst politisk magtbegær. Der er for Sara Olsvig - som for Aleqa Hammond - for lidt viden, for lidt praktisk politik og for meget ”Konen i Muddergrøften” i deres fremfærd.

Torsdag d. 30. maj 2013
Anders Nilsson, Redaktør for Kamikposten.dk  
Emnekreds: Arktis, Arktisk Råd, Folketinget, Grønlændere i Danmark, Nyhedsbreve, Oprindelige folk, Rigsfællesskab og selvstyre.

Indholdsfortegnelse:
Fokus på grønlændere bosiddende i Danmark
Strategien bør også handle om forebyggelse
Kriminalforsorgen fortsat forsømt
Der er andre lignende sager, som er ventet tålmodigt på i 40 år
Hvad adskiller disse grupper fra de forvaringsdømte?
Debat i stor skala
Vi skal true med at blive, ikke med at blive væk
Problemet er politisk magtbegær.


Sara Olsvig har holdt sin første større tale i Folketinget i sin nye rolle som indehaver af et dobbeltmandat: både medlem af Landstinget og medlem af Folketinget.

Jeg kan som tidligere medlem af Grønlands Landsting bevidne, at det kan ingen overkomme på ansvarlig vis. Arbejdet i Landstinget er et fuldtidsarbejde, hvor man til stadighed skal skaffe sig solid indsigt i de sagsområder, der skal lovgives for. Det samme ved jeg, gælder for Folketinget.

Doris Jakobsen, det andet grønlandsk valgte medlem af Folketinget, sidder også i Landstinget, og resultatet er også blevet derefter: billig bragesnak.

Jeg tager her udgangspunkt i Sara Olsvig ordførertale, afsnit for afsnit:

Fokus på grønlændere bosiddende i Danmark
Sara Olsvig bruger mange ord på grønlændere bosiddende i Danmark. Under ét beskrives det således:

”Det handler ikke om, at gøre grønlændere i Danmark til ofre, men om at anerkende, at grønlændere kommer til Danmark med en anden kulturel og sproglig baggrund end den danske og af disse helt naturlige grunde har brug for, at systemet er gearet til en forståelig dialog og sagsbehandling, således at de alt for mange misforståelser og frustrationer undgås.”

Alle vi, der er grønlændere eller grønlandsk gifte ved, at det er noget vås. Hovedparten af grønlændere bosiddende i Danmark har ikke mere brug for at ”systemet er geares til en forståelig dialog og sagsbehandling” end alle andre i Danmark.

Sara Olsvig kæmper for at skaffe satsmidler til projekter for det hun kalder ”socialt udsatte grønlændere”. Ud over at pengene skal tages fra folk, der har virkelige og alvorlige problemer – en gruppe, der naturligvis også omfatter grønlændere med virkelige og alvorlige problemer, så er disse projekter med til at afsondre og fastholde disse såkaldt ”socialt udsatte grønlændere” i et lukket miljø med alt, hvad det kræver af engagerede medarbejdere og frivillige – de første på løn og de sidste med en mission.

Sara Olsvig efterlyser en løsning. Den ligger lige for: Giv disse voksne mennesker samme rettigheder og muligheder som alle andre borgere i Danmark. Luk dem ud i samfundet.

Strategien bør også handle om forebyggelse
”Rigtig mange velfungerende grønlændere møder også barrierer i det danske system. For eksempel er det en begrænsning, at der skal være mindst 12 børn på et modersmålsundervisningshold i hver kommune. Begrænsningen gør, at mange grønlandske borgere i Danmark ikke kan benytte sig af denne rettighed.”

Det problem har jeg godt nok aldrig hørt om. Jeg tror, det er opfundet til lejligheden :-)

Men hvis Sara Olsvig mener det alvorligt, så må vi forvente, at hun som medlem af Landstinget foreslår en tilsvarende ordning indført i Grønland: at danske børn har krav på modersmålsundervisning i hver kommune. Uden krav om mindst 12 børn på modersmålsundervisningsholdet, akkurat som hun ønsker det for grønlandske børn i Danmark.

Og så ved hun fra ”dialogen med de mange socialrådgivere og ansatte på Kofoeds Skolerne og de grønlandske huse, at mange af de grønlændere som kommer herned ikke var socialt udsatte da de forlod Grønland. Derfor bør det forebyggende arbejde være en integreret del af den nationale strategi.”

Hvorfor var de ikke socialt udsatte i Grønland? – Fordi: i Grønland har man ikke særlige tilbud til socialt udsatte. I Grønland lader man for eksempel enlige boligløse sove i trappeopgange, i henstillede både på land og på rundsovning hos familier, venner og bekendte. Det kan stå på, indtil de enten dør eller flygter til Danmark.

Så det er i Grønland, det forebyggende arbejde skal sættes ind.

Det kunne være en passende opgave for landstingsmedlem Sara Olsvig, hvis hun kan få tid til det for folketingsmedlem Sara Olsvig.

Kriminalforsorgen fortsat forsømt
”Inden for overskuelig fremtid vil vi ikke længere skulle sende vores forvaringsdømte ud af landet. En sag vi har ventet tålmodigt på i 40 år”.

Der er andre lignende sager, som er ventet tålmodigt på i 40 år
  • De multihandicappede - både mentalt og fysisk. De fleste er anbragt for livet på institutioner rundt omkring på Vestsjælland. Det drejer sig om mellem 50 og 100 mennesker.
  • De sindslidende. De var tidligere anbragt under kummerlige kår i Vordingborg. Senere blev de, efter pres fra Landstingets Sundhedsudvalg, flyttet til Risskov, hvor de fik bedre fysiske rammer og forhåbentligt også en bedre behandling. Det drejer sig om noget på den anden side af en snes patienter.
  • Familier, der har følt sig tvunget til at flytte fra Grønland til Danmark for at sikre et familiemedlem - ofte et handicappet barn - en behandling i den nødvendige kvalitet. Den fås ikke i Grønland, men i Danmark gives den som en selvfølge.
  • De ”socialt udsatte”. Familier og enkeltpersoner, der er flygtet til Danmark fra levevilkår i Grønland, der er så elendige, at man skal et godt stykke ned og ind i den del af EU, der tidligere hørte ind under Sovjetunionen, for at finde noget, der er værre.

Hvad adskiller disse grupper fra de forvaringsdømte?
Disse fire grupper sorterer under Grønlands Selvstyre. Så spørgsmålet til landstingsmedlem Sara Olsvig må lyde: ”Hvad har du tænkt til at gøre for disse grupper, så der ikke skal gå yderligere 40 år med tålmodig venten?”

Der skal ingenting gøres, og det skulle der heller ikke med de forvaringsdømte. Det er kun i Folketinget, at der fra grønlandsk side er udtalt interesse for de forvaringsdømte og kritik af deres anbringelse i Danmark.

Når en forvaringsdømt blev erklæret rask og rede til at genindtage sin plads hjemme i Grønland, har det ofte været så tæt på umuligt for den grønlandske hjemkommune at finde plads og bolig til vedkommende, at det har haft karakter af obstruktion. Den opgave bliver for eftertiden Sermersooq kommunes problem, hvor det hidtil har været problemet for Rigsfællesskabets kriminalforsorg.

Når folketingsmedlem Sara Olsvig klager over anstaltsforholdene i Grønland, så kan landstingsmedlem Sara Olsvig måske fortælle hende, at en vigtig forklaring på tingenes triste tilstand er, at den fængselsgivende kriminalitet i Grønland er 2-3 gange højere pr indbygger sammenlignet med Danmark, og at hun i Landstinget vil arbejde for at nedbringe den forskel, koste hvad det vil.

Debat i stor skala
”Mest af alt har vi dog været noget frustrerede over den skævhed vi ser i, hvor oplyste vi er i hhv. Grønland og Danmark om vores fælles politiske tilværelse og vores juridiske rammer.”

Det er præcis derfor, det er vigtigt, at der i Folketinget er repræsentanter for de tre dele af Rigsfællesskabet. Det sikrer, at der er lokal politisk ekspertise til stede i Folketinget.
Det gælder, når emnet vedrører Grønland, ligesom det gælder om tilfældige områder i Danmark med samme folketal og økonomi som Grønland.

Når emnet for eksempel vedrører Esbjerg kommune, hvor stor en paratviden har Sara Olsvig så at gøre godt med?

Vi skal true med at blive, ikke med at blive væk
Der er to parter i Rigsfællesskabet, der har vitale interesser i Arktisk Råd. Det er Grønland, som har interesser i kraft af sin beliggenhed, og det er Danmark i kraft af de udgifter, der skal afholdes til opretholdelse af suverænitet, fiskerikontrol, farvandsovervågning og redningstjeneste med meget mere.

Den aktuelle sag om Arktisk Råd ligner de fleste andre politiske sager vedrørende Grønland ved, at den er uoplyst. Spørgsmålet er: på hvilke punkter er Grønlands interesser i forhold til Arktisk Råd ikke blevet imødekommet af Rigsfællesskabet?

Er det uoplyst, eller er der bare sådan, at alle betydende interesser fra Grønland er blevet imødekommet af regeringen for Rigsfællesskabet? – Hvis det sidste er tilfældet, hvad er så problemet?

Problemet er politisk magtbegær.
Det er på sin plads at minde om, at Rigsfællesskabet er et frivilligt medlemskab for såvel Grønland som for Færøerne. Man kan vælge at træde ud af Rigsfællesskabet. Den samme mulighed har Danmark ikke, derfor må vi i Danmark finde os i de mest uhyrlige beskyldninger, og høre på de mest urimelige krav.

Sara Olsvig siger:
”I Arktisk Råds regi har vi, siden rådet blev stiftet i 1996, i det stille kæmpet kampen om at være en integreret del af rådets arbejde. Vi har deltaget i arbejdsgrupperne, i det videnskabelige arbejde, i Senior Arctic Officials møderne og på ministerniveau. Det har vi gjort efter forskellige modeller og vi har i kraft af at Arktis er blevet mere og mere interessant udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitisk, kunne mærke at der er sket en bevægelse imod et mere strømlinet og ekskluderende statsengagement.”

Sara Olsvig, der oven i købet som folketingsmedlem har stemt for den nuværende regering for Rigsfællesskabet, burde om nogen vide, at statsengagementet for så vidt angår Danmark ikke er ekskluderende, men inkluderende. I Arktisk Råd er tilmed Færøerne inkluderet, selv om det kan være svært at få øje på de færøske interesser i Arktisk Råds arbejde.

Der er et større antal befolkninger i det arktiske randområde, der i levevis minder meget om befolkningen i Grønland. Forskellen er, at Grønland har et indre selvstyre.

Hvad Sara Olsvig kan bruge det til, giver hun et bud på her:
”Inuit Ataqatigiit mener, at det er vigtigt og rigtigt, at Grønland deltager i Arktisk Råds møder og taler den arktiske stemme. Ikke kun vores egen, også de andre arktiske selvstyrende nationers og de arktiske oprindelige folks stemme.”

Det har hun ikke noget politisk mandat til. Ligesom hun heller ikke har noget politisk mandat til at agere i Folketinget på vegne af den store gruppe velintegrerede grønlændere, der bor i Danmark.

At hun alligevel gør det, er udtryk for et hensynsløst politisk magtbegær.

Der er for Sara Olsvig - som for Aleqa Hammond - for lidt viden, for lidt praktisk politik og for meget ”Konen i Muddergrøften” i deres fremfærd.
De kommer ikke til at gøre en forskel, ud over at tære på støtten og forståelsen hos almindelige mennesker i Danmark for Grønlands rigtige behov og problemer.